Genvejsmenu:
S - Indhold
1 - Forside
2 - Nyheder
3 - Oversigt
4 - Søg

Fælles europæisk reaktion på sagen om Cambridge Analytica og Facebook

13.04.18

EU's rådgivende databeskyttelsesorgan, den såkaldte Artikel 29-gruppe, som består af cheferne for de europæiske datatilsyn, har fuldt fokus på sagen om Cambridge Analytica og Facebook. Sammen bakker gruppen op om det store arbejde, som det britiske datatilsyn (ICO) i øjeblikket udfører for at undersøge sagen til bunds.

Artikel 29-gruppen har endvidere besluttet at nedsætte en undergruppe, der skal udarbejde en strategi for arbejdet med sociale medier generelt.

Tidligere i denne uge mødtes Artikel 29-gruppen i Bruxelles og brugte naturligt en del tid på at diskutere sagen om Cambridge Analytica og Facebook. Datatilsynets direktør Cristina Angela Gulisano deltog i mødet.

"Det er en dybt problematisk sag, som vi tager meget alvorligt. Derfor er vi glade for, at vores britiske kollegaer, som har kontakten til Cambridge Analytica, i øjeblikket har sat alt ind på at få undersøgt, hvad der er foregået," siger Cristina Angela Gulisano og fortsætter:

"Når der er tale om sager i denne størrelsesorden, er det afgørende, at vi står sammen i EU og gør fælles front, når det står klart, hvad der er sket. Den type samarbejde er helt klart vejen frem, og denne udvikling understøttes derfor også af databeskyttelsesforordningen, som finder anvendelse i hele EU lige om lidt."

Mere information
Læs udtalelsen fra Artikel 29-gruppen

Se DR's guide til, hvordan du beskytter dine oplysninger på Facebook