Afgørelse i klagesag om tv-overvågning i en boligforening

Publiceret 15-11-2012
Historisk afgørelse

Journalnummer: 2012-216-0075

Datatilsynet vender hermed tilbage i sagen om tv-overvågning i boligforeningen Tranemosegård afd. 13.

To beboere (herefter klagerne) har klaget over, at Tranemosegård afd. 13 har udvidet anvendelsen af tv-overvågning, der foretages i afdelingen. Ud over kriminalitetsforebyggelse og opklaring skal optagelserne fra tv-overvågningen også kunne anvendes ved alvorlige og/eller gentagende overtrædelser af boligafdelingens husorden.

Klagerne har bl.a. gjort gældende:

  • at denne udvidet brug af optagelser krænker privatlivets fred,
  • at brugen af optagelser kun kan ske, når der er foregået noget kriminelt med henblik på udlevering til politiet, og
  • at tv-overvågningen oprindeligt blev iværksat efter, at der havde været nogle brænde i en kælder, og at der efter klagernes opfattelse – ud over brandene i kælderen – ikke foregår kriminalitet i boligområdet, som berettiger tv-overvågning, samt at husordenssager ikke er kriminalitet.

Bo-Vest har på vegne af Tranemosegård afd. 13 bl.a. gjort gældende:

  • at boligorganisationen har en forpligtelse til at sørge for god ro og orden i afdelingen, jf. almenlejelovens § 80, stk. 1,
  • at en klagesag skal forelægges for et kontroludvalg, som vil blive adspurgt, om de finder benyttelsen af optagelser fra tv-overvågningen proportional set i forhold til den konkrete overtrædelse af gældende husorden,
  • at der er en række forhold i afdelingens husorden, hvor tv-overvågning ikke benyttes. Det gælder f.eks. hold af hund, hvis en person spytter i opgangen eller identifikation af hvem, der har placeret en skraldepose i elevatoren,
  • at optagelser kun vil blive gennemgået, hvis der foreligger en konkret begrundelse – eksempelvis en henvendelse fra politiet, anden myndigheden eller ved konstatering af omfattede hærværk, og
  • at billeder der udtages af systemet ved eksempelvis printning kun overdrages til politi, anden myndighed eller medarbejdere i organisationen, der skal bruge billederne til bevisførelse eksempelvis i sager om erstatning for omfattende hærværk.

Datatilsynet skal herefter udtale følgende:

Etablering af tv-overvågning

Om der kan iværksættes tv-overvågning inden i en bebyggelse og på arealer omkring en bebyggelse, som ikke benyttes til almindelig færdsel, skal afgøres efter persondataloven.

Tv-overvågningen blev ifølge det oplyste oprindeligt opsat med det formål at bekæmpe kriminalitet i afdelingens kældre og trappeopgange. Det skete efter, at der tidligere havde været en række påsatte brænde.

Datatilsynet må således lægge til grund, at afdelingens etablering af tv-overvågning var begrundet i alvorlig kriminalitet, idet der konkret har været tale om påsatte brænde. Tilsynet vurderer derfor, at etableringen af tv-overvågning er sket inden for rammerne af persondataloven.

Brug af optagelser i husordenssager

Persondatalovens regler skal tages i betragtning, hver gang man vil anvende optagelser eller billeder fra tv-overvågning.

Datatilsynet har udarbejdet en vejledning om tv-overvågning i boligorganisationer. Vejledningen vedlægges til orientering.

I vejledningens afsnit 5 beskrives det emne, som er rejst i denne klagesag, nemlig anvendelse af optagelser og billeder fra tv-overvågning. Det fremgår bl.a.:

Persondatalovens regler skal tages i betragtning, hver gang man vil anvende optagelser eller billeder fra tv-overvågningen.

Det er lovligt for boligorganisationen at gennemgå og anvende optagelserne med det formål at udlevere materiale til politiet. Politiet kan have bedt om det, eller boligorganisationen har indgivet en politianmeldelse.

Boligorganisationen må selv anvende optagelserne, hvis der er tale om, at organisationen i det konkrete tilfælde skal gøre et krav om erstatning gældende.

Boligorganisationen må ikke anvende optagelser eller billeder fra tv-overvågningen i konkrete sager om mindre overtrædelse af husordenen, som ikke kan give anledning til et erstatningskrav.

Det er ikke lovligt at gennemse optagelserne for at belure personer eller for at snage i private forhold, f.eks. for at afsløre eventuelle affærer eller lignende. 

Det er heller ikke lovligt at foretage en generel gennemgang af tv-optagelserne for at afdække, om der eventuelt måtte være beboere, som overtræder interne retningslinjer som husorden og lignende.”


Datatilsynet forudsætter, at retningslinjerne i vejledningen iagttages i forbindelse med Tranemosegård afd. 13’s anvendelse af optagelser fra tv-overvågningen.

Kopi af dette brev er sendt til klagerne til orientering.

Det skal for god ordens skyld oplyses, at Datatilsynet forventer at offentliggøre dette brev på tilsynets hjemmeside.