Journalnummer: 2021-423-0243.
Guldborgsund Kommune var blandt de offentlige myndigheder, som Datatilsynet i foråret 2021 havde udvalgt at føre tilsyn med efter databeskyttelsesforordningen[1] og databeskyttelsesloven[2].
Datatilsynets tilsyn var et skriftligt tilsyn, som bl.a. fokuserede på, om Guldborgsund Kommune havde truffet passende sikkerhedsforanstaltninger i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 32, stk. 1, med henblik på at nedbringe antallet af brud på persondatasikkerheden, hvor der skete uautoriseret videregivelse af personoplysninger, herunder i relation til borgere med navne- og adressebeskyttelse.
Tilsynet blev ved brev af 21. juni 2021 varslet over for Guldborgsund Kommune, og kommunen blev ved samme lejlighed anmodet om at besvare en række spørgsmål og at fremsende et eksempel på en instruks til kommunens medarbejdere om håndtering af personoplysninger, herunder i forbindelse med fremsendelse af oplysninger til bl.a. borgere, myndigheder m.v. Datatilsynet oplyste om baggrunden for tilsynet, at det ved en gennemgang af tilsynets sager vedrørende anmeldelser af brud på persondatasikkerheden kunne konstateres, at Guldborgsund Kommune havde anmeldt væsentlig flere brud på persondatasikkerheden pr. indbygger i kommunen end Danmarks øvrige kommuner. Datatilsynet bemærkede i den forbindelse, at det højere antal anmeldelser ikke nødvendigvis er udtryk for, at kommunen efterlever databeskyttelsesreglerne i ringere grad end kommuner, der har væsentligt færre anmeldelser pr. indbygger.
Ved brev af 26. august 2021 sendte Guldborgsund Kommune en udtalelse, hvor kommunen svarede på Datatilsynets spørgsmål. Kommunens svar var endvidere vedlagt eksempler på relevante procedurer og retningslinjer.
1. Afgørelse
Efter en gennemgang af det fremsendte materiale finder Datatilsynet på det foreliggende grundlag, at Guldborgsund Kommune har truffet passende sikkerhedsforanstaltninger i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 32, stk. 1, med henblik på at nedbringe antallet af brud på persondatasikkerheden, hvor der sker uautoriseret videregivelse af personoplysninger, herunder i relation til borgere med navne- og adressebeskyttelse.
Nedenfor følger en nærmere gennemgang af de oplysninger, der er kommet frem i forbindelse med tilsynet, og en begrundelse for Datatilsynets afgørelse.
2. Begrundelse for Datatilsynets afgørelse
Det fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 32, stk. 1, at den dataansvarlige skal gennemføre passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger for at sikre et sikkerhedsniveau, der passer til de risici, der er ved den dataansvarliges behandlinger af personoplysninger.
Der påhviler således den dataansvarlige en pligt til at identificere de risici, den dataansvarliges behandling udgør for de registrerede og til at sikre, at der indføres passende sikkerhedsforanstaltninger, der beskytter de registrerede mod disse risici.
Det er Datatilsynets opfattelse, at kravet jf. artikel 32 om passende sikkerhed normalt vil indebære, at den dataansvarlige skal sikre, at oplysninger om registrerede, herunder særligt fortrolige og følsomme personoplysninger, ikke kommer uvedkommende til kendskab, og at den dataansvarlige i den forbindelse bl.a. skal sikre sig, at alle medarbejdere i organisationen i nødvendigt omfang er bekendt med eventuelle interne procedurer for håndtering af personoplysninger, herunder i relation til fremsendelse af personoplysninger til bl.a. borgere, myndigheder mv., og at procedurer, retningslinjer, arbejdsgange, tekniske sikkerhedsforanstaltninger mv. løbende opdateres eller indføres, herunder som følge af konstaterede brud på persondatasikkerheden.
Guldborgsund Kommune har i udtalelsen af 26. august 2021 fremsendt eksempler på instrukser til kommunens medarbejdere vedrørende håndtering af personoplysninger, herunder i forbindelse med fremsendelse af oplysninger til bl.a. borgere, myndigheder mv. Kommunen har oplyst, at kommunen løbende gennemfører awarenessaktiviteter – f.eks. undervisningsforløb – hvor der bl.a. er fokus på brud på persondatasikkerheden, herunder utilsigtet videregivelse af personoplysninger og hvordan dette undgås. Kommunen har endvidere oplyst, at kommunen er yderst opmærksom på risikoen for utilsigtet videregivelse af fortrolige personoplysninger om én forælder (et barn) til en anden forælder.
Det fremgår videre af sagen, at Guldborgsund Kommune har gjort sig overvejelser i forlængelse af passerede brud på persondatasikkerheden, herunder ved løbende at gennemgå arbejdsgange, ligesom awarenessaktiviteter og de vedtagne procedurer bidrager hertil. Kommunen har derudover oplyst, at kommunen løbende undersøger mulighederne for at iværksætte tekniske foranstaltninger med henblik på at nedbringe antallet af brud på persondatasikkerheden, hvor der er sket utilsigtet videregivelse af personoplysninger.
Det er – uagtet at Datatilsynet ikke har haft lejlighed til at tage konkret stilling til, om alle relevante medarbejdere har gennemført de pågældende uddannelsesaktiviteter, og at tilsynet ikke er bekendt med det fulde indhold af al uddannelsesmateriale, herunder af indholdet af f.eks. undervisningsforløb – på det foreliggende grundlag tilsynets vurdering, at Guldborgsund Kommune har truffet passende sikkerhedsforanstaltninger i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 32, stk. 1, med henblik på at nedbringe antallet af brud på persondatasikkerheden, hvor der sker uautoriseret videregivelse af personoplysninger, herunder i relation til borgere med navne- og adressebeskyttelse.
Datatilsynet har ved vurderingen heraf lagt vægt på det oplyste fra kommunen, herunder at der er udarbejdet procedurer mv. og gennemført aktiviteter med henblik på at uddanne medarbejderne i databeskyttelse, herunder med henblik på at de er opmærksomme på, at der ikke sker utilsigtet videregivelse af personoplysninger til en forkert modtager, at kommunen har gjort sig overvejelser og indført foranstaltninger i forlængelse af passerede brud på persondatasikkerheden for at udgå lignende brud, og at der er stort fokus på undgå utilsigtet videregivelse af navne- og adressebeskyttede oplysninger.
Datatilsynet kan ved en fornyet gennemgang af tilsynets sager vedrørende anmeldelser af brud på persondatasikkerheden konstatere, at der siden 21. juni 2021 ses at være sket et fald i antallet af anmeldte brud på persondatasikkerheden fra Guldborgsund Kommune. Idet der imidlertid fortsat anmeldes en del brud på persondatasikkerheden, hvor der er sket uautoriseret videregivelse af personoplysninger, henstiller Datatilsynet til, at kommunen fortsat, løbende har fokus på at gennemføre uddannelses- og awarenessaktiviteter mv. samt at sikre, og at procedurer, retningslinjer, arbejdsgange, tekniske sikkerhedsforanstaltninger mv. løbende opdateres eller indføres, herunder som følge af konstaterede brud på persondatasikkerheden.
Datatilsynet bemærker afslutningsvis, at tilsynet – typisk hvis tilsynet modtager nye anmeldelser om brud på persondatasikkerheden – vil kunne genoptage behandlingen af tidligere anmeldte brud eller lade dem indgå i vurderingen af eventuelle fremtidige brud- eller klagesager.
[1] Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse)
[2] Lov nr. 502 af 23. maj 2018 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger. (Databeskyttelsesloven)