Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Elevoplysninger på internettet

Når en skole ønsker at offentliggøre oplysninger om eleverne som for eksempel navne, portrætbilleder eller klassebilleder, eller oplysninger om fritidsinteresser på sin hjemmeside, må det kun ske, hvis der inden offentliggørelsen indhentes et udtrykkeligt samtykke for hver enkelt elev.

Som udgangspunkt skal skolen have samtykke fra forældremyndighedens indehaver.

Hvis en elev er 15 år eller derover kan han/hun i almindelighed selv give samtykke til, at skolen offentliggør oplysninger om eleven på sin hjemmeside. Datatilsynet har ved fastlæggelsen af denne aldersgrænse taget i betragtning, at en elev på denne alder normalt er moden nok til at overskue konsekvenserne af et samtykke til videregivelse af oplysninger på internet.

Et samtykke kan udformes såvel mundtligt som skriftligt. Det er dog skolen, der skal bevise, at der i den konkrete situation er afgivet samtykke, og at det i øvrigt lever op til persondatalovens krav til et samtykke.

Eleven kan tilbagekalde sit samtykke på et hvilket som helst tidspunkt, hvis han/hun af en eller anden årsag ikke længere ønsker, at oplysningerne skal offentliggøres. Tilbagekaldelsen betyder, at de pågældende oplysninger normalt ikke må offentliggøres fremover. Hvis eleven eller forældremyndighedens indehaver tilbagekalder samtykket, skal skolen altså fjerne oplysningerne fra hjemmesiden igen.