Klage over beboerklagenævns videregivelse af oplysninger

Publiceret 29-09-2004
Historisk afgørelse

Journalnummer: 2004-313-0252

Brev af 29. september 2004:

Ved brev af 19. april 2004 har De klaget til Datatilsynet over, at Beboerklagenævnet for A og B kommuner (Beboerklagenævnet) har videregivet oplysninger om Dem.

Ved brev af 19. maj 2004 er Beboerklagenævnet fremkommet med en udtalelse i sagen. Der er endvidere indhentet oplysninger telefonisk den 1. juni 2004. De har afgivet kommentarer til sagen ved brev af 21. juni 2004.

Beboerklagenævnet har til sagen oplyst, at Beboerklagenævnet den 21. april 2003 modtog klage fra Dem, som blev sendt til høring hos boligforeningen. Idet der ikke var mulighed for at besigtige lejemålet blev sagen efterfølgende afvist. Beboerklagenævnet har endvidere oplyst, at nævnet efterfølgende modtog en henvendelse fra Dem den 1. marts 2004, som Beboerklagenævnet afviser med henvisning til, at der allerede var truffet afgørelse i sagen. Beboerklagenævnet har efterfølgende ved brev af 18. marts 2004 oplyst til Dem, at nævnet ikke har rettet henvendelse til Deres udlejer forinden afvisning af Deres klage af 1. marts 2004.

Beboerklagenævnet har yderligere til sagen oplyst, at indkomne breve til Beboerklagenævnet indgår i en manuel sagsmappe. Ved beboerklagenævnets virke anvendes tekstbehandling og sagsakter journaliseres elektronisk.

De har til sagen oplyst, at De finder, at Beboerklagenævnet i forbindelse med nævnets behandling af Deres klage af 1. marts 2004 har videregivet oplysninger om Dem til boligforeningen. De har i den forbindelse henvist til, at De den 29. marts 2004 blev kontaktet af en for Dem ukendt person, der beskyldte Dem for at have anklaget Deres overbo for bevidst at genere Dem. De finder på den baggrund at kunne konkludere, at Beboerklagenævnet har videregivet oplysninger om Deres klage af 1. marts 2004 til boligforeningen, der herefter har videregivet oplysningerne til andre beboere.

Datatilsynet skal på denne baggrund udtale følgende:

Persondataloven gælder ifølge lovens § 1, stk. 1, for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling, og for ikke elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register.

Det fremgår af lovens forarbejder, at manuel behandling af oplysninger, der ikke er eller vil blive indeholdt i et register, falder uden for lovens almindelige anvendelsesområde. I det omfang, behandling af personoplysninger sker såvel elektronisk som manuelt, f.eks. ved at der sker elektronisk journalisering og sagsstyring af en manuel sag, vil den behandling, som knytter sig til den manuelle sag, således ikke være omfattet af loven. Derimod vil den elektroniske journalisering og sagsstyring være omfattet.

Ved “behandling” forstås ifølge lovens § 3, nr. 2, enhver operation eller række af operationer med eller uden brug af elektronisk databehandling, som oplysningerne gøres til genstand for. Omfattet af begrebet er f.eks. indsamling, registrering, videregivelse og opbevaring.

Behandling af almindelige ikke-følsomme oplysninger, herunder f.eks. oplysninger om klage over støjgener, skal ske i overensstemmelse med persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 1-7. Behandling kan herefter bl.a. ske, hvis den registrerede har givet udtrykkeligt samtykke hertil, jf. § 6, stk. 1, nr. 1, hvis behandlingen er nødvendig for at overholde en retlig forpligtigelse, som påhviler den dataansvarlige, jf. § 6, stk. 1, nr. 3, eller hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave, der henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige eller en tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt, jf. § 6, stk. 1, nr. 6.

Videregivelse fra en manuel sag er således ikke omfattet af persondatalovens anvendelsesområde, jf. lovens § 1, stk. 1.

Videregivelse fra beboerklagenævnets tekstbehandlingssystem og elektroniske journaliseringssystem vil derimod være omfattet af persondatalovens § 1, stk. 1.

Ud fra det oplyste har Datatilsynet ikke grundlag for at antage, at en eventuel videregivelse vil være i strid med persondatalovens § 6, stk. 1, nr. 6. Datatilsynet har herved lagt vægt på, at der er tale om almindelige ikke-følsomme oplysninger, og at en myndighed som led i sin sagsbehandling kan være forpligtet til at videregive oplysninger.

Datatilsynet finder på den baggrund ikke grundlag for at foretage sig yderligere i sagen, og anser den hermed for afsluttet.

Kopi af dette brev er d.d. sendt til Beboerklagenævnet for A og B kommuner til orientering.

 

Brev af 26. oktober 2004:

Ved e-post af 6. oktober 2004 har De anmodet Datatilsynet om at revurdere Datatilsynets afgørelse af 29. september 2004.

De oplyser i e-post af 6. oktober 2004, at De finder, at Datatilsynets afgørelse er truffet på et forkert og ulovligt grundlag.

Datatilsynet finder ikke, at der i Deres e-post af 6. oktober fremkommer nye oplysninger i forhold til det grundlag, som Datatilsynets afgørelse af 29. september 2004 bygger på. Datatilsynet finder derfor ikke grundlag for at genoptage sagen, men kan henholde sig til udtalelsen af 29. september 2004.

Datatilsynets skal henlede Deres opmærksomhed på, at det følger af persondatalovens § 61, at Datatilsynets afgørelser efter persondataloven er endelige og ikke kan indbringes for en anden administrativ myndighed.

Klage over Datatilsynets sagsbehandling mv. kan dog indgives til Folketingets Ombudsmand, Gl. Torv 22, 1457 København K. Datatilsynet skal gøre opmærksom på, at klage skal indgives inden 1 år. Datatilsynets afgørelser kan endvidere indbringes for domstolene.

De har endvidere anmodet om at modtage kopi af Deres e-post af 6. oktober 2004. Kopi af e-post af 6. oktober 2004 vedlægges.

Datatilsynet foretager ikke yderligere i sagen på det foreliggende grundlag.