Datatilsynet stiller spørgsmål om gamle logningsdata
01.07.09
Datatilsynet har bedt Justitsministeriet klargøre, hvad oplysningerne i ministeriets statistik over logningsbekendtgørelsens anvendelse dækker over.
Hvis besvarelsen af Datatilsynets spørgsmål bekræfter, at oplysninger lagret efter logningsbekendtgørelsen ikke er slettet efter et år, har Datatilsynet – til brug for sagens videre behandling – endvidere anmodet Justitsministeriet om at oplyse, hvilke teleselskaber mv. der har foretaget de omhandlede registreringer.
Når forholdet er nærmere belyst, vil Datatilsynet – efter dialog med IT- og Telestyrelsen – afklare, om der skal tages yderligere skridt i sagen.
Yderligere oplysninger
Den omhandlede statistik er tilgængelig på Folketingets hjemmeside som Retsudvalgets dokument – REU alm. del – Bilag 608.
Det fremgår af statistikken, som er udarbejdet til brug for afrapportering til EU-kommissionen, at såkaldte ”mobile communications data”, ”internet communications data – internet access”,”internet communications data – internet telephony” og ”internet communication data – internet e-mail”, som er ældre end 12 måneder, i flere tilfælde er udleveret til kompetente myndigheder.
Statistikken vedrører ifølge Justitsministeriets fremsendelsesbrev til Folketinget logningsbekendtgørelsens anvendelse.

