Tv-overvågning af Hvide Sande Havn

Publiceret 15-07-2008
Historisk afgørelse

Journalnummer: 2007-54-0156

Datatilsynet har ved brev af 29. november 2007 afgivet en vejledende udtalel-se om den tv-overvågning, som Kystdirektoratet - Hvide Sande Sluse ønsker at iværksætte. I den forbindelse anmodede Datatilsynet om yderligere oplysninger vedrørende det oplyste om, at alle private boliger, terrasser og offentlige områder med almindelig færdsel vil blive afskærmet med sorte markeringer (privacy-zoner).

Ved e-post af 4. december 2007 er Kystdirektoratet - Hvide Sande Sluse fremkommet med en udtalelse, som er uddybet med oplysninger fra leverandøren af løsningen i e-post af 4. og 14. april 2008, samt telefonsamtaler af 7. og 21. april 2008.

Det er oplyst, at privacy-zonerne bliver oprettet i tv-overvågningens software, og altså er en teknisk foranstaltning. Zonerne markeres på skærmen ved hjælp af software, så det sikres, at alle områder, der ikke skal overvåges, er dækket af sorte markeringer.

Privacy-zonerne vil blive indføjet i tv-overvågningen inden opstart.

Privacy-zonerne bliver vist på skærmen ud fra kameraernes positioner, dvs. de ligger "fast" på skærmbilledet, således, at når kameraet drejes, flyttes zonerne ind foran kameraet.

Privacy-zonerne er sikret mod sletning med kodeord, dvs. der er kun en admi-nistrator, der har adgang til opretning/sletning af privacy-zonerne.

Det er nærmere oplyst, at privacy-zonerne defineres via et eksternt keyboard som et x-y-z koordinatvindue, som programmeres og gemmes i selve kamera-ets styringsenhed lokalt ved kameraet.

Brugerne kan ikke omgå privacy-zonerne, idet zonerne defineres i kameraet og indsættes før optagelser finder sted. Privacy-zonerne er beskyttet med en speciel programmeringskode.

Det er endvidere oplyst, at kun brugere på superbrugerniveau, der er specialuddannet heri, kan foretage ændring og sletning af privacy-zonerne, samt at adgangen til at foretage ændring er beskyttet med individuelt brugernavn og password. Almindelige brugerrettigheder giver ikke adgang til systemet, så eksempelvis en privacy-zone kan fjernes.

I den anledning skal Datatilsynet bemærke følgende:

Som nævnt i Datatilsynets udtalelse af 29. november 2007 fører persondatalovens grundprincipper efter Datatilsynets opfattelse til, at Kystdirektoratet - Hvide Sande Sluse kun kan foretage tv-overvågning i det omfang, der forelig-ger saglige og tungtvejende grunde for en sådan overvågning. Datatilsynet forudsætter, at der som tidligere oplyst ikke er tale om tv-overvågning med optagelse eller lagring af billeder.

Datatilsynet skal igen understrege, at det efter tilsynets opfattelse ikke vil være i overensstemmelse med persondataloven at etablere overvågning, som også omfatter landområder med almindelig færdsel, dvs. gade, vej, plads, eller lignende områder, som benyttes til almindelig færdsel, og af områder ved private boliger.

Datatilsynet forudsætter derfor, at alle private boliger, terrasser og offentlige områder med almindelig færdsel vil blive afskærmet med sorte markeringer (privacy-zoner), og kun havneindsejling, havnebassiner og farvandet omkring slusen vil blive overvåget.

Datatilsynet har noteret sig oplysningerne fra Kystdirektoratet - Hvide Sande Sluse om privacy-zonernes nærmere indretning.

Datatilsynet understreger, at ansvaret for, at der ikke sker overvågning i strid med persondataloven påhviler Kystdirektoratet - Hvide Sande Sluse, som er dataansvarlig for tv-overvågningen. Dette omfatter også ansvaret for, at de omhandlede privacy-zoner er på plads og virker efter hensigten, også, når der zoomes, og når kameraet drejes.

Det fremgår desuden af persondatalovens § 41, stk. 3, at den dataansvarlige skal træffe de fornødne tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger mod, at oplysninger hændeligt eller ulovligt tilintetgøres, fortabes eller forringes, samt mod at de kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges eller i øvrigt behandles i strid med loven. Tilsvarende gælder for databehandlere. Bestemmelsen i § 41 er uddybet i Justitsministeriets sikkerhedsbekendtgørelse.

Det er Kystdirektoratet - Hvide Sande Sluse, der som dataansvarlig skal sikre sig, at systemerne indrettes, og at organisation og arbejdsgange tilrettelægges således, at bestemmelserne i loven og i sikkerhedsbekendtgørelsen opfyldes.

Datatilsynet skal anbefale, at Kystdirektoratet - Hvide Sande Sluse beskriver sikkerheden omkring tv-overvågningen i de uddybende sikkerhedsregler, som fastsættes efter sikkerhedsbekendtgørelsens § 5. Dette kan f.eks. ske som et særskilt sikkerhedsbilag om tv-overvågning.

Datatilsynet forudsætter afslutningsvis, at der - som tidligere oplyst af Kystdirektoratet - Hvide Sande Sluse - inden systemet sættes i drift vil blive opsat skilte på havneområdet samt udarbejdet retningslinier, som vagtpersonalet vil blive instrueret i. Datatilsynet skal i øvrigt henvise til sin udtalelse af 29. november 2007.

Datatilsynet foretager sig herefter ikke yderligere i sagen.

Til orientering kan oplyses, at Datatilsynet forventer at offentliggøre dette brev på sin hjemmeside