Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Oplysningspligt ved indsamling af personoplysninger på internettet

Anvendelse af internettet udvider muligheden for at indsamle personoplysninger - også uden, at den registrerede er bekendt med det. Datatilsynet deltager i en arbejdsgruppe i EU-regi, som i flere dokumenter har udtalt sig om beskyttelse af privatlivets fred på internettet m.v. Denne gruppe - den såkaldte artikel 29 gruppe - har udformet en praktisk vejledning i, hvordan de dataansvarlige kan opfylde deres oplysningspligt, når de indsamler oplysninger på internettet.

Datatilsynets anbefalinger

Ved indsamling af oplysninger på internettet bør den dataansvarlige give oplysninger om følgende:

  • Den dataansvarliges identitet og adresse (både den fysiske og den elektroniske),
  • formålet med indsamlingen (alle formålene, hvis der er flere),
  • hvorvidt de oplysninger, der anmodes om, er obligatoriske eller valgfri (der må ikke være konsekvenser, hvis den registrerede vælger ikke at afgive en valgfri oplysning),
  • modtagerne/kategorier af modtagere af oplysningerne og hvorfor der sker videregivelse - der skal samtidig være mulighed for at gøre indsigelse mod dette - eksempelvis med et afkrydsningsfelt,
  • retten til indsigt og rettelse, samt hvem henvendelse skal ske til,
  • retten til at gøre indsigelse, samt hvem henvendelse skal ske til,
  • om der anvendes automatiske indsamlingsprocedurer - se nærmere nedenfor,
  • sikkerhedsniveauet ved behandlingerne, herunder ved overførslen af oplysninger samt i modtagerlandet, hvis oplysningerne videregives til et andet land, og
  • navn og adresse (både den fysiske og den elektroniske) på den, der er ansvarlig for at besvare spørgsmål om beskyttelse af personoplysninger.

Visse af disse oplysninger bør gives direkte på skærmen, inden der foretages indsamling. Det drejer sig om den dataansvarliges identitet, formålet med indsamlingen, om oplysningerne er obligatoriske eller valgfri, modtagerne/kategorier af modtagere, retten til indsigelse, rettelse og indsigt, oplysninger om automatiske indsamlingsprocedurer samt sikkerhedsniveauet.

Med hensyn til automatiske procedurer bør der gives information om muligheden for at gøre indsigelse, inden der benyttes en automatisk procedure til at skifte til et andet websted, ligesom der bør gives information, inden en cookie sendes til internetbrugerens harddisk.

Der bør desuden også være adgang til fuld information om virksomhedens program til politik for beskyttelse af personoplysninger (privacy policy). Dette skal være direkte tilgængeligt på webstedet og alle de steder, hvor der indsamles personoplysninger.

Informationerne bør gives på alle de sprog, der benyttes på websiden - især de steder, hvor der indsamles personoplysninger.

Det forudsættes, at persondatalovens regler i øvrigt overholdes. Det betyder bl.a., at der ikke må indsamles flere oplysninger, end hvad der er nødvendigt, ligesom indsamlingen skal ske til specifikke og saglige formål.