Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Retsinformationssystemer

Persondataloven indeholder særregler for såkaldte eksterne retsinformationssystemer.

Det kan blandt andet være en myndigheds offentliggørelse af afgørelser på myndighedens hjemmeside eller i det statslige Retsinformation eller offentliggørelse af domme i et tidsskrift.

Det følger således af persondatalovens § 9, stk. 1, at følsomme personoplysninger kan behandles, hvis dette sker med henblik på at føre retsinformationssystemer af væsentlig samfundsmæssig betydning. Dette vil navnlig være systemer som ovennævnte, der er til rådighed for en bredere kreds af abonnenter for at sikre en ensartet retsanvendelse. Behandlingen af personoplysninger skal endvidere være nødvendig for førelsen af retsinformationssystemet.

For så vidt angår almindelige oplysninger kan behandlingen ske efter lovens § 6, stk. 1, nr. 5.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at en myndigheds eller virksomheds interne retsinformationssystem er underlagt de almindelige behandlingsregler i §§ 6-8.

Anmeldelse og forudgående udtalelse eller tilladelse fra Datatilsynet
Forinden iværksættelse af behandling for en offentlig myndighed, der udelukkende finder sted med henblik på at føre retsinformationssystemer, og som er omfattet af anmeldelsespligten i § 43, skal der indhentes en udtalelse fra Datatilsynet, jf. persondatalovens § 45, stk. 1, nr. 2.

Private retsinformationssystemer skal have tilladelse fra Datatilsynet i det omfang, behandlingen er omfattet af anmeldelsespligten i lovens § 48. Det fremgår af persondatalovens § 50, stk. 1, nr. 5. I den forbindelse kan Datatilsynet efter lovens § 50, stk. 5, fastsætte nærmere vilkår til beskyttelse af de registreredes privatliv.

For eksempel vil en offentlig myndighed skulle anmelde, at myndigheden offentliggør afgørelser på sin hjemmeside eller i Retsinformation.

Hvem skal anmelde?
Det er den myndighed eller virksomhed, der er ansvarlig for den databehandling, som sker i forbindelse med retsinformationssystemet, der skal foretage anmeldelse.

Den dataansvarlige er den fysiske eller juridiske person, offentlige myndighed, institution eller ethvert andet organ, der alene eller sammen med andre afgør, til hvilket formål og med hvilke hjælpemidler der må foretages behandling af oplysninger.

Der kan ved vurderingen af, hvem der er dataansvarlig for et retsinformationssystem, også indgå overvejelser om, hvem der har taget initiativ til offentliggørelsen, og i hvis interesse offentliggørelsen sker.

En myndighed, der offentliggør egne afgørelser på en hjemmeside eller i Retsinformation, vil normalt være dataansvarlig for offentliggørelsen og således dataansvarlig for retsinformationssystemet.

Hvis en virksomhed, som led i erhvervsudøvelse offentliggør domme eller afgørelser, vil det normalt være denne virksomhed, der er dataansvarlig for retsinformationssystemet, selv om de offentliggjorte domme og afgørelser stammer fra en offentlig myndighed.

Hvordan foretager man anmeldelse til Datatilsynet?
Anmeldelse kan ske elektronisk via Datatilsynets hjemmeside under menupunktet "Blanketter".

Hvis du skal anmelde for en offentlig myndighed, der er dataansvarlig for et retsinformationssystem, skal du vælge den blanket, der hedder Offentlig forvaltning. Hvis du skal anmelde for en virksomhed, der er dataansvarlig for et retsinformationssystem, skal du vælge den blanket, der hedder Privat virksomhed.

Når du udfylder blanketten er det vigtigt, at du i feltet Behandlingens betegnelse angiver, at der er tale om et retsinformationssystem. Hvis du skal anmelde for en virksomhed, skal du i anmeldelsen huske at beskrive, hvilken type af afgørelser der behandles i retsinformationssystemet, hvilken form for anonymisering der foretages samt, i hvilken form oplysninger offentliggøres.

I fortegnelsen på Datatilsynets hjemmeside, har du mulighed for at finde anmeldelser, som andre dataansvarlige for retsinformationssystemer har foretaget. Måske indeholder en sådan anmeldelse formuleringer, som du gerne vil bruge i din egen anmeldelse. Hvis du vil bruge en anden anmeldelse som kladde, kan du ved hjælp af en særlig funktion i anmeldelsessystemet genbruge en anmeldelse. Hvis du ønsker at benytte kladdefunktionen, skal du huske at gemme journalnummeret på den anmeldelse, du ønsker at bruge som kladde.