Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Kort om persondataloven

Persondataloven er hovedloven for, hvornår og hvordan personoplysninger kan behandles.

Anvendelsesområde

Persondataloven gælder både for private virksomheder, foreninger og organisationer og for alle offentlige myndigheder.

Persondataloven gælder som hovedregel for al elektronisk behandling af personoplysninger. Desuden gælder loven for manuel behandling af personoplysninger, som er indeholdt i et register.

I den private sektor gælder persondataloven endvidere for systematisk behandling af personoplysninger, selvom den ikke foregår elektronisk. F.eks. sagsmapper, ringbind m.v.

Oplysningstyper

Persondataloven opdeler personoplysninger i tre typer: Følsomme oplysninger, oplysninger om andre rent private forhold og almindelige ikke-følsomme oplysninger.

Opdelingen findes, fordi der gælder forskellige betingelser og procedurer for behandling af personoplysninger afhængig af oplysningernes følsomhed.

Behandlingsregler

Persondataloven indeholder nogle generelle behandlingsregler, som altid skal være opfyldt. Der skal bl.a. være et sagligt formål for enhver behandling af personoplysninger.

Persondataloven indeholder endvidere forskellige betingelser for behandling af følsomme og ikke-følsomme oplysninger. En behandling kan finde sted, når nogle nærmere fastsatte betingelser er opfyldt.

Anmeldelse

Ifølge persondataloven skal behandlinger af personoplysninger som hovedregel anmeldes til Datatilsynet. Loven indeholder imidlertid flere undtagelser til anmeldelsespligten.

Rettigheder

Persondataloven giver den registrerede en række rettigheder, herunder:

  • Ret til indsigt i de oplysninger, der behandles om den registrerede,
  • ret til at få information om, at der indsamles oplysninger om den registrerede, og
  • ret til at få slettet eller rettet urigtige oplysninger.