Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Alternative behandlere

Hvorfor er alternative behandlere omfattet af persondataloven?

En alternativ behandler skal overholde persondataloven, fordi behandleren har en række oplysninger om personer (klienter), der søger behandling.

Persondataloven indebærer, at en alternativ behandler kun må indsamle, opbevare, registrere, bruge og/eller videregive oplysninger om sine klienter, hvis lovens regler giver ret til det.

Hvornår må en alternativ behandler behandle personoplysninger?

Det er reglerne i persondatalovens §§ 5, 6, 7 og 8, som fortæller, hvornår en alternativ behandler må behandle personoplysninger.

Udtrykket behandling af oplysninger dækker over en række forskellige måder at håndtere personoplysninger på. Udtrykket omfatter således for eksempel både indsamling, systematisering, registrering, opbevaring, brug og videregivelse af oplysninger.

En alternativ behandler har normalt både følsomme og ikke-følsomme oplysninger registreret om sine klienter for at kunne tilrettelægge behandling af klienten og/eller yde rådgivning.

Ikke-følsomme oplysninger er f.eks. identifikationsoplysninger, så som klientens navn, adresse, telefonnummer og fødselsdato.

Sådanne almindelige oplysninger vil normalt kunne registreres, i det omfang den alternative behandler skal bruge oplysningerne som led i aftalen med klienten.

Reglerne om behandling af ikke-følsomme oplysninger findes i lovens § 6.

En følsom oplysning er f.eks. en oplysning om helbredsforhold, herunder misbrug af nydelsesmidler, alkohol m.v., seksuelle forhold og væsentlige sociale problemer.

Følsomme oplysninger er omfattede af bestemmelserne i lovens §§ 7 og 8.

Den alternative behandler må som udgangspunkt kun registrere følsomme oplysninger om en klient, hvis oplysningerne er relevante i forbindelse med behandlings forløbet, og klienten har givet udtrykkeligt samtykke.

Hvordan skal samtykket udformes og indhentes?

Et samtykke er en aktiv tilkendegivelse, hvor klienten giver tilladelse til, at den alternative behandler registrerer oplysninger om sig.

Persondataloven stiller ikke noget krav om, at et samtykke skal være skriftligt for at opfylde kravet om at være et udtrykkeligt samtykke. Men det er den alternative behandler, der skal kunne godtgøre, at der foreligger et samtykke fra klienten.

Datatilsynet anbefaler derfor, at den alternative behandler får et skriftligt samtykke fra klienten til sin registrering af følsomme personoplysninger.

Hvis man er i tvivl om, hvorvidt en samtykkeerklæring opfylder lovens krav, kan man altid spørge Datatilsynet.

Hvornår skal en alternativ behandler anmelde sig til Datatilsynet?

Med persondataloven er der indført en ordning, hvor private virksomheder m.v., herunder alternative behandlere, i en række tilfælde skal anmelde deres behandling af personoplysninger til Datatilsynet.

Hvis en alternativ behandler indsamler, registrerer, opbevarer, bruger og/eller videregiver følsomme oplysninger om sine klienter, skal den alternative behandler anmelde behandlingen til Datatilsynet og indhente tilsynets tilladelse.

Den alternative behandler må derfor vurdere, om vedkommende har følsomme oplysninger - dvs. oplysninger om klienternes rent private forhold - registreret f.eks. i sit edb-system eller i sit manuelle (papirbaserede) sags-/klientkartotek.

Helbredsoplysninger er følsomme oplysninger. Behandling af disse oplysninger vil derfor skulle anmeldes.

Følsomme oplysninger er f.eks. også oplysninger om klientens racemæssige eller etniske baggrund, seksuelle forhold eller klientens politiske, religiøse eller filosofiske overbevisning.

Følsomme oplysninger er endvidere oplysninger om væsentlige sociale problemer og andre rent private forhold. Det kan f.eks. være oplysninger om ulykkestilfælde, selvmordsforsøg eller længerevarende arbejdsløshed.

Der skal foretages anmeldelse til Datatilsynet, og tilsynets tilladelse skal foreligge, inden behandling af personoplysninger påbegyndes.

Hvordan anmelder du behandling af personoplysninger til Datatilsynet?

Anmeldelse kan ske elektronisk via Datatilsynets hjemmeside.

Datatilsynet har lavet en kladde, som alternative behandlere kan bruge, når de skal anmelde deres behandling af personoplysninger.

Hvis du anmelder din behandling af personoplysninger elektronisk, kan kladden overføres til din egen anmeldelse, så du kun skal tilrette de felter, hvor tilsynet har skrevet "udfyld dette felt", og/eller hvor du synes, at din egen anmeldelse skal have et andet indhold end kladden. Du skal selv sørge for, at anmeldelsen svarer til de behandlinger af personoplysninger, som du foretager.

Det er den alternative behandlers ansvar, at anmeldelsen svarer til de behandlinger, som foretages.

Gå til Datatilsynets kladde til anmeldelse af klientjournaler i forbindelse med altenativ behandling.

Når du har fået kladden frem, er det nemmest, hvis du vælger Genbrug hele blanketten som kladde.

I fortegnelsen på Datatilsynets hjemmeside har du mulighed for at finde anmeldelser, som andre alternative behandlere har foretaget. Måske indeholder en sådan anmeldelse formuleringer, som du gerne vil bruge i din egen anmeldelse - og som også er beskrivende for din virksomhed. Hvis du vil bruge en anden anmeldelse som kladde, kan du ved hjælp af en særlig funktion i anmeldelsessystemet genbruge anmeldelsen.

Hvad sker der, når Datatilsynet har modtaget ameldelsen?

Når en anmeldelse er modtaget hos Datatilsynet, vil der blive sendt en kvittering. I kvitteringen er angivet en adresse og et password, så du kan rette anmeldelsen via internettet. Dette gælder, både hvis den er sendt via internettet, og hvis anmeldelsen er sendt på en papirblanket, idet Datatilsynets medarbejdere taster papirblanketten ind i det elektroniske anmeldelsessystem. Du skal ikke foretage rettelser, før du har hørt fra Datatilsynet. Hvis der viser sig et behov for yderligere oplysninger, eller hvis der skal ændres i anmeldelsen, vil Datatilsynet kontakte dig.

Når Datatilsynet har vurderet, om anmeldelsen kan godkendes, og på hvilke vilkår tilladelsen vil kunne gives, vil du modtage et brev. Samtidig vil tilsynet iværksætte opkrævning af det gebyr på 2.000 kr., som skal betales for tilladelsen, jf. persondatalovens § 63, stk. 2, nr. 2. Først når betaling er sket, vil Datatilsynets tilladelse blive sendt til dig.

Når Datatilsynet har godkendt din anmeldelse, vil den blive offentliggjort i fortegnelsen over anmeldte behandlinger. Fortegnelsen findes på tilsynets hjemmeside. I fortegnelsen kan personer se, hvem der har fået en tilladelse fra Datatilsynet.

Faktaboks

Ved en alternativ behandler forstås en person, der udøver sundhedsmæssig virksomhed uden for det offentligt finansierede sundhedsvæsen, og som ikke er autoriseret til at udøve den pågældende virksomhed eller omfattet af Sundhedsstyrelsens tilsyn med den sundhedsfaglige behandling, der udføres af personer inden for sundhedsvæsenet, jf. bekendtgørelse nr. 978 af 1. oktober 2012 om brancheadministreret registreringsordning for alternative behandlere § 1.