Vedrørende registrering af telefonnumre i forbindelse med multimediebeskatning

Publiceret 29-09-2009
Historisk afgørelse

Journalnummer: 2009-632-0064

1. Skatteministeriet sendte den 24. marts 2009 et lovforslag om ændring af ligningsloven og forskellige andre love (Beskatning af personalegoder, befordringsfradrag, gavefradrag, dagplejefradrag og rejsefradrag m.v.) i høring hos Datatilsynet.

I det lovforslag, som Datatilsynet havde i høring, var muligheden for at afkræfte formodningen for privat rådighed over en arbejdstelefon gennem specificerede opkaldslister ikke nævnt.

Datatilsynet har imidlertid siden kunnet konstatere, at specificerede opkaldslister omtales i bemærkningerne til det fremsatte lovforslag som mulig dokumentation for, at en telefon udelukkende anvendes erhvervsmæssigt.1

2. I den anledning skal Datatilsynet hermed fremkomme med nogle generelle bemærkninger til en sådan ordning.

Efter persondatalovens § 13, stk. 1, gælder der et generelt forbud imod, at offentlige myndigheder og private virksomheder foretager automatisk registrering af, hvilke telefonnumre der er foretaget opkald til fra deres telefoner. Registrering kan dog ske efter forudgående tilladelse fra Datatilsynet i tilfælde, hvor afgørende hensyn til private eller offentlige interesser taler herfor. Bestemmelsen i persondatalovens § 13, stk. 1, gælder ikke, hvis andet følger af lov eller for så vidt angår udbydere af telenet og teletjenesters registrering af, til hvilke telefonnumre der er foretaget opkald, enten til eget brug eller til brug ved teknisk kontrol.

Forbuddet retter sig kun mod automatisk registrering, og bestemmelsen udelukker ikke, at der sker manuel registrering af opkaldte telefonnumre. Dermed er bestemmelsen f.eks. ikke til hinder for, at en virksomhed indgår aftale med medarbejderne om, at man hver især nedskriver de opkaldte telefonnumre.

Bestemmelsen i persondatalovens § 13 gælder, uanset om opkaldet foretages fra den dataansvarliges fast installerede telefoner eller fra mobiltelefoner. Reglen omfatter dog kun udgående opkald. Hvorvidt der kan ske registrering af indgående opkald beror på behandlingsreglerne i persondatalovens § 6.

Et teleselskabs udsendelse af specificerede telefonregninger til offentlige myndigheder, private virksomheder m.v. udgør en behandling (videregivelse) der vil være omfattet af loven i det omfang, der indgår oplysninger, som relaterer sig til enkeltpersoner, f.eks. fuld notering af de telefonnumre, som ansatte har ringet til. Hvis en virksomhed m.v. kunne modtage en fuld specificeret telefonregning med angivelse af, hvilke telefonnumre de ansatte har foretaget opkald til, ville videregivelsen indebære, at teleselskabet videregiver oplysninger, som den modtagende virksomhed ikke må registrere.

På denne baggrund er det Datatilsynets praksis, at videregivelse af fuldt specificerede telefonregninger til offentlige myndigheder og private virksomheder m.v. ikke kan finde sted i medfør af reglerne i persondatalovens § 6, medmindre Datatilsynet forinden har givet myndigheden, virksomheden m.v. tilladelse til registrering i medfør af § 13.

Baggrunden for bestemmelsen i persondataloven § 13, stk. 1, er, at der i Danmark er tradition for, at ansatte i et vist omfang kan benytte telefoner på arbejdspladsen til private formål. Der er derfor fundet behov for at beskytte de ansatte mod, at arbejdsgiverne får adgang til oplysninger om, hvem de ansatte har ringet til.2 

Datatilsynet kan efter § 13, stk. 1, 2. pkt. give tilladelse til, at der foretages registrering af ansattes udgående opkald. Det kan i den forbindelse efter omstændighederne tillægges betydning, om medarbejderne har meddelt samtykke til registreringen, men et samtykke er ikke i sig selv afgørende.

Fra tilsynets praksis kan bl.a. nævnes en sag3, hvori der ikke blev meddelt tilladelse til modtagelse af specificeret telefonregning med henblik på, at der kunne afregnes for medarbejderes private brug af telefon. Efter tilsynets opfattelse forelå der ikke sådanne afgørende hensyn, at tilladelse skulle meddeles. Det havde i den forbindelse ingen betydning haft, at medarbejderne havde meddelt deres samtykke til registreringen. Tilsvarende meddeles der som hovedregel afslag, hvis en virksomhed ønsker at klarlægge et tilsyneladende misbrug af virksomhedens telefoner, eller hvis virksomheden i øvrigt ønsker at kontrollere rigtigheden af en telefonregning.

Persondatalovens § 13 ses ikke nævnt i hverken lovteksten eller de omhandlede bemærkninger i det fremsatte lovforslag. Datatilsynet må derfor lægge til grund, at det ikke har været tilsigtet at fravige persondatalovens regler.

Datatilsynet skal derfor gøre opmærksom på, at persondatalovens § 13 gælder, hvilket betyder, at offentlige myndigheder og private virksomheder ikke må foretage automatisk registrering af, hvilke telefonnumre der er foretaget opkald til, medmindre der er givet forudgående tilladelse fra Datatilsynet. Det samme gælder videregivelse fra teleselskaberne af fuldt specificerede telefonregninger.

Datatilsynet skal for god ordens skyld oplyse, at tilsynet forventer at offentliggøre dette brev på sin hjemmeside.

 

1Lovforslag 199 fremsat den 22. april 2009, om ændring af ligningsloven og forskellige andre love (Beskatning af personalegoder, befordringsfradrag, gavefradrag, dagsplejefradrag og rejsefradrag m.v.), afsnit 2.7.2.

2Bestemmelsen i § 13 svarer i det væsentligste endvidere til den ordning som fandtes i lov om private registre § 7 f, og den praksis, som gjaldt efter § 9, stk. 1, i lov om offentlige myndigheders registre.

3Afgjort af Registertilsynet efter den tilsvarende regel i lov om private registre.