Klage over tv-overvågning af kollegiekøkken

Publiceret 11-01-2008
Historisk afgørelse

Journalnummer: 2007-219-0043

1. Ved brev af 10. november 2006 har De klaget til Datatilsynet over tv-overvågning af fælleskøkkenet på C Kollegiet, herunder at B har opbevaret tv-optagelser på sin private pc.

I e-post af 1. december 2006 og telefonsamtale af 5. december 2006 er De kommet med yderligere bemærkninger i sagen.

I e-post af 13. februar 2007 er B fremkommet med en udtalelse i sagen, som De har kommenteret i brev af 28. februar 2007, hvori De blandt andet bestrider en række af oplysningerne fra B.

I e-post af 30. april 2007 og telefonsamtale af 14. juni 2007 er B kommet med yderligere oplysninger i sagen. Det oplyses blandt andet, at der p.t. ikke sker tv-overvågning af køkkenet.

Ved brev af 25. juni 2007 og telefonsamtale af 5. juli 2007 er FSBbolig fremkommet med en udtalelse i sagen, som De telefonisk har kommenteret den 5. juli 2007. Kopi af brevet og telefonnotatet vedlægges til Deres orientering.

B har den 27. juli 2007 telefonisk kommenteret FSBboligs udtalelse.

I e-post af 12. september 2007 er De kommet med yderligere bemærkninger til sagen.

2. Som tidligere tilkendegivet under sagens behandling har Datatilsynet ikke kompetence til at tage stilling til eventuelle andre uoverensstemmelser og forhold vedrørende brug af fælleskøkkenet mv., som er omtalt i Deres og B’s breve til tilsynet.

3.1. Med hensyn til tv-overvågningen af fælleskøkkenet har De blandt andet oplyst, at B etablerede denne overvågning. Overvågningen var ifølge Dem etableret via et webkamera, og optagelserne blev gemt på B’s private pc. De har ikke givet Deres accept til tv-overvågningen, og idet madlavning på kollegieværelserne er forbudt, kan man ikke undgå at blive tv-overvåget. Dette fandt De var en skærpende omstændighed, som stiller endnu strengere krav til samtykket – da det ikke er ligesom på en arbejdsplads, hvor man bare kan sige sit job op, hvis man ikke bryder sig om at blive overvåget. 

3.2. B har blandt andet oplyst, at formålet med at tv-overvåge fælleskøkkenet har været at opklare en række tyverier af madvarer fra køkkenets køleskabe. Beslutningen om at erhverve et kamera blev truffet ved en flertalsafstemning på et køkkenmøde. Tv-overvågningen blev påbegyndt den 25. oktober 2006. B har desuden blandt andet oplyst, at kameraet er købt i fællesskab af køkkenet, og at det er køkkenet, som ejer kameraet. B har endvidere blandt andet oplyst, at han personligt har stillet sin computer til rådighed til brug for opbevaring af data, hvilket i fællesskab blev accepteret på køkkenmødet. For så vidt angår tidsrummet for opbevaring af data fra kameraet har B oplyst, at det på køkkenmødet blev besluttet, at data skulle opbevares i 7-14 dage.

B har herudover blandt andet oplyst, at der mundtligt er givet underretning på køkkenmøder. Der er i den forbindelse givet underretning om formålet med tv-overvågningen, hvornår optagelserne skulle gennemses, og hvilket område, som blev tv-overvåget. Endvidere blev der ved beboernes postkasser ophængt et opslag med tilsvarende information. Ifølge B drøftede han forinden iværksættelsen af tv-overvågningen sagen med kollegiets inspektør, som er ansat i FSBbolig.

B har den 14. juni 2007 telefonisk oplyst, at der ikke p.t. var tv-overvågning af køkkenet, og han har den 27. juli 2007 på forespørgsel bekræftet, at alle optagelser fra tv-overvågningen er slettet.

3.3. FSBbolig har blandt andet oplyst, at C Kollegiet er en selvejende institution med egen bestyrelse administreret af FSBbolig. For så vidt angår tv-overvågning har FSBbolig oplyst, at en beboer ikke har kompetence til at iværksætte tv-overvågning. I nærværende sag har beboeren tilknyttet kameraet til egen harddisk, hvilket ingen i FSBbolig ifølge det oplyste kendte til. FSBbolig har præciseret, at det udelukkende er kollegiets bestyrelse, der har kompetence til at træffe beslutning om iværksættelse af tv-overvågning på kollegiet, og at en sådan tv-overvågning naturligvis kun kan ske inden for lovgivningens rammer. FSBbolig har endelig oplyst, at tv-overvågningen ikke længere finder sted.

Datatilsynet skal herefter udtale følgende:

Efter persondatalovens § 5, stk. 1, skal personoplysninger behandles i overensstemmelse med god databehandlingsskik. Det betyder ifølge lovens forarbejder, at behandlingen skal være rimelig og lovlig og ikke må stride mod anden lovgivning.

Det fremgår af persondatalovens § 5, stk. 2, at indsamling af oplysninger skal ske til udtrykkeligt angivne og saglige formål, og at senere behandling ikke må være uforenelig med disse formål.

Endvidere fremgår det af persondatalovens § 5, stk. 3, at oplysninger som behandles, skal være relevante og tilstrækkelige og ikke omfatte mere, end hvad der kræves til opfyldelse af de formål, hvortil oplysningerne indsamles, og de formål, hvortil oplysningerne senere behandles.

Der gælder således et sagligheds- og proportionalitetsprincip ved behandling af personoplysninger. Det må endvidere forudsættes, at den, der iværksætter tv-overvågning, har den fornødne kompetence hertil.

Det er Datatilsynets opfattelse, at behandlingen af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågningen i det omhandlede fælleskøkken ikke var i overensstemmelse med disse grundlæggende principper i persondatalovens § 5.

Datatilsynet skal henvise til, at det ifølge oplysningerne fra FSBbolig udelukkende er kollegiets bestyrelse, der kan træffe en eventuel beslutning om iværksættelse af tv-overvågning af kollegiets bygninger, og at en sådan tv-overvågning naturligvis kun kan ske inden for lovgivningens rammer.

Tilsynet må således også lægge til grund, at de beboere, der konkret traf beslutning om at iværksætte tv-overvågning af det pågældende fælleskøkken, ikke havde den fornødne kompetence hertil.

Datatilsynet skal endvidere henvise til, at der i den konkrete situation er tale om overvågning af et fælleskøkken, som beboerne efter Datatilsynets opfattelse normalt må kunne betragte som en del af deres mere private opholdsareal på et kollegium, hvor de kan opholde sig dagligt i længere tid ad gangen uden at blive udsat for tv-overvågning.

Det er derfor Datatilsynets vurdering, at tv-overvågningen i det konkrete tilfælde ikke opfyldte persondatalovens krav om rimelighed, saglighed og proportionalitet.

Datatilsynet har noteret sig, at tv-overvågningen ikke længere finder sted, og at optagelserne ifølge det oplyste er slettet. Datatilsynet finder derfor ikke grundlag for at foretage sig yderligere i sagen.

Det bemærkes for god ordens skyld, at Datatilsynet ikke har vurderet den omhandlede tv-overvågning i forhold til anden lovgivning.

Datatilsynet skal beklage den lange sagsbehandlingstid.