Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Datatilsynets rolle ved behandling af personoplysninger ved tv-overvågning

Tilsynsmyndighed med persondataloven

Den behandling af personoplysninger, som en tv-overvågning indebærer, er ligesom anden behandling af personoplysninger reguleret i persondataloven.

Datatilsynet har til opgave at føre tilsyn med persondatalovens overholdelse. Datatilsynet fører tilsyn med offentlige myndigheder, virksomheder, organisationer og andre private dataansvarlige.

Hvis der er tale om spørgsmål vedrørende tv-overvågning ved domstolene, kan Domstolsstyrelsen kontaktes.

Spørgsmålet om, i hvilke tilfælde og på hvilken måde private kan foretage tv-overvågning, er reguleret af lov om tv-overvågning.

Datatilsynet er ikke tilsynsmyndighed i forhold til tv-overvågningsloven. Hvis man mener, at der er tale om overtrædelse af tv-overvågningslovens regler, kan henvendelse ske til politiet.

Rådgivning og vejledning

Datatilsynet yder råd og vejledning om behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.

Ved planlægning af større projekter, som indebærer behandling af personoplysninger, er det tilsynets erfaring, at det ofte er en god ide at være opmærksom på persondataloven tidligt, så der fra starten kan tages højde for lovens krav i arbejdet.

Sager af egen drift

Persondataloven giver Datatilsynet mulighed for at tage sager op af egen drift, hvis tilsynet finder anledning dertil.

Det kan f.eks. være, at tilsynet bliver bekendt med, at der foregår en behandling i strid med loven.

Tilsynet foretager desuden inspektioner (kontrol-besøg) hos virksomheder, organisationer og myndigheder, der behandler personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.

Tilsynet kan kræve alle oplysninger

Datatilsynet kan efter persondataloven kræve enhver oplysning, der er af betydning for dets virksomhed, herunder til afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens bestemmelser.

Overtrædelse af loven

Hvis Datatilsynet i forbindelse med en inspektion eller på anden vis må konstatere, at en privat dataansvarlig eller en offentlig myndighed har overtrådt persondataloven, og der er tale om overtrædelser af en vis alvor, udtaler tilsynet kritik.

Over for private virksomheder mv. har tilsynet mulighed for at give påbud og forbud med henblik på overholdelse af loven og kan i yderste konsekvens skride til politianmeldelse.

Hvis offentlige myndigheder ikke følger loven, vil Datatilsynet kunne udtale kritik og evt. indberette overtrædelsen til en overordnet myndighed eller kommunalbestyrelsen.

Klage til Datatilsynet

Som borger kan du få hjælp i Datatilsynet , hvis du har spørgsmål om behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning.

Du kan også henvende dig til Datatilsynet , hvis du mener, at en behandling af oplysninger om dig ikke lever op til lovens krav.

Datatilsynet vil vurdere, om der er grundlag for at undersøge sagen nærmere. Du vil i alle tilfælde få en tilbagemelding på din henvendelse.