Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Sociale netværk

Når du skriver tekster og uploader billeder på sociale netværk som Facebook, Instagram, Twitter o. lign, er det ofte noget, der berører andre personer.

Det, som du skriver om en person, falder ind under begrebet ”personoplysninger”. Et billede med andre personer, som du lægger på nettet, er også en personoplysning om de personer, der er på billedet.

En oplysning er en "personoplysning" hvis bare én person kan finde ud af, hvem det handler om. Det kan altså godt være personoplysninger, selv om du ikke skriver et navn.

Når du offentliggør oplysninger om personer – f. eks når du skriver eller uploader billeder – skal du overholde databeskyttelsereglerne.

I de fleste tilfælde vil det, du lægger op på sociale netværk, være omfattet af de databeskyttelsesretlige regler. Reglerne gælder dog ikke, hvis det du skriver eller uploader kun omhandler dig selv.

Inden du lægger noget op om andre end dig selv på sociale medier, bør du bruge din sunde fornuft og tænke over, om det kan genere den person, det handler om. Hvis du er i tvivl, så spørg vedkommende.

Hvis du har lagt noget op, som du troede var i orden, men det viser sig, at den anden person ikke bryder sig om det, så lyt til ham eller hende.

Det er også altid en god idé at passe på med, hvad du offentliggør om dig selv.

Almindelige oplysninger

Det er kun almindelige, eller harmløse, oplysninger du må offentliggøre uden samtykke. 

Følsomme oplysninger

Vi har alle oplysninger, som ikke vedkommer andre. Det er f. eks oplysninger om helbred eller religion.

Du må normalt kun offentliggøre følsomme oplysninger, hvis du har et klart samtykke fra den person, som oplysningerne vedrører. 

Hvis du vil have noget slettet

Sletning af profil

Hvis du gerne vil have slettet din profil på et socialt netværk eller et debatforum, skal du rette henvendelse til den, som er ansvarlig for siden.

Den som er ansvarlig for den pågældende side, har pligt til at sørge for, at man kan se, hvem der står bag. Der skal derfor være tydelige oplysninger, som navn og kontaktoplysninger, på den ansvarlige for siden. Når en bruger beder om at få sin profil slettet eller anonymiseret, vil det som oftest være et berettiget ønske og bør derfor imødekommes.

Sletning af indlæg

Hvis siden giver dig mulighed for selv at slette det indlæg, som du har skrevet, bør du bruge den funktion.

Hvis du ikke selv kan slette tidligere indlæg, kan du kontakte den ansvarlige for siden. Husk at sige hvilket indlæg der er tale om, og hvorfor du ønsker det slettet.

Du bør være opmærksom på, at når du først har offentliggjort oplysninger om dig selv, så kan du aldrig være helt sikker på, at du vil kunne få dem slettet alle steder, hvor de findes.

Klage til Datatilsynet

Hvis den ansvarlige ikke vil imødekomme din anmodning om at slette din brugerprofil eller dit indlæg, kan du klage til Datatilsynet. Hvis du gør det, skal du sende os de argumenter, du har begrundet dit ønske med og det svar, du har fået fra den ansvarlige.

Relaterede emner

Billeder på internettet

Situationsbilleder kan normalt offentliggøres uden samtykke fra dem, der optræder på billedet, mens offentliggørelse af portrætbilleder normalt kræver samtykke.