Journalnummer: 2023-431-0025.
Resumé
Datatilsynet har truffet afgørelse i en sag, hvor tilsynet af egen drift valgte at indlede en undersøgelse af Parken Services A/S’ behandling af personoplysninger i forbindelse med rekruttering. Undersøgelsen blev indledt af, at Datatilsynet efter en konkret henvendelse var blevet bekendt med, at Parken Services A/S indhenter kopi af pas og straffeattester på ansøgere som led i rekruttering til stillinger i virksomheden.
Datatilsynet fandt efter en konkret vurdering i sagen, at indhentelsen af pasoplysninger og straffeattester sker inden for rammerne af databeskyttelsesreglerne.
Datatilsynet lagde i den forbindelse vægt på de særlige forhold, der gør sig gældende i forhold til Parken Services A/S som arbejdsgiver, herunder det meget store antal personer, som virksomheden beskæftiger, og den helt særlige risikoprofil, der knytter sig til Parken Stadion som arena for store sports- og underholdningsarrangementer, hvad angår risikoen for terror og anden kriminalitet.
Datatilsynet lagde endvidere vægt på, at Parken Services A/S konkret har vurderet nødvendigheden af at indhente de pågældende oplysninger for de enkelte stillingskategorier i virksomheden, og at indhentelsen af oplysningerne sker på det senest mulige tidspunkt i forhold til Parken Services A/S’ rekrutteringsprocedure.
Afgørelse
Datatilsynet vender hermed tilbage til sagen, hvor tilsynet den 2. oktober 2023 indledte en undersøgelse af egen drift af Parken Services A/S’ (Parken Services) behandling af personoplysninger i forbindelse med rekruttering af medarbejdere.
Undersøgelsen var foranlediget af, at Datatilsynet efter en konkret henvendelse var blevet bekendt med, at Parken Services i forbindelse med rekruttering generelt indhenter kopi af pas samt straffeattester på ansøgere til stillinger hos virksomheden.
1. Afgørelse
Datatilsynet finder, at Parken Services’ indhentelse af kopi af pas samt straffeattester på jobansøgere sker inden for rammerne af databeskyttelsesreglerne.
Nedenfor følger en nærmere gennemgang af sagen og en begrundelse for Datatilsynets afgørelse.
2. Sagsfremstilling
På baggrund af en henvendelse indledte Datatilsynet den 2. oktober 2023 en nærmere undersøgelse af egen drift over for Parken Services som dataansvarlig for behandlingen af personoplysninger i forbindelse med rekruttering. Undersøgelsen angik Parken Services’ indhentelse af kopi af pas og straffeattester på ansøgere til stillinger hos virksomheden.
Parken Services har ved breve af 23. oktober 2023 og 16. januar 2024 besvaret en række spørgsmål fra Datatilsynet.
Den 11. marts og 23. maj 2024 er Gorrissen Federspiel herudover fremkommet med udtalelser til sagen på vegne af Parken Services vedrørende indhentelsen af straffeattester.
2.1
Parken Services har oplyst følgende om virksomhedens rekrutteringsproces og behandlingen af personoplysninger i den forbindelse:
”[…]
PS’ formål er at drive virksomhed inden for facility management med fokus på drift af Parken Stadion, herunder virksomhed med salg af mad/drikkevarer, rengøringsvirksomhed, udlejning af mandskab mv.
En stor del af denne medarbejdergruppe udgøres af ufaglærte medarbejdere, herunder ikke-danske statsborgere, ligesom en stor del ikke er EU-borgere.
PS slår stillinger op via rekrutteringssystemet Elvium, hvor ansøgerne udfylder de efterspurgte informationer. Ved upload i systemet bekræfter ansøgerne både Parken-koncernens og Elviums datapolitik, ligesom der gives konkret samtykke til, at PS kan behandle oplysningerne. Som Bilag 1 vedlægges Parken-koncernens datapolitik.
Der indhentes i rekrutteringsprocessen følgende oplysninger:
- Navn, billede og kontaktoplysninger
- Personnummer
- Ansøgning og CV
- Uddannelsespapirer, referencer
- Straffeattest
- Pasoplysninger
- Evt. oplysninger om opholds- eller arbejdstilladelse.
- Oplysninger på sociale medier, der er offentligt tilgængelige
- Andre oplysninger, som ansøgerne fremsender
PS’ rekrutterer oftest en stor gruppe af medarbejdere på én gang, hvilket afføder et stort antal ansøgere, hvor det væsentligste kriterie herfor er, at de lovligt kan arbejde i Danmark.
Formålet med indhentelse af pasoplysninger er derfor at kende til ansøgernes nationalitet, hvorefter PS kræver dokumentation for, at ikke-EU-borgere har de påkrævede opholds- og arbejdstilladelser.
Såfremt ansøgerne ikke har de nødvendige papirer i orden, kan de allerede af den grund blive sorteret fra, da det er PS’ erfaring, at stort set alle øvrige ansøgere, der opfylder kravene om blandt andet opholds- og arbejdstilladelse, ansættes.
Derudover er det mere sikkert for ansøgerne at uploade igennem rekrutteringssystemet end ved efterfølgende at sende det pr. mail, idet der som beskrevet nedenfor bl.a. er en automatiseret sletningsprocedure.
Når PS har sikret sig, at ansøgerne har deres papirer i orden og dermed lever op til kravene for ansættelse, bliver ansøgerne indkaldt til et informationsmøde, hvor de sammen modtager oplysninger om, hvad arbejdet indebærer, og de ansættes i umiddelbar forlængelse heraf.
Herefter kan PS oprette ansøgerne i sit system, da PS har modtaget alle relevante oplysninger.
Der er derfor ikke tale om en længere rekrutteringsproces, hvor PS løbende anmoder om yderligere oplysninger fra ansøgerne til brug for vurderingen af, om de opfylder kravene for ansættelse. Rekrutteringsprocessen og ansættelsen er derfor i praksis stort set sammenfaldende.
Der er således taget konkret stilling til, at de efterspurgte oplysninger i rekrutteringsprocessen – på tidspunktet for indhentelsen – opfylder databeskyttelsesforordningens artikel 5, herunder at der alene indhentes oplysninger, som er tilstrækkeligt relevante og begrænset til at opfylde det formål, hvortil de er indsamlet (dataminimering), jf. artikel 5, litra c.
[…]
Idet PS’ rekrutteringsforløb og selve ansættelsen af ansøgerne er stort set sammenfaldende, er det PS’ vurdering, at PS behandler pasoplysninger, fordi PS har en legitim interesse i at sikre sig, at ansøgerne lovligt kan arbejde for PS, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f), henholdsvis databeskyttelseslovens § 12, da PS har en retlig forpligtelse i henhold til udlændingeloven at sikre sig dette i forbindelse med selve ansættelsen i PS, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra c), jf. udlændingelovens § 59, stk. 5.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at personnummeret ikke er nødvendigt for PS for at træffe beslutning om ansættelse, og der anmodes ikke konkret om dette i rekrutteringsforløbet. Såfremt ansøgerne imidlertid ikke har fjernet det fra de dokumenter, der uploades, herunder i deres pasoplysninger, vil PS dog være i besiddelse heraf, men der sker ikke selvstændig behandling heraf, førend der måtte ske ansættelse af ansøgeren.”
Parken Services har herudover oplyst, at der findes to typer medarbejdergrupper i Parken Services; fastansatte og løsarbejdere. Løsarbejdere er typisk ufaglærte, og mange er ikke danske statsborgere.
Parken Services har i den forbindelse oplyst, at løsarbejderne kan opdeles i følgende stillingskategorier: rengøringspersonale, servicemedarbejdere/bodpersonale, lagermedarbejdere, tjenere og kokke.
Fastansatte er derimod faguddannede og kan overordnet opdeles i stillingskategorierne køkkenchef eller manager, faguddannede kokke, faguddannede tjenere og øvrige fastansatte.
Om rekrutteringsprocessen for de to typer af ansatte har Parken Services oplyst følgende:
Ad fastansatte
Fastansatte ansættes først og fremmest på baggrund af deres kvalifikationer.
Der indhentes som udgangspunkt ikke pasoplysninger eller andre oplysninger om opholds- og arbejdstilladelse på fastansatte. Der indhentes alene straffeattester.
For fastansatte gælder en længere rekrutteringsproces, hvor der indkaldes til ansættelsessamtaler mv.
Indhentelse af straffeattester sker først på tidspunktet, hvor PS har truffet beslutning om at ville ansætte den pågældende ansøger. Det er således sidste skridt inden en endelig ansættelse.
I det tilfælde at den pågældende ansøger ikke kan fremvise en ren straffeattest, ansættes den pågældende ikke.
Ad løsarbejdere
Som der tidligere er redegjort for i skrivelse af den 23. oktober 2023, er en stor del af PS’ medarbejdere ufaglærte, hvoraf en stor del af disse ikke er danske statsborgere.
Det skal derfor tillige præciseres, at processen vedrørende indhentelse af pasoplysninger alene relaterer sig til rekruttering af løsarbejdere.
Som tidligere beskrevet, indkaldes alle ansøgere, der opfylder kravene om opholds- og arbejdstilladelse samt ren straffeattest til et informationsmøde, hvor de sammen modtager oplysninger om, hvad arbejdet indebærer, og de ansættes i umiddelbar forlængelse heraf.
Herefter kan PS oprette ansøgerne i sit system, da PS har modtaget alle relevante oplysninger.
Der er derfor ikke tale om en længere rekrutteringsproces, hvor PS løbende anmoder om yderligere oplysninger fra ansøgerne til brug for vurdering af, om de opfylder kravene for ansættelse. Rekrutteringsprocessen og ansættelsen er derfor i praksis stort set sammenfaldende.
Indhentelse af straffeattest sker således på ansøgningstidspunktet.
2.2
Særligt i forhold til indhentelsen af straffeattester har Parken Services oplyst, at formålet hermed er at vurdere, om ansøgeren er egnet til den opslåede stilling hos Parken Services.
Parken Services har konkret vurderet, at det er nødvendigt at indhente straffeattester for alle kategorier af ansatte af hensyn til, at Parken Stadion er et højrisikoområde, herunder i forhold til terror, vold mv. Herudover er der et stort antal let omsættelige og attraktive varer på Parken Stadion, hvorfor der tillige er høj risiko for berigelseskriminalitet.
Herudover har Parken Services oplyst, at idet en stor del af personalet har adgang til hele stadion eller servicerer stadions gæster, er det påkrævet, at personalet har en ren straffeattest. Derudover er der en del af personalet, der håndterer kontanter, hvorfor det er afgørende, at de ikke er straffede for berigelseskriminalitet.
For løsarbejderne er der herudover en vis fleksibilitet i forhold til deres ansættelse, og det kan derfor ikke udelukkes, at deres stillingsbetegnelse ændres undervejs i deres ansættelse.
Parken Services har endelig henvist til, at virksomheden er en del af PARKEN-koncernen, hvor moderselskabet PARKEN Sport & Entertainment A/S er en børsnoteret virksomhed. Af hensyn til troværdigheden udadtil, er det ikke en mulighed for Parken Services at have ansatte, som ikke har en ren straffeattest.
Gorrissen Federspiel har på vegne af Parken Services herudover oplyst følgende om sikkerhedsrisikoen ved Parkens aktiviteter og relevansen af at indhente straffeattester:
2.3 Sikkerhedsrisiko ved Parkens aktiviteter
Center for Terroranalyse (”CTA”) har i sine vurderinger af terrortruslen mod Danmark og danske interesser i udlandet fastlagt, at risikoen for terror i forskellige situationer varierer fra minimal til alvorlig, hvor terrortruslen i 2022 og 2023 ikke bare er vurderet som alvorlig men også som sandsynlig i forhold til militante islamister. CTA vurderer, at de mest sandsynlige mål for et militant islamistisk terrorangreb i Danmark, i ikke-prioriteret rækkefølge, er symbolmål; herunder jødiske mål, LGTB+-mål eller myndighedsmål, såsom et offentligt befærdet sted.
På baggrund af CTA’s vurdering, og Parkens dialog med relevante sikkerhedsmyndigheder, vil Parken Stadion kunne anses for et højrisikoområde, ikke blot i lyset af det omfattende deltagerniveau, som nævnt op til 38.000 personer, men særligt fordi Parkens arrangementer vil falde inden for, eller være knyttet til, symbolmål på et offentligt befærdet sted, grundet temaet og/eller deltagere heri.
Terror ved underholdningsarrangementer er desværre velkendt. Det er netop på denne baggrund, at eksterne arrangører af underholdningsarrangementer og sportsarrangementer over for Parken kontraktuelt kræver, at Parken sikrer et særligt højt sikkerhedsniveau, som ikke alene omfatter adgangskontroller for publikum men også kontroller i forhold til ansatte.
Særegent er det i forhold til afviklingen af sportsarrangementer desværre også en kendsgerning, at der stadig består et iboende element af uro og kriminalitet ved afviklingen af disse, hvorfor ikke blot sportsklubber m.v. investerer betydelige ressourcer i forhold til at sikre den fornødne sikkerhed i form af bl.a. sikkerhedsvagter, men samfundet som sådan også investerer omfattende samfundsressourcer i forhold til forebyggelse og politiopbud.
Synet på en øget sikkerhedstrussel mod idrætsbegivenheder er ligeledes delt af lovgiver. Dette har eksempelvis fundet udtryk i lov om ændring af lov om sikkerhed ved bestemte idrætsbegivenheder, jf. lovbekendtgørelse nr. 1216 af 27. oktober 2015, hvor politiet blev tildelt yderligere beføjelser til at afværge sikkerhedsrisici.
Parken har endvidere eksempler på egne tidligere ansatte, som har bistået gæster i forbindelse med indsmugling af pyroteknik, hvilket ikke alene udgør en sikkerhedsrisiko for gæster, men også for sportsudøvere. Derudover har Parken eksempler fra andre stadioner, hvor ansatte har hjulpet kriminelle med at få adgang til arrangementer i forbindelse med internationale sportsarrangementer.
Den beskrevne risiko forstærkes af, at Parkens ansatte udgøres af ca. 1.800 personer, hvor der generelt er endog meget hyppig udskiftning i kredsen af ansatte. Dermed kan ansatte i sig selv udgøre en måde, hvortil der kan opnås adgang til alle områder af stadion, og dermed tilsvarende opnå adgang til potentielt at indsmugle våben, sprængstoffer eller lignende på stadion – omstændigheder der faktisk har udfoldet sig, som illustrereret af ovenstående.
Endelig vil arbejdet, som udføres af de ansatte, også kræve adgang til boder, butikker, lager og kontorer som forudsætning for afviklingen af arrangementer. Dette indebærer i sig selv adgang til let omsættelige varer og fortroligt materiale på kontorer, som nærmere beskrevet nedenfor i forhold til de enkelte stillinger.
Sammenfattende står Parken således med en særlig risikoprofil, begrundet i en myndighedsvurderet alvorlig og sandsynlig terrorrisiko for Parken som et offentligt epicenter med op til 38.000 gæster, der tillige inkluderer politisk eksponerede personer. Selvom denne omstændighed i sig selv udgør en risiko, må det dog endvidere ses i tæt tilknytning til det forhold, at disse arrangementer afvikles med et stort antal ansatte i Parken, hvor hyppigheden i udskiftning blandt de ansatte er signifikant og risikoen dermed forøges.
Parken forsøger at minimere de relevante sikkerhedsrisici med de midler, som Parken måtte have til rådighed i tæt samarbejde med politi og andre relevante myndigheder, hvor indhentelse af straffeattest indgår som et blandt flere elementer i forhold til risikominimering.
Gorrissen Federspiel har herudover redegjort for den konkrete vurdering, som Parken Services har foretaget af nødvendigheden af at indhente straffeattester i forhold til de enkelte stillingskategorier for henholdsvis løsarbejdere og fastansatte.
Gorrissen Federspiel har i den forbindelse bl.a. henvist til, at de forskellige kategorier af ansatte - i forskelligt omfang – har adgang til de forskellige steder af Parken Stadion, herunder boder, butikker, lager og kontorer, hvilket indebærer adgang til let omsættelige varer, kontanter og fortroligt materiale. Den ubegrænsede færden på stadion indgår også som et risikomoment i forhold til eventuel terror eller andre ordensforstyrrende forhold.
Endelig har Gorrissen Federspiel oplyst, at Parken Services har et tæt samarbejde med politiet i forhold til sikkerheden omkring afviklingen af arrangementer. Dette tætte samarbejde indebærer bl.a., at politiet er i løbende kontakt med Parkens løsarbejdere og fastansatte.
Selvom det ikke er politiet, der har anbefalet processen omkring indhentelse af straffeattester, har politiet bekræftet at være på linje med Parken Services’ argumentation omkring Parkens særlige risikoprofil, henset til antallet og typerne af gæster samt karakteren af arrangementer, der afvikles i Parken.
Det er herefter Parken Services’ vurdering, at indhentelse af straffeattester på ansøgere til stillinger i Parken er egnet og nødvendigt for at imødegå risikoen for terror og kriminalitet tilknyttet de enkelte stillinger.
3. Begrundelse for Datatilsynets afgørelse
3.1. Retsgrundlag
Det fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, at behandling kun er lovlig, hvis og i det omfang mindst ét af følgende forhold gør sig gældende:
- Den registrerede har givet samtykke til behandling af sine personoplysninger til et eller flere specifikke formål.
- Behandling er nødvendig af hensyn til opfyldelse af en kontrakt, som den registrerede er part i, eller af hensyn til gennemførelse af foranstaltninger, der træffes på den registreredes anmodning forud for indgåelse af en kontrakt.
- Behandling er nødvendig for at overholde en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige.
- Behandling er nødvendig for at beskytte den registreredes eller en anden fysisk persons vitale interesser.
- Behandling er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.
- Behandling er nødvendig for, at den dataansvarlige eller en tredjemand kan forfølge en legitim interesse, medmindre den registreredes interesser eller grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der kræver beskyttelse af personoplysninger, går forud herfor, navnlig hvis den registrerede er et barn.
3.2 Indhentelse af kopi af pas
Datatilsynet lægger til grund, at Parken Services indhenter kopi af pas i forbindelse med rekruttering af løsarbejdere, dvs. på ansøgere til stillinger som bodarbejder, rengøringspersonale, lagermedarbejder, tjener eller kok.
Datatilsynet lægger endvidere til grund, at indhentelsen sker på ansøgningstidspunktet.
Datatilsynet finder, at det relevante behandlingsgrundlag i den forbindelse er databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f, hvorefter behandling af personoplysninger kan ske, hvis behandlingen er nødvendig for, at den dataansvarlige eller en tredjemand kan forfølge en legitim interesse, medmindre den registreredes interesser eller grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, der kræver beskyttelse af personoplysninger, går forud herfor.
Foruden at have et behandlingsgrundlag skal enhver behandling af personoplysninger desuden ske i overensstemmelse med de grundlæggende principper i databeskyttelsesforordningens artikel 5, herunder princippet om dataminimering i bestemmelsens litra c.
Dette betyder, at Parken Services, når virksomheden rekrutterer nye medarbejdere, alene må indhente de oplysninger, som er nødvendige af hensyn hertil.
Parken Services har i forbindelse med sagen oplyst, at virksomheden indhenter kopi af pas på alle ansøgere ved rekruttering af løsarbejdere, da en stor del af Parken Services’ medarbejdere ikke er danske statsborgere. Formålet med indhentelsen af pasoplysninger er at kende ansøgernes nationalitet, således at Parken Services kan sikre sig, at ikke-EU-borgere har de påkrævede opholds- og arbejdstilladelser og dermed lovligt kan arbejde i Danmark.
Parken Services har endvidere oplyst, at virksomheden oftest rekrutterer en stor gruppe af medarbejdere på én gang, hvilket afføder et stort antal ansøgere, og at stort set alle ansøgere, der lever op til virksomhedens krav om opholds- og arbejdstilladelse, ansættes. Alle ansøgere, der opfylder kravene, inviteres til et informationsmøde, og de ansættes i umiddelbar forlængelse heraf. Der er således ikke tale om en længere rekrutteringsproces, hvor der løbende anmodes om yderligere oplysninger fra ansøgerne, men derimod er rekrutteringsprocessen og ansættelsen i praksis stort set sammenfaldende.
Dette har Datatilsynet lagt vægt på, og tilsynet finder herefter, at der - på baggrund af disse særlige omstændigheder omkring Parken Services’ rekrutteringsprocedure, herunder det meget store antal personer, som Parken Services beskæftiger - ikke er grundlag for at tilsidesætte Parken Services’ vurdering i sagen, hverken i relation til spørgsmålet om dataminimering eller hjemmel.
Det er dog Datatilsynets opfattelse, at Parken Services bør opfordre jobansøgere til at fjerne deres personnummer fra paskopien, idet personnummeret efter det oplyste ikke er nødvendigt for Parken Services i forhold til beslutningen om ansættelse.
3.3 Indhentelse af straffeattester
Datatilsynet lægger til grund, at Parken Services indhenter straffeattester på samtlige ansøgere, dvs. både løsarbejdere og fastansatte.
Datatilsynet lægger endvidere til grund, at indhentelsen for så vidt angår løsarbejdere sker på ansøgningstidspunktet, mens den for fastansatte sker, når Parken Services har truffet beslutning om at ville ansætte pågældende ansøger.
I det omfang straffeattester indeholder oplysninger om strafbare forhold, kan oplysninger herom behandles af private dataansvarlige, hvis der er hjemmel i databeskyttelseslovens § 8, stk. 3. Indeholder straffeattesten ikke oplysninger om strafbare forhold, er grundlaget for behandlingen databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra f.
Herudover skal indhentelse af straffeattester ske i overensstemmelse med de grundlæggende principper i databeskyttelsesforordningens artikel 5, herunder princippet om dataminimering.
Spørgsmålet om arbejdsgiveres indhentelse af straffeattester på ansøgere er behandlet i bl.a. pkt. 2.2.2 i Datatilsynets vejledning om databeskyttelse i ansættelsesforhold (marts 2023). Heraf fremgår bl.a. følgende:
2.2.2. Straffeattester og børneattester
[…]
Arbejdsgiverens behandling af personoplysninger i forbindelse med indhentelse af straffeattester skal også være i overensstemmelse med de grundlæggende principper i databeskyttelsesforordningens artikel 5, herunder særligt princippet om dataminimering.
F.eks. vil en generel politik, hvorefter der standardmæssigt indhentes straffeattester for ansøgere, som man påtænker at ansætte, ikke være i overensstemmelse med artikel 5. Det må i stedet bero på en konkret vurdering i de enkelte ansættelsessituationer eller i forbindelse med ansættelse i nærmere bestemte stillingskategorier, om indhentning af en straffeattest kan anses for saglig og proportional og dermed i overensstemmelse med artikel 5.
Dette betyder, at indhentelse af straffeattest på en ansøger kræver, at rekrutteringsforløbet er så fremskredent, at den pågældende, om hvem der indhentes straffeattest, er i betragtning til stillingen.
Dette betyder også, at indhentelsen af straffeattest på en ansøger, som påtænkes ansat, skal være nødvendig for, at arbejdsgiveren kan sikre sig, at en ansøger ikke er straffet af relevans for en stilling, hvor det vil have betydning, om den pågældende er straffet, eller nødvendig af hensyn til arbejdsgiverens legitimitet, herunder troværdighed udadtil.
Som det fremgår af Datatilsynets vejledning, afhænger det af en konkret vurdering i forbindelse med ansættelse i nærmere bestemte stillingskategorier, om indhentning af straffeattester kan anses for sagligt og proportionalt.
Gorrissen Federspiel har oplyst til sagen, at Parken Services står med en særlig risikoprofil begrundet i en myndighedsvurderet alvorlig og sandsynlig terrorrisiko for Parken Stadion som et offentligt epicenter med op til 38.000 gæster, der omfatter politisk eksponerede personer, og - i tilknytning hertil - at arrangementer på Parken Stadion afvikles med et stort antal ansatte, hvor hyppigheden i udskiftning blandt de ansatte er signifikant og risikoen dermed forøget.
Parken Services anvender derfor straffeattester med henblik på en nødvendig og generel imødegåelse af risikoen for terror og økonomisk kriminalitet tilknyttet de enkelte stillinger.
Den særlige risikoprofil omkring Parken Stadion er bekræftet af politiet.
På baggrund af ovennævnte oplysninger er det Datatilsynets vurdering, at Parken Services’ indhentelse af straffeattester, herunder tidspunktet for indhentelsen, sker inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen.
Datatilsynet har i den forbindelse særligt lagt vægt på, at Parken Services har vurderet nødvendigheden af at indhente straffeattester for de forskellige stillingskategorier for henholdsvis løsarbejdere og fastansatte, at indhentelsen sker på det senest mulige tidspunkt i forhold til Parken Services’ rekrutteringsprocedure, og at der knytter sig en helt særlig risikoprofil til Parken Stadion som afvikler af store sports- og underholdningsarrangementer, som er bekræftet af politiet.
Datatilsynet forudsætter imidlertid, at Parken Services – som det gælder i forhold til al behandling af personoplysninger – løbende gør sig overvejelser om sin behandling af personoplysninger, herunder nødvendigheden heraf. Dette gælder også, hvis der måtte ske ændringer i den måde, hvorpå Parken Services rekrutterer medarbejdere, eller hvis sikkerhedstruslen ændrer sig.