Det sker af og til, at organisationer anvender manuelle eller tekniske løsninger, hvor personoplysninger i dokumenter ”maskeres” – f.eks. ved at tekstfarven ændres til hvid, teksten gennemstreges, gøres gennemsigtig eller lignende – før, at dokumentet afsendes eller offentliggøres. Ofte er organisationen imidlertid ikke opmærksom på, at det for de fleste vil være relativt simpelt at ”afmaskere” oplysningerne, og en maskering derfor ikke medfører, at oplysningerne er blevet fjernet fra dokumentet. En deling eller offentliggørelse af maskerede oplysninger kan derfor f.eks. føre til brud på persondatasikkerheden, hvis oplysningerne utilsigtet blev delt eller offentliggjort.
Man skal derfor sikre sig, at man rent faktisk har til hensigt at dele eller offentliggøre oplysninger, der maskeres. Hvis det ikke er tilfældet, skal man huske at fjerne oplysningerne fra dokumenterne, før de deles eller offentliggøres, og man kan med fordel bruge tekniske værktøjer som scanninger og lignende, der kan kontrollere, at der ikke er maskerede oplysninger i dokumenter.
Du kan læse mere om styret og overvåget offentliggørelse af data på Datatilsynets hjemmeside her.