Hvad synes du er vigtigt, når det gælder kunstig intelligens?

Dato: 04-12-2018

Nu kan du komme med bemærkninger til en erklæring om kunstig intelligens og databeskyttelse.

Har du en holdning til, hvad der er vigtigt, når det gælder kunstig intelligens og databeskyttelse, så har du indtil 25. januar 2019 mulighed for at komme med bemærkninger til den erklæring om netop dette yderst aktuelle emne, som en lang række databeskyttelsesmyndigheder fra hele verden vedtog den 23. oktober 2018 på deres årsmøde i forbindelse med den internationale konference for databeskyttelseskommissærer (International Conference of Data Protection and Privacy Commissioners (ICDPPC)).

Erklæringen opstiller seks vejledende principper, der må anses for kerneværdier i relation til anvendelse af kunstig intelligens under respekt af menneskerettighederne. Principperne bygger til dels på elementer fra databeskyttelsesområdet, men også på etiske overvejelser uløseligt forbundet med udviklingen af kunstig intelligens.

Modtagne bidrag vil indgå i arbejdet i en ny arbejdsgruppe om etik og databeskyttelse i kunstig intelligens, som ved samme lejlighed er blevet nedsat.

Du kan læse erklæringen her.

På den internationale konferences sekretariats hjemmeside om erklæringen finder du i øvrigt oplysninger om, til hvilken e-mailadresse du sender dine bemærkninger sammen med en række andre praktiske oplysninger i den forbindelse.