Klage over manglende adgang til indsigt i optagelser fra tv-overvågning

Publiceret 02-12-2008
Historisk afgørelse Private virksomheder

Journalnummer: 2008-212-0076

Datatilsynet vender hermed tilbage til sagen, hvor De ved e-post af 6. marts og ved brev af 27. marts 2008 har klaget til Datatilsynet over, at De ikke på anmodning har modtaget kopi af en tv-overvågningsoptagelse fra den 7. november 2007 optaget i en forretning (F), hvor De faldt. 

Sagsfremstilling

Ved brev af 1. april 2008 anmodede Datatilsynet F om en udtalelse og bad i den forbindelse om svar på en række spørgsmål. 

Ved brev af 2. april og e-post af 26. maj, 5., 6. juni, brev af 4. juli og e-post af 20. august 2008 er De fremkommet med udtalelser til sagen. 

Ved fax modtaget i Datatilsynet den 4. juni og 12. august 2008 er F fremkommet med udtalelser til sagen. F er endvidere ved telefonsamtale af 15. august 2008 fremkommet med supplerende bemærkninger. 

Det fremgår herefter af sagen, at De den 7. november 2007 faldt i indgangspartiet til F, og at De den 12. november 2007 skriftligt anmodede F om at modtage en kopi af optagelsen af hændelsen. De rejste i samme brev endvidere krav om erstatning i anledning af hændelsen. 

Det fremgår videre, at F den 28. november 2007 sendte Dem en e-post, hvoraf det bl.a. fremgik, at optagelserne af Deres fald den 7. november 2007 (herefter optagelserne) var sendt til et forsikringsselskab (B), at F ikke ville give Dem optagelserne fra tv-overvågningen, og at F havde gemt en kopi af optagelserne, hvis der skulle blive brug for det. 

Det fremgår desuden, at De den 21. maj 2008 modtog en DVD med optagelser af Deres fald den 7. november 2007. 

F har oplyst, at overvågning sker for at sikre personalet og kunder. 

F har desuden oplyst, at Deres fald kun kunne ses på optagelserne fra det kamera, De har fået udleveret optagelser fra, og at F ikke behandler eller har behandlet optagelser af faldet, der ikke er blevet udleveret til Dem den 21. maj 2008. 

F har endvidere oplyst, at optagelserne vil blive slettet, når sagen er færdig. 

F har præciserende oplyst, at det kamera, der er placeret i indgangspartiet i butikken, alene foretager overvågning af flaskeautomaten, som det er placeret direkte overfor, og at der ikke er eller har været optagelser af faldet fra dette kamera. 

Vedrørende såvel de af F gemte optagelser som den udleverede kopi af optagelserne har F ved fax af 4. juni 2008 oplyst, at der er sket anonymisering af overskudsinformation. 

F har endvidere oplyst, at forretningen har givet B besked om, at filen ikke måtte gemmes mere end ca. 1 måned efter faldet, da F blev bekendt med dette. 

De har oplyst, at det er korrekt, at overskudsinformation er anonymiseret i den DVD med optagelserne, som De har modtaget. 

De har endvidere i en af sagens dokumenter oplyst, at De den 8. november 2007 anmodede F om at se optagelserne af faldet. 

F har anført, at De er blevet gjort bekendt med optagelsen, og at denne er sendt til B, så B kunne se, at det er rigtigt, at De faldt i butikken. 

F har endvidere anført, at virksomheden beklager, at virksomheden ikke har været opmærksom på, hvordan man behandler sådan en sag, da virksomheden aldrig har været ude for en tilsvarende situation. 

De har anført, at De ikke mener, at De har modtaget alle optagelser af faldet, og har i den forbindelse henvist til, at De ikke har modtaget optagelser fra et nærmere angivet kamera placeret i indgangspartiet i butikken samt et kamera placeret udenfor butikken. De anfører i den forbindelse, at Deres gangtempo på vej ind i butikken forud for faldet er blevet inddraget af F’s advokat i erstatningssagen, hvorfor De mener, at F har optagelser fra det udendørs kamera. 

De har endvidere anført, at De ikke kan se, om der fra F’s side er blevet klippet i den udleverede sekvens, idet sekvensen ikke indeholder nogen tidsangivelse. 

Endelig har De anført, at De mener, at det er tilstrækkeligt, at optagelserne indeholder optagelser af Dem, og det således ikke kun er optagelsen af selve faldet, De har ret til indsigt i. De har således anført, at De ikke har fået Deres anmodning om egenaccess opfyldt. 

De har endvidere anført, at De ikke mener, at der er sket anonymisering af overskudsinformation i det materiale, som B har fået tilsendt. 

De har oplyst, at den udgave af optagelserne, som De har modtaget, er låst imod kopiering. De mener, at det ikke kan være lovligt. 

Endelig har De fremført en række argumenter vedrørende overtrædelse af straffelovens § 178 og F’s erstatningsansvar samt de skader, som De mener at have pådraget Dem. 

Datatilsynet skal, efter at sagen har været behandlet på et møde i Datarådet, udtale følgende: 

Af persondatalovens § 1, stk. 7, fremgår, at loven gælder for enhver form for behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning. 

Udlevering af optagelser til Dem

Datatilsynet må på baggrund af det, der er oplyst til sagen, lægge til grund, at De senest den 12. november 2007 anmodede om indsigt i nærmere beskrevet omfang. Ud fra det oplyste må Datatilsynet endvidere lægge til grund, at Deres anmodning alene angik optagelser af Deres fald i F den 7. november 2007.

Datatilsynet finder, at De efter persondatalovens § 31 var berettiget til indsigt heri. 

Datatilsynet kan imidlertid konstatere, at F ved e-post af 28. november 2007 afslog Deres anmodning om indsigt, og at De først den 21. maj 2008 – efter De havde klaget til Datatilsynet – modtog en DVD med optagelser af Deres fald. 

Datatilsynet finder, at F’s afslag på Deres anmodning om indsigt var i strid med persondatalovens § 31. 

De har bl.a. anført, at De ikke mener, at De har modtaget alle optagelser af faldet. 

Datatilsynet har ud fra de foreliggende informationer ikke grundlag for at tilsidesætte F’s oplysninger om, at De den 21. maj 2008 har modtaget alle de optagelser, som De har anmodet om indsigt i. Datatilsynet har herved lagt vægt på F’s oplysninger om det andet kameras placering mv. 

Datatilsynet bemærker i den forbindelse, at De efter persondataloven ligeledes har ret til eventuelle yderligere optagelser, hvorpå De måtte indgå. 

F’s opbevaring af optagelser i mere end 30 dage

Af persondatalovens § 26 a, stk. 2, fremgår, at billed- og lydoptagelser med personoplysninger, der optages i forbindelse med tv-overvågning i kriminalitetsforebyggende øjemed, skal slettes senest 30 dage efter, at optagelserne er foretaget. Af persondatalovens § 26 a, stk. 3, fremgår imidlertid, at optagelser kan opbevares i et længere tidsrum end nævnt i stk. 2, hvis det er nødvendigt af hensyn til den dataansvarliges behandling af en konkret tvist. Den dataansvarlige skal i så fald inden for 30 dage underrette den, som tvisten vedrører, og på anmodning udlevere en kopi af optagelsen til den pågældende. 

Det fremgår af forarbejderne til persondatalovens § 26 a, stk. 3, at bestemmelsen giver adgang til at opbevare oplysninger om den, som tvisten vedrører, men derimod ikke til opbevaring af optagelser af andre personer, som ikke har relation til den pågældende tvist. Opbevaring af såkaldt »overskudsinformation« skal den dataansvarlige undgå ved i videst muligt omfang at anonymisere de pågældende oplysninger, i det omfang det er muligt for den dataansvarlige. 

Datatilsynet må på baggrund af det, der er oplyst til sagen, lægge til grund, at F har opbevaret og fortsat opbevarer optagelser af Deres fald i butikken den 7. november 2007. 

Datatilsynet må endvidere lægge til grund, at F har opbevaret optagelser af hændelsen, der indeholder information om andre personer, som ikke har relation til den pågældende tvist – såkaldt ”overskudsinformation” – længere end 30 dage. 

Endelig lægger Datatilsynet – på baggrund af det, der er oplyst til sagen – til grund, at F nu har anonymiseret information om andre personer, som ikke har relation til den pågældende tvist. 

Datatilsynet finder, at F var berettiget til at opbevare optagelser af faldet i længere tid end 30 dage efter persondatalovens § 26 a, stk. 3. 

Datatilsynet har herved lagt vægt på, at De den 12. november 2007 rejste krav om erstatning over for F, samt at optagelserne må antages at kunne tillægges en vis bevismæssig betydning ved afgørelsen af, om Deres erstatningskrav er berettiget. 

Til Deres orientering kan Datatilsynet oplyse, at tilsynet finder F’s opbevaring af optagelser af hændelsen, der indeholdt information om andre personer, som ikke har relation til den pågældende tvist, i strid med persondatalovens § 26 a, stk. 2 og 3. 

Datatilsynet har herved lagt vægt på, at det tydeligt fremgår af tilkendegivelserne i forarbejderne til § 26 a, at opbevaring af optagelser af hændelsen, der indeholder information om andre personer, som ikke har relation til den pågældende tvist, ikke kan ske med hjemmel i § 26 a, stk. 3. Det er i forarbejderne anført, at i det omfang, det er muligt, skal der ske anonymisering af ”overskudsinformation” i videst muligt omfang. 

F’s opfyldelse af underretningspligten i persondatalovens § 26 a, stk. 3

Af persondatalovens § 26 a, stk. 3, fremgår bl.a., at den dataansvarlige – hvis optagelser opbevares af hensyn til en konkret tvist – inden for 30 dage skal underrette den, som tvisten vedrører, og på anmodning udlevere en kopi af optagelsen til den pågældende. 

Datatilsynet har noteret sig, at F den 28. november 2007 sendte Dem en e-post, hvoraf det blandt andet fremgik, at F havde gemt en kopi af optagelserne. 

Herudover skal den dataansvarlige leve op til persondatalovens grundregler, herunder bl.a. persondatalovens § 5, stk. 1, om god databehandlingsskik. 

Når der gives underretning til en person om, at tv-overvågningsoptagelser opbevares af hensyn til en konkret tvist med den pågældende, er det efter Datatilsynets opfattelse god databehandlingsskik også at gøre opmærksom på, at det er muligt for de pågældende at få en kopi af optagelsen. 

Datatilsynet skal herved tillige henvise til persondatalovens § 29, stk. 1, nr. 3, litra c, om oplysningspligt. Efter denne bestemmelse påhviler det den dataansvarlige eller dennes repræsentant ved registreringen, eller hvor de indsamlede oplysninger er bestemt til videregivelse til tredjemand, senest når videregivelsen af oplysningerne finder sted, at give den registrerede meddelelse om reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den registrerede. 

Datatilsynet har gjort F bekendt med sin opfattelse og har anmodet F om at være opmærksom på dette forhold fremover. 

F’s videregivelse af optagelserne til B

Datatilsynet lægger til grund, at F har videregivet optagelser af faldet til B i forbindelse med skadesanmeldelsen af Deres fald, og at videregivelsen skete for at afklare, om forsikringen kunne dække Deres krav om erstatning. 

Selv om videregivelsen sådan set også var i Deres interesse, skulle F imidlertid have haft Deres samtykke hertil. Dette følger af persondatalovens § 26 a, stk. 1, som medfører, at der altid skal være samtykke til videregivelse af personoplysninger fra tv-overvågning, når der ikke videregives til politiet eller i henhold til særlig lovgivning. 

Datatilsynet må således konstatere, at videregivelsen af oplysningerne om Dem ikke er sket i overensstemmelse med persondatalovens § 26 a, stk. 1. 

Sammenfatning

Ud fra en samlet vurdering af forløbet finder Datatilsynet det kritisabelt, at F ikke har levet op til persondatalovens krav. Datatilsynet har ved brev af dags dato meddelt F dette. Kopi af brevet vedlægges. 

Datatilsynet har i den forbindelse noteret sig, at F har beklaget, at virksomheden ikke har været opmærksom på, hvordan man behandler sådan en sag, da F aldrig har været ude for en tilsvarende situation. 

Datatilsynet skal for god ordens skyld gøre opmærksom på, at tilsynet forventer at omtale sagen på sin hjemmeside. Dette vil ske uden angivelse af identiteten på sagens parter. 

Datatilsynet foretager sig herefter ikke yderligere i sagen i forhold til Dem. Det bemærkes, at det ligger uden for Datatilsynets kompetence at udtale sig om spørgsmål vedrørende erstatning og straffeloven.