Vedrørende indeståelseserklæring fra inkassobureau (I)

Publiceret 01-06-2006
Historisk afgørelse Private virksomheder

Journalnummer: 2005-2211-0352

På baggrund af en anmodning fra Dansk Inkassobrancheforening har RKI Kredit Information A/S ved brev af 5. december 2005 rettet henvendelse til Datatilsynet og spurgt, om inkassobureauer på lige fod med advokater kan indestå for, at betingelserne i persondatalovens § 23, stk. 3, er opfyldt ved indberetning til RKI Kredit Information A/S.

Det fremgår af RKI Kredit Information A/S’ henvendelse, at inkassobureauerne har vanskeligt ved at forstå, at det ikke er muligt for bureauerne at indestå for opfyldelse af betingelserne i persondatalovens § 23, stk. 3, og at dette skaber en urimelig konkurrenceforvridning mellem inkassobureauer og advokater.

Med baggrund i inkassolovens bestemmelser er det endvidere inkassobureauernes helt klare opfattelse, at bureauerne på lige fod med advokaterne er i stand til at kunne håndtere indeståelseserklæringer på en sikker og tilfredsstillende måde.

RKI Kredit Information A/S har anført, at inkassobureauerne efter selskabets opfattelse er i stand til på fuld forsvarlig vis at kunne indestå for videregivelsesgrundlaget i de enkelte sager.

Ved breve af 7. december 2005 og 18. august 2006 har RKI Kredit Information A/S rejst et supplerende spørgsmål i forhold til selskabets oprindelige henvendelse.

RKI Kredit Information A/S oplyser i den forbindelse, at flere inkassobureauer overfor RKI Kredit Information A/S har givet udtryk for, at man hos et andet kreditoplysningsbureau kan afgive en generel indeståelseserklæring og således ikke skal afgive en indeståelseserklæring ved hver enkelt indberetning.

Datatilsynet anmodes på den baggrund om at be- eller afkræfte, om en sådan mulighed består og oplyse, om Datatilsynet over for andre kreditoplysningsbureauer er fremkommet med andre muligheder, der gør indberetningen og/eller dokumentationen nemmere.

Datatilsynet skal – efter sagen har været behandlet på et møde i Datarådet – udtale følgende:

1. Efter persondatalovens § 20, stk. 1, kan RKI Kredit Information A/S som kreditoplysningsbureau behandle – herunder registrere og videregive – oplysninger, som efter deres art er af betydning for bedømmelse af økonomisk soliditet og kreditværdighed.

Ifølge lovens § 23, stk. 3, må summariske oplysninger om skyldforhold kun videregives, hvis oplysningerne hidrører fra Statstidende, er indberettet fra en offentlig myndighed efter reglerne i persondatalovens kapitel 5, eller hvis oplysningerne vedrører skyldforhold til samme kreditor på mere end 1.000 kr., og kreditor enten har erhvervet den registreredes skriftlige erkendelse af en forfalden gæld, eller hvis der er foretaget retslige skridt mod den pågældende. Oplysninger om endeligt godkendt gældssanering må dog ikke videregives.

Reglen i persondatalovens § 23, stk. 3, bygger på § 12, stk. 3, i lov om private registre, som blev indsat ved lov nr. 383 af 10. juni 1987 om ændring af lov om private registre med virkning fra 1. april 1988.

Ifølge bemærkningerne til denne bestemmelse skal bureauerne sikre sig det nødvendige bevis (dokumentation) for, at der foreligger en skriftlig erkendelse af en forfalden gæld, eller at der er foretaget retslige skridt. Bevis i form af en fotokopi af skylderklæringer, eller en stævning, hvoraf fremgår, at den er indleveret til retten, vil i tilfælde, hvor der ikke er strid i sagen, normalt være nok.

Det har således været hensigten, at kreditoplysningsbureauer i forbindelse med registrering og videregivelse af summariske oplysninger skal sikre sig, at der ikke sker videregivelse af urigtige eller vildledende oplysninger om den registrerede. Det bemærkes i den forbindelse, at det er kreditoplysningsbureauets ansvar, at lovens regler er opfyldt.

Ved udøvelse af inkassovirksomhed skal et inkassobureau iagttage inkassoloven (lov nr. 319 af 14. maj 1997) og bekendtgørelse nr. 1074 af 11. december 2003 om autorisation og sikkerhedsstillelse m.v. ved udøvelse af inkassovirksomhed.

Inkassoloven gælder ifølge § 1 for al inkassovirksomhed. Undtaget er dog de former for inkassovirksomhed, der er nævnt i stk. 2 og stk. 3, herunder inkassovirksomhed, der udøves af advokater som led i udøvelsen af selvstændig advokatvirksomhed.

Efter inkassoloven gælder en særlig autorisationsordning for inkassobureauer og visse andre virksomheder, som erhvervsmæssigt inddriver fordringer for andre, eller som erhvervsmæssigt opkøber forfaldne fordringer med henblik på inddrivelse på egne vegne. Reglerne om autorisation er beskrevet i lovens kapitel 2 (§§ 3-7).

Det fremgår således af lovens § 4, at den, der ansøger om autorisation, skal gøre det antageligt, at den pågældende vil kunne udøve inkassovirksomhed forsvarligt og i overensstemmelse med god inkassoskik. Ifølge stk. 2 i samme bestemmelse skal ansøgeren også stille betryggende sikkerhed for pengekrav, som måtte opstå som følge af vedkommendes udøvelse af inkassovirksomhed.

Bekendtgørelsen om autorisation og sikkerhedsstillelse m.v. ved udøvelse af inkassovirksomhed indeholder nærmere regler om sikkerhedsstillelsen.

Herudover skal ansøgeren for at kunne blive autoriseret opfylde de særlige krav, der er nærmere opregnet i lovens § 5. Her stilles bl.a. krav om, at ansøgeren skal være fyldt 25 år, ligesom vedkommende ikke må have betydelig forfalden gæld til det offentlige eller være dømt for strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af adgangen til at udøve inkassovirksomhed.

Ifølge inkassoloven kan autorisation gives til såvel fysiske som juridiske personer.

Loven indeholder endvidere bl.a. regler om godkendelse af de pågældende virksomheders personale i visse nærmere opregnede tilfælde, om selve udøvelsen af inkassovirksomhed og tilbagekaldelse og bortfald af autorisation mv. Tilbagekaldelse af autorisation kan bl.a. iværksættes af Rigspolitiet på baggrund af modtagelse af en klage over virksomheden.

2. Inkassoloven indeholder en række af de samme elementer, som findes i retsplejelovens regler for advokater og deres virke.

Så vidt ses stilles der imidlertid efter inkassoloven ikke krav om en særlig uddannelsesmæssig baggrund for autorisationshaveren eller inkassovirksomhedens personale, således som det er tilfældet efter retsplejelovens regler for advokater. Dette medfører efter Datatilsynets vurdering en risiko for, at personer med autorisation til at drive inkassovirksomhed samt disses ansatte ikke i fuldt samme omfang som advokater kan antages at have de fornødne faglige kompetencer til at afgøre, om betingelserne i persondatalovens § 23, stk. 3, er opfyldt.

Det må endvidere fremhæves, at advokater er underlagt tilsyn fra Advokatsamfundet og kan indklages for Advokatnævnet. Advokater er desuden forpligtet til at tegne en ansvarsforsikring.

Under henvisning hertil finder Datatilsynet således, at der ikke er tilstrækkeligt grundlag for at give inkassovirksomheder adgang til at indestå for opfyldelse af betingelserne i persondatalovens § 23, stk. 3, ved indberetning til et kreditoplysningsbureau.

3. Datatilsynet kan oplyse, at tilsynet – i forbindelse med en sag med et andet kreditoplysningsbureau – har taget stilling til, om det er muligt for en advokat at afgive en generel indeståelseserklæring over for et kreditoplysningsbureau om opfyldelse af betingelserne for registrering og videregivelse, i modsætning til det nuværende krav om indeståelse ved hver enkelt indberetning.

I den forbindelse har Datatilsynet inden for rammerne af persondataloven accepteret, at advokater ved indgåelse af en certificeringsaftale med et kreditoplysningsbureau generelt indestår for opfyldelse af betingelserne i persondatalovens § 23, stk. 3. Datatilsynet har accepteret en sådan ordning under forudsætning af, at advokaten i forbindelse med konkrete indberetninger af fordringer oplyser, hvilken fordring der er tale om, samt hvilken type fundament der danner grundlag for registrering og videregivelse.

4. Datatilsynet forventer i løbet af kort tid at offentliggøre dette brev på sin hjemmeside.