Toldinformationssystemet - Customs Information System (CIS)

Toldinformationssystemet (CIS) er oprettet med det formål at bekæmpe svig inden for EU ved gennem hurtig deling af informationer mellem medlemsstaternes myndigheder at kunne forebygge, efterforske og retsforfølge transaktioner i strid med EU’s told- og landbrugsbestemmelser og nationale love vedrørende toldadministration.

CIS består af en central database, som hver medlemsstat og EU-Kommissionen har adgang til via terminaler. Systemet skal udelukkende omfatte og indeholde data, der er nødvendige for at opfylde systemets formål.

CIS kan blandt andet indeholde oplysninger om varer, transportmidler, virksomheder, personer og udviklingen i bedragerisager.

Dine rettigheder som registreret i CIS

Enhver person kan anmode den kompetente nationale tilsynsmyndighed eller Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (ofte forkortet EDPS) om at få indsigt i personoplysninger, der vedrører den pågældende selv for at kontrollere, om oplysningerne er nøjagtige, og hvordan de er blevet eller vil blive brugt.

Tilsyn med CIS

Toldstyrelsen er dataansvarlig, mens Datatilsynet er tilsynsmyndighed for CIS i Danmark. Det betyder, at Datatilsynet fører tilsyn med behandlingen af informationer i den danske del af det fælleseuropæiske toldinformationssystem.

Datatilsynet deltager endvidere i koordinationsgrupper på EU-niveau vedrørende tilsynet med CIS.

Hvis du vil klage til Datatilsynet

Der gælder ingen formelle krav til anmodninger/klager, men det anbefales, at du medsender følgende oplysninger til Datatilsynet:

  • en beskrivelse af hvad du ønsker at klage over
  • en kopi af den afgørelse eller det svar, som du har modtaget fra Toldstyrelsen
  • eventuelt andet materiale, som du mener, er relevant for din klage

Hvis du klager til Datatilsynet over behandlingen af/adgangen til dine oplysninger i CIS, før du har rettet henvendelse til Toldstyrelsen, vil Datatilsynet normalt oversende din klage til Toldstyrelsen til behandling. Det skyldes, at Toldstyrelsen som nævnt ovenfor er dataansvarlig for CIS. 

Retsgrundlag

For dig der gerne vil vide mere om retsgrundlaget for toldinformationssystemet, kan du læse herom via følgende links: