Udtalelse om Antipiratgruppens virksomhed
25.04.03
Datatilsynet har - efter at sagen har været behandlet på et møde i Datarådet - afgivet en udtalelse om Antipiratgruppens virksomhed.
Det er Datatilsynets sammenfattende vurdering, at Antipiratgruppens aktiviteter ikke er i strid med persondatalovens regler.
Formålet med Antipiratgruppens behandling af personoplysninger er at efterforske og opklare ulovlig kopiering, tilgængeliggørelse og/eller distribuering af musik og film, hvortil organisationens medlemmer har rettighederne. Antipiratgruppen behandler oplysninger om navn, adresse, IP-adresse samt dokumentation for omfanget af overtrædelsen af ophavsretsloven. Disse ophavretskrænkelser er som hovedregel undergivet privat påtale.
Det er Datatilsynets opfattelse, at Antipiratgruppens behandling af oplysninger om bl.a. strafbare forhold må anses for nødvendige. Hvis Antipiratgruppen ikke kan behandle oplysningerne vil det i praksis ikke være muligt for indehaverne af ophavsrettighederne at håndhæve disse. Tilsynet finder, at behandlingen af oplysningerne således er nødvendig for, at retskrav kan fastlægges, gøres gældende eller forsvares, jf. persondatalovens § 7, stk. 2, nr. 4. Datatilsynet vurderer, at oplysningerne tillige kan behandles med henblik på overvejelse om, hvorvidt der skal indgives politianmeldelse eller iværksættes privat påtale for overtrædelse af ophavsretslovgivningen, jf. persondataloven § 8, stk. 4.
Datatilsynet har lagt til grund, at Antipiratgruppen kun behandler oplysninger, som organisationen er kommet i besiddelse af gennem offentligt tilgængelige kilder, eller som organisationen har modtaget ved en lovlig videregivelse, f.eks. efter retskendelse.
Datatilsynet har bl.a. understreget, at oplysningerne skal slettes snarest muligt, det vil sige senest, når sagen er afsluttet hos politiet eller domstolene. Hvis retsforfølgning opgives eller ikke indledes inden rimelig tid, skal oplysningerne slettes umiddelbart. Tilsynet har endvidere understreget vigtigheden af, at Antipiratgruppen - så snart det er muligt at identificere en person - sender den pågældende et brev, hvori indgår de oplysninger, der er nødvendige, for at den pågældende kan varetage sine interesser.

