Whistleblower systemer
Når en virksomhed etablerer et whistleblower system, er formålet bl.a. at indsamle eventuelle oplysninger om personer med tilknytning til virksomheden, f.eks. ansatte, bestyrelsesmedlemmer, revisorer, advokater og leverandører, der har været involveret i alvorlige forseelser som f.eks. bestikkelse, bedrageri eller dokumentfalsk.
Da formålet med whistleblower systemet således er at registrere personoplysninger af følsom karakter, bl.a. strafbare forhold, skal behandlingen anmeldes til Datatilsynet, og virksomheden skal have Datatilsynets tilladelse til behandlingen, inden den iværksættes, jf. persondatalovens § 48 og § 50, stk. 1, nr. 1.
Anmeldelse kan ske elektronisk via Datatilsynets hjemmeside på adressen www.datatilsynet.dk. Under menupunktet "Anmeldelsesblanketter" vælges den blanket, der hedder "Privat virksomhed".
For at gøre arbejdet lettere for virksomhederne har Datatilsynet udarbejdet retningslinjer for anmeldelse af whistleblower systemer. Af vejledningen fremgår bl.a., hvilke oplysninger der kan indberettes i et whistleblower system, hvem der kan indberette, og hvem der kan indberettes om.
Gå til Datatilsynets retningslinjer for anmeldelse af whistleblower systemer
Gå til eksempel på svar på anmeldelse af behandlingen "Whistleblower System"

