Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Behandling af oplysninger fra offentligt tilgængelige registre

En privat dataansvarlig kan som udgangspunkt lovligt indsamle, registrere, bearbejde og videregive personoplysninger, der er indhentet fra offentligt tilgængelige registre som eksempelvis Statstidende, CVR, Bilbogen, Motorregistret o. lign.

Kan jeg få slettet disse oplysninger?

Du har ret til at gøre indsigelse over for den dataansvarlige mod behandling af personoplysninger om dig. Det betyder, at du skal bede den dataansvarlige om at stoppe med at behandle oplysningerne.

Da behandlingen af oplysninger fra offentligt tilgængelige registre normalt er lovlig, vil din indsigelse kun blive anset for berettiget, hvis du har helt særlige grunde, som taler for, at den dataansvarlige ikke må behandle oplysningerne om dig.

Den dataansvarlige skal foretage en vurdering af, om en indsigelse mod behandling af oplysninger er berettiget, og du skal derfor først henvende dig til den dataansvarlige med henblik på, at den dataansvarlige tager stilling til indsigelsen. Hvis din indsigelse er berettiget, skal den private dataansvarlige slette dine oplysninger.

Andre rettigheder

Den dataansvarlige skal sikre, at de personoplysninger, der behandles, er korrekte og ajourførte, og at der ikke behandles urigtige eller vildledende oplysninger.

Hvis der er tale om forældede oplysninger, f.eks. oplysninger om opløste selskaber eller oplysninger om andre ældre sammenhænge, skal dette være anført i tilknytning til de pågældende oplysninger.

Hvis der behandles urigtige oplysninger, der er indhentet fra et offentligt tilgængeligt register, skal du i første omgang henvende dig til den myndighed, som er ansvarlig for det pågældende register.

Relaterede emner

Brug af elektronisk udstyr

Databeskyttelsesretten finder anvendelse på behandling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk databehandling.

Elevoplysninger

Reglerne om databeskyttelse bestemmer, hvornår registrering, videregivelse og anden behandling af almindelige personoplysninger, som eksempelvis oplysninger om navn, adresse og skema, må finde sted.

Sociale netværk

I de fleste tilfælde vil det, du lægger op på sociale netværk, være omfattet af de databeskyttelsesretlige regler. Inden du lægger noget op, bør du bruge din sunde fornuft og tænke over, om det kan genere den person, det handler om.