Du har ret til at modtage en række oplysninger, når virksomheder, myndigheder og organisationer behandler oplysninger om dig. Det gælder både i tilfælde, hvor de indsamler oplysninger om dig fra andre end dig, og i tilfælde hvor du – både efter anmodning og uanmodet – selv giver dem oplysninger om dig.
Oplysningerne skal gives på virksomhedens, myndighedens eller organisationens eget initiativ. I modsætning til dine andre rettigheder, skal du altså ikke henvende dig for at gøre krav på din ret til at blive oplyst om en behandling af dine personoplysninger.
Oplysningerne skal bl.a. omfatte, hvorfor dine personoplysninger behandles, og hvor længe de vil blive behandlet, og de skal som udgangspunkt gives til dig på skrift og i et kortfattet og letforståeligt format.
Du kan læse mere om din ret til at modtage oplysninger om behandlingen af dine personoplysninger og dine andre rettigheder i Datatilsynets vejledning om de registreredes rettigheder.