Biobanker er manuelle registre
Datatilsynet har tidligere udtalt, at samlinger af menneskeligt biologisk materiale kan anses for omfattet af persondatalovens definition af et manuelt register. Datatilsynets udtalelse til Sundhedsministeriet er gengivet i årsberetningen for 2000.
En biobank defineres i denne sammenhæng som: En struktureret samling af menneskeligt biologisk materiale, der er tilgængeligt efter bestemte kriterier, og hvor oplysninger, der er bundet i det biologiske materiale, kan henføres til enkeltpersoner.
Biobanker, der opfylder disse kriterier, er omfattet af persondatalovens regler, herunder lovens sikkerhedskrav og forskellige beskyttelsesregler. Det vil blandt andet sige reglerne om, at registrering og videregivelse og andre former for behandling kun må ske, når særlige betingelser er opfyldt, samt reglerne om de registrerede personers rettigheder. Biobanker skal endvidere anmeldes til Datatilsynet efter reglerne om anmeldelse og tilladelse i lovens kapitel 12 og 13.
Offentlige myndigheder som har biobanker, skal anmelde disse til Datatilsynet og skal endvidere have en udtalelse fra Datatilsynet. Det skal altid fremgå af anmeldelsen, at den omfatter en biobank.
Biobanker på de regionale sygehuse anmeldes centralt fra regionen.
Private virksomheder, f.eks. sædbanker, og private forskere, der har biobanker, skal også foretage anmeldelse til Datatilsynet og skal have en tilladelse til at føre registeret (biobanken). I tilladelsen fastsætter Datatilsynet en række vilkår, blandt andet om at biobanken skal beskyttes mod uvedkommende m.v. og vilkår om sletning og destruktion. Anmeldelse af en biobank behøver ikke at være udformet som en selvstændig anmeldelse, men vil typisk indgå i en samlet anmeldelse af behandlinger med et sammenhængende formål, f.eks. et forskningsprojekt hvori også indgår en samling af biologisk materiale.
Anmeldelserne offentliggøres som alle andre anmeldelser i Datatilsynets fortegnelse.