Arbejdsgiver kunne afslå anmodning om indsigt

Dato: 24-09-2026

Datatilsynet har vurderet, at en arbejdsgiver kunne afslå en tidligere medarbejders anmodning om indsigt, fordi afgørende private og offentlige interesser talte imod.

Journalnummer: 2025-31-2078.

Resumé

En tidligere medarbejder havde bedt sin arbejdsgiver om indsigt i materiale, som arbejdsgiveren havde lagt til grund for at bortvise medarbejderen. Materialet bestod bl.a. af en Messenger-korrespondance mellem medarbejderen og en anden tidligere medarbejder.

Arbejdsgiveren afslog anmodningen om indsigt. Datatilsynet har nu vurderet, at afslaget kunne ske inden for rammerne af databeskyttelseslovens regler om begrænsning af retten til indsigt. Arbejdsgiveren havde dog ikke begrundet afslaget tilstrækkeligt over for medarbejderen.

Retten til indsigt kan begrænses

Efter databeskyttelsesreglerne har man som udgangspunkt ret til indsigt i de personoplysninger, som en dataansvarlig behandler om en.

Retten til indsigt er imidlertid ikke absolut. Efter databeskyttelseslovens § 22 kan retten i visse tilfælde begrænses, hvis den registreredes interesse i at få oplysningerne må vige for afgørende private eller offentlige interesser.

I den konkrete sag lagde Datatilsynet vægt på, at det materiale, som medarbejderen ønskede indsigt i, også var genstand for behandling i private straffesager, som medarbejderen havde anlagt.

Datatilsynet vurderede, at hensynet til de personer, som var involveret i retssagerne, og til gennemførelsen af retssagerne efter de herom gældende regler udgjorde afgørende private og offentlige interesser. Arbejdsgiveren kunne derfor afslå anmodningen om indsigt.

Datatilsynet har ikke taget stilling til, om arbejdsgiveren uberettiget havde fået adgang til den pågældende korrespondance. Det spørgsmål indgår i de verserende retssager.

Afslaget var ikke tilstrækkeligt begrundet

Selv om arbejdsgiveren kunne afslå at give indsigt, fandt Datatilsynet grundlag for at udtale kritik af den begrundelse, som medarbejderen havde fået.

Datatilsynet vurderede, at afslaget var formuleret for overordnet, og at arbejdsgiveren ikke i tilstrækkelig grad havde oplyst, hvilke konkrete omstændigheder og interesser der var indgået i vurderingen.

Når en dataansvarlig afslår en anmodning om indsigt, skal den registrerede efter databeskyttelsesforordningens artikel 12, stk. 4, have oplyst årsagen til afslaget. Begrundelsen skal være tilstrækkeligt konkret til, at den registrerede kan forstå baggrunden for afslaget og vurdere, om der er anledning til at gå videre med sagen.

Afgørelse

Datatilsynet vender hermed tilbage i sagen, hvor [klager] den 27. februar 2025 har klaget til Datatilsynet over [virksomhed A] og [virksomhed B] (herefter samlet [virksomhed AB]’s) behandling af personoplysninger om klager.  

Klager har i sin henvendelse til Datatilsynet oplyst, at klager er utilfreds med, at [virksomhed AB] har afvist klagers anmodning om indsigt i klagers personoplysninger efter databeskyttelsesforordningens[1] artikel 15.

[Virksomhed AB] er i sagen repræsenteret af [advokatvirksomhed] (herefter [partsrepræsentant]).

Efter en gennemgang af sagen finder Datatilsynet, at [virksomhed AB]’s afvisning af klagers anmodning om indsigt er sket inden for rammerne af reglerne om begrænsning af de registreredes rettigheder i databeskyttelseslovens[2] § 22, stk. 1 og 2.  

Datatilsynet finder imidlertid grundlag for at udtale kritik af, at [virksomhed AB] ikke har begrundet afslaget tilstrækkeligt over for klager, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 12, stk. 4.

Nedenfor følger en nærmere gennemgang af sagen og en begrundelse for Datatilsynets afgørelse.

Sagsfremstilling

Det fremgår af sagen, at klager den […] 2025 blev bortvist med henvisning til et omfattende skriftligt materiale, som [virksomhed AB] var kommet i besiddelse af. Klager anmodede i e-mail af 22. januar 2025 [virksomhed AB] om indsigt i sine personoplysninger ved at modtage en kopi af det omtalte materiale.

Klagers anmodning om indsigt udsprang af en hændelse, hvor [virksomhed AB] fik adgang til en Messenger-korrespondance mellem klager og en på daværende tidspunkt fristillet medarbejder hos [virksomhed AB], som havde tilbageleveret sin arbejdstelefon. Efterfølgende blev klager suspenderet og senere bortvist begrundet i illoyal adfærd med henvisning til det pågældende materiale, som [virksomhed AB] senere over for klager har identificeret som klagers Messenger-korrespondance med [person A].

Klager har den 24. januar 2025 modtaget et brev fra [virksomhed AB], hvori der fremgår en række citater relateret til klager fra den pågældende korrespondance, som ifølge [virksomhed AB] dokumenterer baggrunden for [virksomhed AB’s] beslutning om at bortvise klager. Det fremgår endvidere af brevet, at [virksomhed AB] er i besiddelse af markant mere materiale end angivet i brevet. 

Klager har efterfølgende henholdsvis den 27. januar og den 7. februar 2025 anlagt private straffesager mod direktøren i [virksomhed AB] og mod [virksomhed A], [virksomhed B] og kapitalejerne i selskaberne og mod [virksomhed AB’s] advokat. Sagerne vedrører bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt de indstævnte parter uberettiget har skaffet sig adgang til den føromtalte korrespondance i strid med straffeloven.

[Virksomhed AB’s] daværende partsrepræsentant har i e-mail af 29. januar 2025 afvist klagers anmodning om indsigt med følgende begrundelse:

”Vi har dog på nuværende tidspunkt ikke kunne give dig adgang til det efterspurgte materiale. Dette skyldes, at vi har vurderet. at en sådan adgang vil krænke tredjeparters rettigheder og frihedsrettigheder, herunder andre registrerede, hvis oplysninger måtte indgå i eller kunne udledes af materialet, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 4, modsætningsvist, og at din interesse i at få adgang til oplysningerne bør vige for afgørende hensyn til vores interesser; ikke mindst henset til den igangværende tvist med dig”

Datatilsynet anmodede den 10. juni 2025 [virksomhed AB] om bl.a. at oplyse, efter hvilke bestemmelser i databeskyttelsesforordningen eller databeskyttelsesloven [virksomhed AB] har undladt at imødekomme klagers anmodning om indsigt samt om at oplyse, hvilke overvejelser [virksomhed AB] i den forbindelse har gjort sig. 

Datatilsynet har efterfølgende modtaget et høringssvar fra [virksomhed AB]’s partsrepræsentant, […], som blev sendt i kontradiktion den 31. juli 2025. Den 27. oktober 2025 har Datatilsynet anmodet [indklagedes partsrepræsentant] om en supplerende udtalelse til brug for sagens behandling.

[Virksomhed AB’s] bemærkninger

[Indklagede har oplyst, at den i sagen omhandlede korrespondance er fundet tilfældigt på [person A’s] arbejdstelefon i forbindelse med aflevering af telefonen ved sin fratrædelse.

Det er anført, at afvisningen af klagers anmodning om indsigt er sket med hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 4, subsidiært databeskyttelseslovens § 22, stk. 1 og stk. 2, nr. 9 og 10.

[Indklagede] har udtalt bl.a., at hensynene til [virksomhed AB], de øvrige kapitalejere og direktør, […], er indgået med afgørende vægt, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 4, subsidiært § 22, stk. 1 og stk. 2, nr. 9, og 10, i databeskyttelsesloven. I den forbindelse har [indklagede] gjort følgende gældende:

”Under de foreliggende omstændigheder den 29. januar 2025, var der et væsentligt hensyn at tage til direktøren […], som var blevet privatretligt tiltalt for tilgangen til materialet. Der var også væsentlige hensyn til de øvrige kapitalejere i
[virksomhed AB], for at vurdere deres retsstilling i forhold til [klager] som følge af både misligholdelsen, begivenhederne der havde ledt til materialet og de indledte tvister med [klager], og konsekvenserne i forhold til [person A].

 

I forhold til [direktøren] forelå et grundlæggende behov for at sikre [direktørens] retsstilling under den private straffesag. Spørgsmålet om udlevering af materialet er af betydning for den private straffesag og henhører derfor under domstolene
med de retsgarantier, som er givet og sikret under retsplejeloven. Dette følger også af databeskyttelseslovens § 22, stk. 4.”

[Indklagede] har videre fremhævet, at nærværende sag hos Datatilsynet vedrører samme materiale og personoplysninger, som også behandles i retten i forbindelse med de føromtalte private straffesager, og som er sikret under de retsgarantier, der er givet og sikret i retsplejeloven.

[Indklagede] har endvidere henvist til, at klagers anmodning om indsigt er afvist af hensyn til beskyttelse af erhvervshemmeligheder og kundeoplysninger, jf. databeskyttelseslovens § 22, stk. 1, og har i den forbindelse henvist til lovbemærkningerne til § 22.

Klagers bemærkninger

Klager har overordnet anført, at retten til indsigt er en grundlæggende rettighed, og at den sammenhæng, hvori den registrerede anmoder om indsigt, er uden relevans for sagen. Klager har herefter henvist til EU-Domstolen sag C-579/21, præmis 88.

Indsigtsretten har til formål at sikre, at den registrerede har mulighed for at udøve sine rettigheder samt at kunne forvisse sig om og kontrollere behandlingens lovlighed.

Videre har klager gjort gældende, at begrænsningen af den registreredes ret til indsigt ikke bør resultere i en afvisning af at give al information til den registrerede. Klager har i den forbindelse henvist til præambelbetragtning nr. 63 til databeskyttelsesforordningen.

Klager har herefter anført, at [virksomhed AB’s] adgang til det pågældende materiale er etableret på ulovlig vis, hvorfor klager har en særlig tungtvejende interesse i at få en kopi af oplysningerne. Indsigtsretten kan ikke anvendes til at beskytte den dataansvarlige mod afsløring af ulovlig behandling, idet formålet med indsigtsretten er at kontrollere behandlingens lovlighed.

Hvad angår hensynene til at beskytte direktøren samt kapitalejernes rettigheder og frihedsrettigheder, jf. databeskyttelseslovens § 22, stk. 1 og 2, har klager bl.a. anført følgende:  

”De Indklagede har ikke i den forbindelse anført hvilke konkrete rettigheder eller frihedsrettigheder, der skulle blive krænket, ved at Klager gives en kopi af sin egen private Facebook Messenger korrespondance, som de Indklagede behandler, eller hvilke afgørende hensyn til offentlige interesser der er relevante. Det skete heller ikke i den oprindelige afvisning. I lyset af, at der skal ske en proportionalitetsafvejning, siger det sig selv, at der nødvendigvis må peges på helt konkrete rettigheder. Ellers kan en sådan proportionalitetsafvejning slet ikke foretages. Når den ikke kan foretages må udfaldet nødvendigvis være, at synspunktet ikke kan begrunde en afvisning af indsigtsanmodningen.”

Klager har endvidere anført, at databeskyttelseslovens § 22, stk. 2, nr. 10, om håndhævelse af civilretlige krav alene er afgrænset til offentlige interesser, og at der ikke synes at bestå en offentlig interesse i at skjule indklagedes ulovlige behandling.

Klager har samlet set gjort gældende, at [virksomhed AB’s] afvisning af klagers anmodning om indsigt ikke vil kunne rummes inden for databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 4, samt databeskyttelseslovens § 22, stk. 1 og stk. 2, nr. 9 og 10.

Begrundelse for Datatilsynets afgørelse

3.1. Efter databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 1, har den registrerede ret til indsigt i behandling af personoplysninger, der anses for at være om den pågældende selv, og i givet fald adgang til personoplysningerne.

En dataansvarlig kan afvise at efterkomme en anmodning om indsigt fra en registreret, hvis undtagelse til indsigtsretten kan gøres gældende i medfør af databeskyttelsesforordningens artikel 15, stk. 4, eller databeskyttelseslovens § 22.

Efter databeskyttelseslovens § 22, stk. 1, kan retten til indsigt begrænses, hvis den registreredes interesse i oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til private interesser, herunder hensynet til pågældende selv.

Af de specielle bemærkninger til lovforslaget (L68) vedrørende databeskyttelseslovens § 22[3], fremgår bl.a. følgende:

”Som private interesser, der bl.a. vil kunne begrunde hemmeligholdelse, kan nævnes afgørende hensyn til forretningshemmeligheder, afgørende hensyn til andre involverede personer end den registrerede - f.eks. et mindreårigt barn af den registrerede - og afgørende hensyn til forebyggelse, efterforskning og forfølgning af lovovertrædelser samt beskyttelse af vidner.

 

(..)

Med anvendelsen af udtrykket »afgørende« i bestemmelsen er det tilkendegivet, at undtagelse fra oplysningspligten og indsigtsretten kun kan gøres, hvor der er nærliggende fare for, at privates interesser vil lide skade af væsentlig betydning”

Der vil endvidere kunne ske en begrænsning af retten til indsigt efter § 22, stk. 2, hvis den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for afgørende hensyn til offentlige interesser, herunder bl.a., beskyttelse af retsvæsenets uafhængighed og retssager, jf. stk. 2, nr. 6, beskyttelse af den registreredes eller andres rettigheder og frihedsrettigheder, jf. stk. 2, nr. 9.

Af de specielle bemærkninger til lovforslaget (L68) vedrørende databeskyttelseslovens § 22[4], stk. 2, fremgår bl.a. følgende:

”Bestemmelsen fastsætter - ligesom bestemmelsen i stk. 1 - at indskrænkning i den dataansvarliges eller dennes repræsentants oplysningspligt kun kan ske på grundlag af en konkret afvejning af de modstående interesser, som er nævnt i bestemmelsen. På baggrund af en sådan afvejning vil undtagelse kunne gøres, hvis der er nærliggende fare for, at det offentliges interesser vil lide skade af væsentlig betydning.

 

I bestemmelsen fastsættes det endvidere, i hvilket omfang den dataansvarlige kan undlade at give den registrerede ret til indsigt. Indskrænkningen i den registreredes adgang til at blive gjort bekendt med de i forordningens artikel 15, nævnte oplysninger, kan efter bestemmelsen kun ske på grundlag af en konkret afvejning af de modstående interesser. ”

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 12, stk. 4, at hvis den dataansvarlige ikke træffer foranstaltninger i anledning af den registreredes anmodning, underretter den dataansvarlige straks og senest en måned efter modtagelsen af anmodningen den registrerede om årsagen hertil og om muligheden for at indgive en klage til en tilsynsmyndighed og indbringe sagen for en retsinstans.

I det Europæiske databeskyttelsesråds retningslinjer om de registreredes ret til indsigt fremgår det, at begrundelsen skal henvise til de konkrete omstændigheder for at gøre det muligt for den registrerede at vurdere om vedkommende ønsker at træffe foranstaltninger i anledning af afvisningen.[5]

3.2 Datatilsynet bemærker indledningsvist, at tilsynet ikke har taget stilling til spørgsmålet om, hvorvidt de indklagede uberettiget har tilgået de i sagen omhandlede oplysninger, idet afgørelsen heraf behandles i forbindelse med de af klager anlagte straffesager. Datatilsynet har herved lagt vægt på, at det ikke er hensigtsmæssigt, at tilsynet sideløbende med retten tager stilling til et spørgsmål, som indgår i rettens behandling. 

Datatilsynet lægger til grund, at både [virksomhed A] og [virksomhed B] er dataansvarlige for behandlingen af klagers personoplysninger.

Datatilsynet lægger videre til grund, at klagers anmodning om indsigt vedrører det samme materiale, som er genstand for de af klager anlagte private straffesager

Efter en afvejning af sagens nærmere omstændigheder finder Datatilsynet, at [virksomhed AB’s] afvisning af klagers anmodning om indsigt kunne ske inden for rammerne databeskyttelseslovens § 22, stk. 1 og 2.

Datatilsynet har ikke fundet grundlag for at tilsidesætte [virksomhed AB’s] vurdering af, at en kopi af oplysningerne om klager ikke kunne udleveres, da afgørende hensyn til offentlige og private interesser talte imod. 

Datatilsynet har herved lagt vægt på, at det pågældende materiale, som klager har anmodet om indsigt i, også er genstand for behandling i retten under de af klager anlagte private straffesager.

Det er Datatilsynets vurdering, at hensynet til de indstævnte samt afvikling af retssagerne efter de herom gældende regler udgør såvel en afgørende privat som en offentlig interesse efter    § 22, stk. 1, og stk. 2, nr. 6, nr. 9.

Datatilsynet bemærker i denne forbindelse, at retten til beskyttelse af personoplysninger ikke en absolut rettighed, men skal ses i sammenhæng med sin funktion i samfundet og afvejes i forhold til andre grundlæggende rettigheder i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. 

Datatilsynet finder imidlertid, at [virksomhed AB’s] afvisning i e-mail af 29. januar 2025 ikke kan anses for at være tilstrækkelig fyldestgørende og konkret begrundet i forhold til kravet i databeskyttelsesforordningens artikel 12, stk. 4. 

Datatilsynet har navnlig lagt vægt på, at [virksomhed AB’s] afvisning af at give indsigt er helt overordnet formuleret, og at [virksomhed AB] ikke nærmere har oplyst, hvilke konkrete omstændigheder og interesser, som er indgået i afvejningen af, om der var grundlag for at afvise klagers anmodning om indsigt. 

3.3 Efter en samlet vurdering finder Datatilsynet, at klagers interesse i at få indsigt i det pågældende materiale må vige for afgørende offentlige og private interesser, herunder hensynet til andres rettigheder og frihedsrettigheder og gennemførelse af sagerne i retten efter de herom særlige regler, jf. databeskyttelseslovens § 22, stk. 1, og § 22, stk. 2, nr. 6, nr. 9. 

Datatilsynet finder imidlertid grundlag for til at udtale kritik af, at [virksomhed AB] ikke har givet klager en tilstrækkelig begrundelse efter databeskyttelsesforordningens artikel 12, stk. 4.


[1]   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse)

[2]   Lovbekendtgørelse nr. 289 af 8. marts 2024 om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven)

[5]   Det Europæiske databeskyttelsesråds retningslinjer 01/2022 om registreredes rettigheder — ret til indsigt, udgave 2.1, s. 61