Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Krav til anonymisering i retsinformationssystemer

Efter Datatilsynets vilkår skal der i afgørelser og domme ske anonymisering af fortrolige oplysninger eller oplysninger om rent private forhold ved, at personnavne, præcise adresseangivelser og eventuelt andre identifikationsoplysninger vedrørende personer udelades. De udeladte oplysninger kan i stedet erstattes med neutrale betegnelser. Omfattet af begrebet ”fortrolig” er bl.a. følsomme oplysninger omfattet af persondatalovens §§ 7-8, f.eks. oplysninger om helbredsmæssige forhold.

Anonymisering i overensstemmelse med de fastsatte vilkår medfører, at oplysningerne ikke umiddelbart er personhenførbare for læsere af afgørelsen. Det vil således ikke være muligt for en bredere kreds at identificere den person, som oplysningerne vedrører. Men der vil stadigvæk være tale om personoplysninger, jf. lovens § 3, nr. 1, da der fortsat er tale om information om en person, som kan identificeres. Det kan f.eks. ske gennem et angivet sagsnummer eller en afgørelsesdato, og i hvert fald den dataansvarlige, den registrerede og andre med forudgående kendskab til sagen vil vide, hvem sagen omhandler.

Det følger af Datatilsynets praksis vedrørende krav til anonymisering, at brug af personers initialer sammen med en meget fyldig og detaljeret gengivelse af oplysningerne i sagen giver en betydelig risiko for, at en bredere kreds af personer umiddelbart kan identificere den omtalte person (den registrerede). I hvert fald brugt i denne sammenhæng kan initialer således ikke siges at være neutrale betegnelser.

Hvis alle personnavne erstattes med neutrale betegnelser som f.eks. ”klager” og ”sagsbehandler”, ”A” og ”B” eller ”AA” og ”BB”, er der efter tilsynets opfattelse tale om en tilstrækkelig anonymisering.

Andre identifikationsoplysninger vedrørende personer, hvilket eksempelvis kan være en præcis fødselsdato, bør også i fornødent omfang udelades eller sløres.

Det er ligeledes Datatilsynets opfattelse, at stednavne samt navne på myndigheder og virksomheder, der indgår i sagsbeskrivelsen, så vidt muligt bør erstattes med neutrale betegnelser som f.eks. ”kommunen”, ”projektet”, ”fagforeningen” mv.