Databeskyttelsesforordningen giver mulighed for, at EU-Kommissionen kan træffe en såkaldt tilstrækkelighedsafgørelse, hvis beskyttelsesniveauet for personoplysninger i et tredjeland i det væsentlige svarer til beskyttelsesniveauet i EU/EØS.
Ved sin vurdering foretager EU-Kommissionen bl.a. en analyse af de regler, der gælder for behandling af personoplysninger i tredjelandet, men også en analyse af, hvordan tredjelandet efterlever grundlæggende retsstatsprincipper, giver ret til klageadgang og domstolsprøvelse mv.
Tilstrækkelighedsafgørelsen indebærer, at man kan overføre personoplysninger til det pågældende tredjeland uden at skulle tilvejebringe et overførselsgrundlag i databeskyttelsesforordningens artikel 46, f.eks. EU-Kommissionens standardbestemmelser eller bindende virksomhedsregler. Det er derimod tilstrækkeligt at henvise til tilstrækkelighedsafgørelsen som sit overførselsgrundlag.
Selvom der således er tale om et såkaldt sikkert tredjeland, skal man være opmærksom på, at EU-Kommissionens tilstrækkelighedsafgørelse ikke altid dækker hele det pågældende land. Tilstrækkelighedsafgørelsen kan eksempelvis være begrænset til at vedrøre et bestemt område i landet, en særlig sektor eller en bestemt type personoplysninger.