Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Vejdirektoratets trafikovervågning

Brevdato: 21.12.01

Journalnummer: 2001-321-0132

I brev af 7. november 2001 har Vejdirektoratet rettet henvendelse til Datatilsynet vedrørende direktoratets tv-overvågning af statsvejene.

Vejdirektoratet har i den forbindelse spurgt Datatilsynet, om persondataloven er til hinder for tv-overvågning af statsvejene. Samtidig ønsker Vejdirektoratet oplyst, om en on-line videregivelse af billederne fra overvågningen til en station i forbindelse med dennes trafikmeldinger vil være problematisk i forhold til persondataloven.

Det fremgår af sagen, at formålet med Vejdirektoratets tv-overvågning af statsvejene er at øge trafiksikkerheden. Billederne fra kameraerne anvendes til at studere trafikken. Billederne kan f.eks. give informationer om kødannelser og uheld.

Vejdirektoratet overvåger trafik, ikke personer. Billederne kan dog give kendskab til bilernes udseende, men formentlig ikke kendskab til nummerpladen. Det kan dog ikke udelukkes, at en bilist vil kunne genkendes.

Billederne fra tv-overvågningen lagres ikke, men det kan ikke udelukkes, at Vejdirektoratet i fremtiden vil gemme billederne en periode alene med det formål at sammenligne trafikforhold eller uheld på en bestemt strækning, således at direktoratet får bedre kendskab til trafikale problemer samt mulighed for at finde en løsning på dem.

Det fremgår desuden af sagen, at en tv-station i forbindelse med sine trafikmeldinger ønsker at bringe et billede af den aktuelle trafiksituation. Det er teknisk muligt at give stationen on-line adgang til billederne fra kameraerne.

Datatilsynet skal - efter at sagen har været behandlet i Datarådet - herefter udtale følgende:

Persondataloven gælder ifølge lovens § 1, stk. 1, bl.a. for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling.

Digital tv-overvågning vil således som udgangspunkt være omfattet af persondataloven. Datatilsynet lægger i det følgende til grund, at Vejdirektoratets tv-overvågning er digital.

For at den digitale behandling kan være omfattet af persondataloven, er det desuden en betingelse, at behandlingen omfatter "personoplysninger".

Ifølge persondatalovens § 3, nr. 1, skal der ved "personoplysninger"; forstås enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (den registrerede).

Omfattet af begrebet er herefter oplysninger, som f.eks. foreligger i form af billede. Det er uden betydning, hvorvidt identifikationsoplysningen er alment kendt eller umiddelbart tilgængelig. Også de tilfælde, hvor det kun for den indviede vil være muligt at forstå, hvem en oplysning vedrører, er omfattet af definitionen. Ved afgørelsen af, om en person er identificerbar, skal alle de hjælpemidler, der med rimelighed kan tænkes bragt i anvendelse for at identificere den pågældende enten af den dataansvarlige eller af enhver anden person, tages i betragtning.

I det omfang en bilist vil kunne identificeres ud fra de foreliggende oplysninger om bl.a. bilens kendetegn, billede af den pågældende bilist samt (dele af) nummerpladen, vil oplysningerne om bilisten således være omfattet af persondataloven.

Datatilsynet lægger i det følgende til grund, at Vejdirektoratets tv-overvågning omfatter personoplysninger.

Tv-overvågning uden lagring af oplysninger

Ifølge persondatalovens § 5, stk. 2, skal indsamling af oplysninger ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål.

Datatilsynet finder, at Vejdirektoratets "indsamling" af oplysninger med henblik på at studere trafikken for at kunne få informationer om kødannelser og uheld må siges at have et udtrykkeligt angivet og sagligt formål.

I lovens § 6 fastsættes de generelle betingelser for, hvornår behandling af almindelige ikke-følsomme oplysninger må finde sted.

Ifølge § 6, stk. 1, nr. 6, må behandling af oplysninger finde sted, hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave, der henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige eller en tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt.

Behandling må efter § 6, stk. 1, nr. 7, tillige ske, hvis behandlingen er nødvendig for, at den dataansvarlige eller den tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, kan forfølge en berettiget interesse, og hensynet til den registrerede ikke overstiger denne interesse.

Det er Datatilsynets umiddelbare opfattelse, at Vejdirektoratets tv-over-vågning (uden optagelse) vil kunne finde sted i medfør af persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 6 og 7. Datatilsynet lægger herved vægt på, at Vejdirektoratet har en berettiget interesse i - til gode for befolkningen - at øge trafiksikkerheden ved at holde øje med, hvor der sker kødannelser og uheld.

Datatilsynet lægger desuden vægt på, at tv-overvågningen - henset til at oplysningerne ikke skal bruges over for den enkelte, f.eks. i form af indgriben over for overtrædelser af hastighedsgrænserne - kun i begrænset omfang vil medføre indgreb i de overvågede personers integritet.

I persondatalovens § 29 findes der regler om den dataansvarliges oplysningspligt over for den registrerede, hvor oplysninger ikke er indsamlet hos den registrerede.

Ifølge § 29, stk. 1, påhviler det den dataansvarlige eller dennes repræsentant ved registreringen, eller hvor de indsamlede oplysninger er bestemt til videregivelse til tredjemand, senest når videregivelsen af oplysningerne finder sted, at give den registrerede meddelelse om den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet, formålene med den behandling, hvortil oplysningerne er bestemt, samt alle yderligere oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesse.

Ifølge § 29, stk. 3, gælder bestemmelsen i stk. 1 ikke, hvis underretning af den registrerede viser sig umulig eller er uforholdsmæssigt vanskelig.

I forarbejderne til bestemmelsen er anført, at det med udtrykket “uforholdsmæssigt vanskelig” i § 29, stk. 3, fastsættes, at der gælder et proportionalitetsprincip ved vurderingen af, om meddelelse, som foreskrevet i lovens § 29, stk. 1, skal gives. Der skal ske en afvejning af på den ene side betydningen af en sådan underretning for den registrerede, og på den anden side den arbejdsindsats hos den dataansvarlige, der vil være forbundet med en sådan underretning.

I hvilket omfang, underretning af registrerede personer er uforholdsmæssig vanskelig eller endog umulig, skal afgøres i den enkelte situation. Der skal i den forbindelse bl.a. lægges vægt på antallet af registrerede, oplysningernes alder samt de kompensatoriske foranstaltninger - f.eks. offentlige oplysningskampagner - der eventuelt måtte blive truffet af den dataansvarlige.

Endvidere må det tillægges betydning, hvor betydelige de interesser er, af hensyn til hvilke oplysningerne behandles, og hvor indgribende det er for den enkelte, at der foretages behandling af oplysninger om vedkommende. Jo større betydning databehandling må antages at have for den enkelte, jo mere taler for, at den dataansvarlige skal opfylde sin oplysningspligt.

Omvendt i de tilfælde, hvor den registreredes interesse i at modtage underretning om indsamlingen af oplysninger må anses for at være begrænset. Dette vil bl.a. kunne være tilfældet med hensyn til eventuelle bipersoner, om hvem der behandles personoplysninger.

Efter Datatilsynets opfattelse må de tv-overvågede bilister betragtes som bipersoner. I denne sag er det ikke den enkelte bilist, der er interessant i forbindelse med overvågningen. Det er derimod den samlede trafik, som er overvågningens genstand.

Det er på denne baggrund Datatilsynets umiddelbare opfattelse, at underretning af den registrerede om, at der sker tv-overvågning (uden optagelse) vil kunne betragtes som uforholdsmæssig vanskelig, jf. persondatalovens § 29, stk. 3.

Datatilsynet er imidlertid af den opfattelse, at det vil være positivt, hvis der gives generel information om tv-overvågningen, og skal henstille, at Vejdirektoratet i en passende form - f.eks. ved en generel kampagne eller ved opsætning af skilte på relevante steder - informerer om overvågningen.

Lagring af oplysninger

Hvis Vejdirektoratet vælger at optage/lagre billederne fra tv-overvågningen, er spørgsmålet, om en sådan lagring af oplysningerne også vil være i overensstemmelse med persondataloven, og i så fald om der skal gives oplysning efter § 29, stk. 1.

Det er Datatilsynets opfattelse, at behandling i form af opbevaring af oplysningerne fra tv-overvågningen skal bedømmes i forhold til bl.a. proportionalitetsprincippet i § 5, stk. 3, og at kun tungtvejende grunde vil kunne begrunde behandlingen. Det skal i den forbindelse overvejes, om formålet vil kunne opnås på anden og mindre indgribende vis.

Datatilsynet skal anmode Vejdirektoratet om at rette fornyet henvendelse til tilsynet, hvis lagring af oplysningerne bliver aktuel. Datatilsynet skal i den forbindelse anmode om en nærmere begrundelse for ønsket om at lagre oplysningerne samt en beskrivelse af, hvordan opbevaringen ønskes foretaget og hvor længe.

On-line videregivelse til tv-station

Vejdirektoratet har oplyst, at en tv-station i forbindelse med sine trafikmeldinger ønsker at bringe et billede af den aktuelle trafiksituation ved hjælp af on-line adgang til billederne fra overvågningskameraerne.

Det er Datatilsynets umiddelbare opfattelse, at løbende videregivelse af oplysninger fra tv-overvågningen til tv-stationen inden for rammerne af persondatalovens § 6, stk. 1, ikke vil kunne finde sted uden samtykke fra de overvågede bilister.

Relaterede emneord og paragraffer

§ 29, Medier, Oplysningspligt, Samtykke, Trafik, Transmission, TV-overvågning

Afgørelser efter emneord:

Fritekstsøgning i afgørelser