Ny afgørelse: Klage over søgefunktion på kommunes hjemmeside

Publiceret 07-11-2019
Nyhed

Datatilsynet har truffet afgørelse i en sag, hvor en borger klagede over, at en kommune behandlede oplysninger om borgeren i forbindelse med en ”type-ahead”-søgefunktion på kommunens hjemmeside. Datatilsynet fandt i sagen, at der var et lovligt grundlag for den omhandlede behandling af oplysninger.

Den pågældende søgefunktion foreslog bestemte søgeforslag automatisk. Ved indtastning af bestemte ord blev klagers navn således automatisk foreslået og to søgeresultater fremkom ved søgningen.

I den pågældende sag havde kommunen oplyst, at der var tale om en ”type-ahead” funktion, der benyttes på mange kommunale, regionale og statslige hjemmesider. Formålet med funktionen var at tilbyde en bedre service for borgerene. Kommunen oplyste endvidere, at når en bruger udfører en søgning, gemmes alene det indtastede søgeord i søgemaskinen. 

Datatilsynet lagde i sin afgørelse blandt andet vægt på kommunens vurdering af, at søgefunktionen er et redskab, der skal understøtte kommunens overholdelse af den almindelige vejledningspligt overfor borgerne i forbindelse med indholdstunge hjemmesider, som den omhandlede.

Læs afgørelsen her.