Politianmeldelse

Klein2 ApS og Nordic Cleaning ApS indstilles til bøde

Dato: 30-10-2025

Datatilsynet anmelder virksomhederne Klein2 ApS og Nordic Cleaning ApS til politiet for ikke at have efterlevet Datatilsynets påbud. Virksomhederne indstilles begge til en bøde.

Datatilsynet har politianmeldt virksomhederne Klein2 ApS og Nordic Cleaning ApS for ikke at have efterlevet tilsynets påbud om at tage stilling til en anmodning om indsigt, som de hver især har modtaget.

Datatilsynet blev oprindeligt kontaktet af fagforeningerne 3F og Det Faglige Hus, som begge ønskede at klage over, at et medlems anmodning om indsigt hos henholdsvis Klein2 ApS og Nordic Cleaning ApS ikke var blevet besvaret på trods af adskillige henvendelser.

Efter flere forsøg på at gøre Klein2 ApS og Nordic Cleaning ApS opmærksom på de pågældende indsigtsanmodninger besluttede Datatilsynet at meddele de to virksomheder et påbud om at tage stilling til indsigtsanmodningerne.

Klein2ApS og Nordic Cleaning ApS har ikke efterkommet disse påbud, og Datatilsynet har på den baggrund besluttet at politianmelde virksomhederne.

Hvorfor politianmeldelse?

Datatilsynet foretager altid en konkret vurdering af sagens grovhed i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 83, stk. 2, ved vurderingen af, hvilken sanktion der efter tilsynets opfattelse er den korrekte.

Vil du vide mere?

 Læs Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder - herunder indsigt. Lang version her og kort version her

Kan jeg få aktindsigt i sagerne?

Retten til aktindsigt omfatter ikke sager inden for strafferetsplejen. Man kan derfor som klart udgangspunkt ikke få aktindsigt i sagerne herunder eller i sagernes dokumenter.

Læs mere om aktindsigt i straffesager her

Opdatering

Sådan er det gået med sagen

Sagen vedrørende Klein2 ApS og Nordic Cleaning ApS verserer fortsat hos domstolene.

Fakta

Bødestraffe efter GDPR

I de fleste europæiske lande kan de nationale datatilsynsmyndigheder selv udstede administrative bøder for overtrædelse af de fælles europæiske regler i databeskyttelsesforordningen (GDPR). I Danmark skal bødestraffe efter forordningen indtil videre afgøres ved domstolene.  

Datatilsynet kan indstille både private aktører og offentlige myndigheder til bødestraf. I forbindelse med anmeldelsen af sagen til politiet vurderer Datatilsynet bødens størrelse, og det er herefter op til politi og anklagemyndighed at rejse tiltale og føre straffesagen ved domstolene.

En bøde skal efter reglerne være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Datatilsynet inddrager derfor en række hensyn og afvejninger i både skærpende og formildende retning, når tilsynet udtaler sig om bødens størrelse. Du kan læse mere om, hvad Datatilsynet lægger vægt på i de vejledninger om bødefastsættelse, som tilsynet har udarbejdet i samarbejde med Rigspolitiet og Rigsadvokaten, samt i Det Europæiske Databeskyttelsesråds vejledning om bødefastsættelse. 

Det er forudsat i reglerne, at bødeniveauet for offentlige myndigheder generelt er lavere end for private aktører.

Se en oversigt over bødeindstillinger efter GDPR