Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Sikkerhed ved optagelse og opbevaring i forbindelse med tv-overvågning

Persondataloven stiller krav om, at personoplysninger skal behandles sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Det betyder bl.a., at der skal være de nødvendige tekniske og fysiske foranstaltninger imod, at optagelser fra et overvågningskamera kommer til uvedkommendes kendskab eller misbruges.

Som eksempler på sikkerhed kan nævnes

  • fysisk sikring af datamedier,
  • adgangskontrol og brug af password,
  • uddannelse og instruktion.

Datatilsynets anbefalinger

Datatilsynet anbefaler alle, der foretager tv-overvågning, følgende:

Beskriv sikkerheden!

Beskriv hvordan I beskytter tv-optagelserne. Beskrivelsen kan være særlige retningslinier, der indgår i myndighedens uddybende sikkerhedsregler eller som en del af virksomhedens information til medarbejderne.

Datatilsynet har udformet en skabelon til et skema om tv-overvågning. Med udgangspunkt heri kan I enkelt og nemt lave jeres egen politik og procedure for tv-overvågning. Datatilsynet anbefaler, at skemaet anvendes, selv om man ikke har en sikkerhedspolitik.

Skemaet kan hentes på www.datatilsynet.dk

I kan også selv formulere jeres sikkerhedspolitik, og nogle virksomheder og myndigheder vil formentlig allerede have en sådan. De emner, som indgår i Datatilsynets skabelon, bør under alle omstændigheder medtages og gennemføres i virksomheden.

Når procedurerne er skrevet ned, ved man altid, hvad der er besluttet, selv om der f.eks. sker udskiftninger i det personale, der har med tv-overvågningen at gøre. Når virksomheden ansætter nye medarbejdere, vil disse nemt og hurtigt kunne sætte sig ind i virksomhedens procedurer for den tv-overvågning, som foretages.

Skemaet om tv-overvågning vil også kunne anvendes som dokumentation, der kan fremvises, når Datatilsynet kommer på kontrolbesøg.

Begræns adgangen til optagelserne til nogle få personer!

Både den tekniske og den fysiske adgang til optagelserne skal begrænses til personer, der har et sagligt behov for at gennemse optagelserne. Det skal være så få personer som muligt.

Sørg for, at man kun kan få adgang til pc’ere og andet elektronisk udstyr med en adgangskode!

Kun de personer, der skal have adgang, må få en adgangskode til det udstyr, hvorpå data behandles.

De personer, der har adgangskode, må ikke overlade koden til andre eller lade den ligge, så andre kan se den.

Sørg for, at datamedier altid er beskyttede!

Datamedier med optagelser på skal altid være beskyttede. Det gælder f.eks. både under selve optagelsen, og hvis billederne senere lagres andre steder eller på andre datamedier.

Kravet om beskyttelse gælder også kopier af optagelser. Det kan f.eks. være optagelser, som er kopieret med henblik på fremsendelse til politiet.

Beskyt data ved opkobling over internet!

Hvis optagelser eller billeder derfra overføres over internet og lign. (åbne net), kan der være et behov for kryptering.

Om dette er nødvendigt, afhænger af, om der er nærliggende risiko for, at uvedkommende vil kunne søge at skaffe sig adgang til tv-overvågningen under overførslen.

Hvis der er adgang fra en pc uden for virksomheden, skal denne adgang også beskyttes med adgangskode/password.

Giv instruktion til medarbejdere, der håndterer personoplysninger!

De medarbejdere, der behandler personoplysninger, skal have den fornødne instruktion. F.eks. om, hvornår optagelserne må gennemses og videregives eller forevises for andre samt om sletterutiner, der skal følges.

Husk også at fortælle medarbejderne om virksomhedens politik vedrørende tv-overvågning. Giv dem det udfyldte skema om tv-overvågning – eller myndighedens uddybende sikkerhedsregler. Dette er forudsætningen for, at de kan efterleve sikkerhedsreglerne.