Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Medier og udgivelser

Visse behandlinger af personoplysninger hos massemedier er omfattet af lov massemediers informationsdatabaser. De databeskyttelsesretlige regler finder ikke anvendelse på disse behandlinger.

Lov om massemediers informationsdatabaser gælder for informationsdatabaser, der enten i sig selv er massemedier, eller som drives i tilknytning til en eller flere virksomheder, der udgiver massemedier.

En informationsdatabase er et informationssystem, der anvendes i forbindelse med formidling af nyheder og andre informationer, som naturligt indgår i et massemedies formidlingsvirksomhed. Massemedier er f.eks. dagblade, tidsskrifter, radio- og tv-programmer og internetmedier.

I lov om massemediers informationsdatabaser skelnes mellem redaktionelle informationsdatabaser og offentligt tilgængelige informationsdatabaser.

En redaktionel informationsdatabase er en database eller klart afskilte dele heraf, der alene drives som led i journalistisk eller redaktionelt arbejde med henblik på offentliggørelse i et massemedie.For at blive omfattet af lov om massemediers informationsdatabaser skal informationsdatabasen være anmeldt til Datatilsynet.

En offentligt tilgængelig informationsdatabase er en database, som er tilgængelig for enhver på almindelige forretningsvilkår. Det kan eksempelvis være et dagblads hjemmeside. For at blive omfattet af lov om massemediers informationsdatabaser skal informationsdatabasen være anmeldt til Pressenævnet og Datatilsynet med angivelse af, hvem der er ansvarlig for informationsdatabasen.

Digitale medier mv. kan både være omfattet af reglerne i lov om massemediers informationsdatabaser og medieansvarsloven. For at være omfattet af medieansvarslovens regler skal mediet have indgivet separat anmeldelse til Pressenævnet. Læs mere herom på Pressenævnets hjemmeside - du finder et link nedenfor under "Læs mere".

Anmeldelse til Datatilsynet

Under Blanketter finder du de blanketter, du skal bruge for at anmelde enten en redaktionel eller en offentligt tilgængelig informationsdatabase.

Du finder en liste over de redaktionelle og offentligt tilgængelige informationsdatabaser, som er anmeldt til Datatilsynet, under "Læs mere" nedenfor. 

Øvrig behandling i journalistisk øjemed

Efter databeskyttelseslovens § 3, stk. 8, finder loven og databeskyttelsesforordningens kapitel II-VII og kapitel IX ikke anvendelse ved behandling af oplysninger, som i øvrigt udelukkende finder sted i journalistisk øjemed. Bestemmelserne i databeskyttelsesforordningens artikel 28 og 32 (om hhv. brug af databehandlere og behandlingssikkerhed) gælder imidlertid fortsat.

Bestemmelsen tager sigte på den automatiske behandling af personoplysninger, som udelukkende foretages som led i journalistisk virksomhed i forbindelse med udarbejdelse af artikler mv. under anvendelse af almindelige tekstbehandlingssystemer.

Det bemærkes, at databaser mv. alene kan undtages for lovens og databeskyttelsesforordningens område i det omfang, det følger af undtagelsesbestemmelserne i databeskyttelseslovens § 3, stk. 4-7. Undtagelsesbestemmelsen i stk. 8 om behandling af oplysninger i journalistisk øjemed kan derfor ikke finde anvendelse på databaser mv., som ikke er behørigt anmeldt i henhold til lov om massemediers informationsdatabaser.

Når en informationsdatabase er anmeldt i henhold til lov om massemediers informationsdatabaser, er den behandling af personoplysninger, der sker i databasen, ikke omfattet af reglerne i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Reglerne i lov om massemediers informationsdatabaser skal imidlertid iagttages.  

En redaktionel informationsdatabase må således ikke være tilgængelig for andre end massemediets journalister og redaktionsmedarbejdere, og den må ikke benyttes til andet end journalistisk eller redaktionelt arbejde. Massemediet skal endvidere træffe de fornødne sikkerhedsforanstaltninger mod, at uvedkommende får adgang til den redaktionelle informationsdatabase, og mod, at informationsdatabasen benyttes til uvedkommende formål.

En offentligt tilgængelig informationsdatabase må ikke indeholde oplysninger, der ikke lovligt kan offentliggøres i et massemedie, eller oplysninger hvis offentliggørelse vil være i strid med god presseskik. Herudover er der i lov om massemediers informationsdatabaser fastsat nærmere regler for sletning af registrerede oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold, herunder oplysninger om race, religion og hudfarve, om politiske, foreningsmæssige, seksuelle og strafbare forhold samt oplysninger om helbredsforhold, væsentlige sociale problemer og misbrug af nydelsesmidler og lignende.

Man har som udgangspunkt mulighed for at få oplyst, hvilke oplysninger om én selv der er optaget i en offentligt tilgængelig informationsdatabase. I visse tilfælde kan man endvidere anmode om at få oplysningerne slettet, rettet eller ajourført.

Herudover skal den ansvarlige for en offentligt tilgængelig informationsdatabase træffe de fornødne sikkerhedsforanstaltninger mod, at informationer i databasen ændres af uvedkommende.

Klage

Klager over forhold vedrørende en offentlig tilgængelig informationsdatabase kan ske til Pressenævnet. Det er alene nærmere angivne forhold vedrørende sletning af oplysninger eller optagelse af et genmæle, der kan påklages til Pressenævnet, og der gælder en klagefrist på 12 uger for sådanne sager.

Der henvises i øvrigt til Pressenævnets hjemmeside - se linket nedenfor under "Læs mere".