Når din organisation opdager et brud på persondatasikkerheden, går det af og til stærkt. Det skal afdækkes, hvad der er sket, hvorfor det er sket, og hvad der skal gøres på både kort og langt sigt. Og så skal man i mange tilfælde underrette Datatilsynet.
Men selv om man har travlt, betaler det sig at bruge tid på omhyggeligt at beskrive bruddet, når man anmelder det til os. Anmeldelsen skal skrives, så personer, der ikke har en indsigt i din virksomhed eller myndighed forstår, hvad der er sket.
En præcis anmeldelse er nemlig ikke bare god dokumentation om bruddet til jer selv - den kan også spare jer for eventuelle opfølgende spørgsmål fra Datatilsynet. Vi modtager flere hundrede anmeldelser om ugen, og vi screener dem alle, så vi kan vurdere, om bruddet er håndteret ordentligt, og om dem, der er berørt af bruddet, skal underrettes. Og hvis vi har brug for mere information, kontakter vi jer - også selv om I har hænderne fulde.
I er også altid velkomne til at kontakte Datatilsynet for råd og vejledning i forbindelse med anmeldelser af brud på persondatasikkerheden, og I kan i øvrigt læse mere om brud på persondatasikkerheden på vores hjemmeside og i vores vejledning.