Bodycams til optagelse af video og lyd

Publiceret 12-05-2014
Historisk afgørelse Offentlige myndigheder

Journalnummer: 2013-54-0581

1. Anmeldelsen

Trafikselskabet Movia (herefter: ”Movia”) har den 11. december 2013 anmeldt behandlingen ”Optagelse med bodycams i forbindelse med billetkontrol” til Datatilsynet. Samtidig med anmeldelsen sendte Movia en nærmere redegørelse for ordningen.

Movia er et trafikselskab oprettet i medfør af lov om trafikselskaber1. Trafikselskabet betjener og finansieres af Region Hovedstaden, Region Sjælland og de 45 kommuner i de to regioner. Movia planlægger og koordinerer bl.a. busdriften på hele Sjælland. Ifølge Movias hjemmeside har selskabet 477 buslinjer2. Selve kørslen udføres af selvstændige busvognmænd på baggrund af udbudte kontrakter.

I henhold til lov om trafikselskaber § 29 kan Movia opkræve kontrolafgift hos passagerer, der rejser uden gyldig rejsehjemmel. Kontrollen udføres af kontrollører ansat i Movia.

Movia har oplyst, at trafikselskabet er en offentlig virksomhed, beslægtet med et kommunalt fællesskab og tillige omfattet af § 60 i lov om kommunernes styrelse3. Movia har endvidere oplyst, at selskabet er omfattet af offentlighedsloven og forvaltningsloven.

1.1. Strafbare og ”nær-ved” hændelser

Movia har oplyst, at der gennem især det seneste år er konstateret en stigning i egentlige politisager, hvor kontrolpersonalet har været i situationer, der spænder fra egentlige fysiske overfald, herunder spytklatter, til trusler mv., men også såkaldte ”nær-ved-hændelser”, hvor en kontrollør har oplevet en utryg eller psykisk belastende situation. ”Nær-ved-hændelser” er f.eks. en episode, hvor billetkontrollen ikke forløber, som den skal, hvor kunden f.eks. nægter at medvirke og kommer med verbale ytringer. Der er tale om episoder, som ikke nødvendigvis vurderes at være over grænsen for det strafbare, men som dog virker truende eller krænkende for medarbejderen.

Movia har endvidere oplyst, at hændelser, hvor det vurderes, at der er foregået noget strafbart, anmeldes til politiet. I 2012 var der tale om fem episoder. Dette tal steg til 17 i 2013.

Udover eventuelle strafbare forhold indrapporterer Movias kontrollører også ”nær-ved-hændelser” internt. I 2012 var der 93 af disse hændelser, og antallet steg til 121 i 2013.

Movias har frem til ultimo marts 2014 registreret 17 episoder, som er kategoriseret som arbejdsulykker eller ”nær-ved-hændelser”.

1.2. Brug af kamera

1.2.1. Bussernes faste kameraer

Movia har oplyst, at der i dag er faste kameraer i busserne. Kameraerne, som de enkelte vognmænd har ansvaret for, skal dække bussens ind- og udgange. Disse optagelser er af varierende kvalitet, og der er en del blinde vinkler. Endvidere fungerer kameraerne ikke altid, og det er ikke altid, at oplysninger som f.eks. klokkeslæt er korrekte. Desuden er der ikke lyd på optagelserne.

1.2.2. Bodycams

Et bodycam er et lille kamera, som monteres på kontrollørens uniform. Movia har oplyst, at det endnu ikke er bestemt, hvilken form for kamera der skal anvendes. Fra kameraet, som f.eks. kan sættes på en hjelm eller klikkes på tøjet, går en ledning til optagerenheden, som f.eks. kan sættes i et bælte.

Kameraet optager både billede og lyd. Movia har oplyst, at mikrofonen – ligesom kameraet – er rettet mod den person, som står over for kontrolløren. Movia har videre oplyst, at lydkvaliteten for så vidt angår det afprøvede kamera er meget høj. Det betyder, at kameraet er i stand til at filtrere støj fra. Desuden kan lydfølsomheden indstilles. Baggrundsstøj, herunder andre passagerers ”smalltalk”, vil ifølge Movia ikke kunne høres på optagelserne. Hvis en person råber eller taler meget højt, kan det imidlertid ikke udelukkes, at dette vil kunne komme med på lydoptagelserne.

Kameraet indeholder én knap, som starter lagring af lyd- og billedoptagelserne. Kameraet optager hele tiden, men optagelserne lagres kun, hvis det aktiveres. Kameraet kan indstilles til at lagre i op til fem minutter bagud ved aktivering. Dette gælder både billede og lyd. Movia har til sagen oplyst, at selskabet ønsker, at de forudgående to minutter lagres fra aktivering. Movia har anført, at den forudgående optagelse skønnes at have væsentlig betydning for bevisførelsen i efterfølgende straffesager. Kontrollørerne har erfaring med, at en væsentlig forståelse af den konkrete episode ofte ligger i minuttet eller minutterne lige op til episoden.

Kameraet indeholder en skærm, hvor optagelserne kan vises. Det er teknisk muligt at slå skærmen fra, således at kontrolløren ikke har mulighed for at se optagelserne. Movia har til sagen oplyst, at optagelserne beskyttes af et password, således at den enkelte kontrollør ikke kan tilgå dem. Det kan således alene personale, som er autoriseret hertil. Movia har endvidere oplyst, at passwordet kan videregives til f.eks. politiet, hvis det vurderes, at politiet straks bør se optagelserne igennem. Optagelsen vil blive videregivet til politiet den næstfølgende hverdag til brug for efterforskningen.

1.3. Formålet med brug af bodycams

Movia har oplyst, at selskabet ønsker at benytte bodycams til at filme ved afgiftsudstedelser, hvor kunden optræder f.eks. truende eller voldeligt.

I de følgende afsnit beskrives forskellige aspekter af formålet med brugen af bodycams.

1.3.1. Kriminalitetsforebyggende / arbejdsmiljø

Movia har oplyst, at selskabet har konstateret en stigning i hændelser, hvor kontrollørerne har oplevet en utryg eller psykisk belastende situation. Sådanne hændelser har ifølge selskabet ikke alene betydning for den konkrete medarbejder, der bliver udsat for dem. Frygten for, hvad der kan ske, har en generel indvirkning på det psykiske arbejdsmiljø for hele personalegruppen. Det er Movias opfattelse, at kontrollørerne er en udsat personalegruppe.

Movia ønsker derfor med ibrugtagen af bodycams at forbedre arbejdsmiljøet for medarbejderne. Selskabet forventer, at optagelserne vil have en præventiv effekt. Bevidstheden hos passageren om, at der optages med lyd og billede, må ifølge Movia antages at medvirke til, at de fleste situationer, som ellers kunne udvikle sig, vil forløbe mere afdæmpet. Hermed vil antallet af hændelser, der involverer fysiske eller verbale overfald på kontrollørerne, kunne nedbringes.

Movia har endvidere oplyst, at brugen af bodycams er afstemt mellem direktionen og bestyrelsen og medarbejderne og deres fagforening.

1.3.2. Kriminalitetsopklarende

Et andet formål med optagelserne er ifølge Movia anvendelse i kriminalitetsopklarende øjemed, når der findes at være begået noget strafbart imod kontrollørerne.

Optagelser, der er foretaget ved brug af bodycams, forventes ifølge Movia at have en langt bedre kvalitet end optagelserne fra bussernes kameraer. Optagelserne er desuden i højere grad fokuseret på den aktuelle hændelse. Movia har videre anført, at det forhold, at der optages lyd, samtidig giver et væsentligt stærkere fundament for sigtelser i visse typer af sager, f.eks. sager om verbale trusler.

1.3.2.1. Brug ved anklage mod kontrollørerne

Et yderligere formål er ifølge Movia at anvende optagelserne i situationer, hvor en kontrollør af passageren beskyldes for at have foretaget sig noget strafbart. Det sker ifølge Movia, at en passager i forbindelse med en ophidset situation beskylder kontrolløren for at have optrådt på en voldelig eller truende måde.

Movia vil i sådanne situationer benytte optagelserne som dokumentation eller afklaring af, hvad der i virkeligheden skete.

1.3.3. Kontrolforanstaltninger

Movia har oplyst, at kameraet indeholder en GPS-funktion, der tillader, at medarbejderens position lagres. Kontrollørerne er allerede i dag udstyret med enheder med GPS-funktion, og GPS’en i kameraet vil derfor ikke blive anvendt.

Movia har oplyst, at medarbejderne ikke desto mindre vil blive orienteret om GPS-funktionen i forbindelse med den generelle orientering, der skal finde sted.

Movia har endelig oplyst, at optagelserne således ikke vil blive brugt til andre formål end de beskrevne i punkt 1.3.1. og 1.3.2., herunder ikke som dokumentation i almindelige tvister vedrørende kontrolafgift.

1.4. Oplysningspligt

Movia har oplyst, at de medarbejdere, som vil kunne optræde på optagelserne, vil blive behørigt varslet i overensstemmelse med de ansættelsesretlige regler og persondataloven, herunder persondatalovens4  § 29.

Movia har endvidere oplyst, at der så vidt muligt vil ske underretning af passagererne i overensstemmelse med persondatalovens § 29. Movia har oplyst, at følgende vil blive foretaget for at opfylde oplysningspligten:

  • Movia vil informere om optagelserne på Movias hjemmeside. Her vil samtlige oplysninger, der skal gives efter persondatalovens § 29, stk. 1, fremgå.
  • Der vil på kontrollørernes uniform være tydelig skiltning om, at der optages lyd og billede.
  •  Kontrollørerne vil informere de(n) pågældende passager(er), når kameraet aktiveres. Informationen sker ud fra et manuskript udfærdiget af Movia. Der informeres om, at der optages med billeder og lyd.
  • Kontrollørerne udstyres med en folder, der indeholder nærmere oplysninger om optagelserne i henhold til § 29, stk. 1. Folderen udleveres til passagererne på forespørgsel.

Movia har anført, at det i selve kontrolsituationen ikke er praktisk muligt at give alle kunderne samtlige de oplysninger, der nævnes i § 29, stk. 1.

For så vidt angår eventuelle personer, som ikke er en del af den situation, der kræver optagelse, har Movia endelig oplyst, at det ikke vil være kendt, om de er kommet med på optagelserne. Det vil først være, når/hvis optagelserne ses igennem inden eventuel videregivelse til politiet, at dette kan konstateres. Movia anser det derfor for uforholdsmæssigt vanskeligt at underrette disse personer.

1.5. Opbevaring og sletning

Movia har oplyst, at når kontrollørerne kommer tilbage til Movias kontor, vil eventuelle optagelser blive uploadet til en server, som er placeret lokalt hos Movia. Movia har oplyst, at optagelserne vil blive opbevaret under iagttagelse af sikkerhedsbekendtgørelsen5, herunder reglerne om autorisation og adgangskontrol i §§ 11 og 12 og reglerne om logning i § 19, stk. 1.

Movia har endvidere oplyst, at selskabet ønsker at opbevare optagelserne i 14 dage, hvorefter de automatisk bliver slettet. Efter selskabets opfattelse er dette et passende tidsrum, der tillader den pågældende kontrollør tilstrækkelig tid til at overveje, hvorvidt der skal foretages politianmeldelse. Selvom politianmeldelse forudsættes at ske hurtigst muligt, er der situationer, hvor det kan tage lidt tid for den pågældende at tænke situationen igennem og eventuelt også komme sig fysisk eller psykisk. Movia anfører videre, at i de situationer, hvor kunden efterfølgende anklager kontrolløren for noget, sker dette ikke altid i umiddelbar tilknytning til situationen. Movia mener derfor, at optagelserne bør opbevares i et ikke alt for kort tidsrum.

1.6. Interne retningslinjer

Movia har oplyst, at der vil blive udarbejdet en intern instruks, der beskriver arbejdsgangene i forbindelse med optagelserne, herunder hvornår medarbejderne skal aktivere kameraet, hvad der skal siges til kunden, hvordan optagelserne afleveres samt procedurer for adgang til optagelserne, opbevaring, sletning samt videregivelse til politiet.

2. Datatilsynet skal – efter forelæggelse for Datarådet – udtale følgende:

2.1. Persondatalovens anvendelsesområde

Persondataloven gælder bl.a. for behandling af personoplysninger, som helt eller delvis foretages ved hjælp af elektronisk databehandling. Dette følger af lovens § 1, stk. 1.

Efter persondatalovens § 1, stk. 8, gælder loven desuden for enhver form for behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning. Ved udtrykket ”tv-overvågning” skal, i overensstemmelse med definitionen i tv-overvågningslovens6 § 1, stk. 2, forstås ”vedvarende eller regelmæssigt gentagen personovervågning ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende kamera, fotografiapparat eller lignende apparat”.

Datatilsynet kan umiddelbart tilslutte sig Movias opfattelse, hvorefter der ikke er tale om tv-overvågning i tv-overvågningslovens forstand. Datatilsynet lægger herved vægt på, at optagelserne ikke er vedvarende eller regelmæssige. Den påtænkte behandling er derimod omfattet af persondatalovens almindelige anvendelsesområde, jf. § 1, stk. 1.

2.2. Optagelser ved billetkontrol

Ud fra det af Movia oplyste, herunder at selskabet er omfattet af lov om kommunernes styrelse § 60, lægger Datatilsynet til grund, at Movia i relation til persondataloven skal anses for en offentlig myndighed.

Movia kan med hjemmel i lov om trafikselskaber § 29 fastsætte kontrolafgift og ekspeditionsgebyr for passagerer, der ikke foreviser gyldig rejsehjemmel (billet eller kort). Trafikselskabet kan endvidere forlange, at en passager, der ikke er i besiddelse af gyldig rejsehjemmel, skal forevise legitimation med henblik på at fastslå passagerens identitet.

Overordnet kan det oplyses, at persondataloven giver offentlige myndigheder adgang til at registrere og på anden måde behandle personoplysninger (omfattet af lovens §§ 6, 7 eller 8), når det er nødvendigt som led i myndighedsudøvelse.

Det fremgår af Persondataloven med kommentarer7, at den offentlige forvaltning i praksis har ganske vide rammer for behandling af oplysninger, der er omfattet af persondatalovens § 8, stk. 1.

Desuden fremgår det af bemærkningerne til lovens § 6, stk. 1, nr. 6, at bestemmelsen primært retter sig mod behandling af oplysninger for offentlige myndigheder som led i myndighedsudøvelse, samt at bestemmelsen også omfatter udførelse af opgaver som led i faktisk forvaltningsvirksomhed.

Datatilsynet lægger til grund, at Movia har vurderet, at forebyggelse og efterforskning af situationer, der opstår i forbindelse med kontrollørernes kontrol i henhold til lov om trafikselskaber § 29, er nødvendigt for selskabet.

Datatilsynet har på denne baggrund ikke indvendinger imod, at Movia i det omfang, det er nødvendigt som led i myndighedens opgaveudøvelse, foretager den ønskede databehandling i form af optagelse af billede og lyd i forbindelse med billetkontrol.

Datatilsynet har i den forbindelse noteret sig – og lægger afgørende vægt på – at optagelserne alene bruges i de beskrevne situationer og til de beskrevne formål, og at optagelserne således ikke vil blive brugt som dokumentation i almindelige tvister.

Datatilsynet skal i den forbindelse understrege vigtigheden af, at anvendelsen af oplysningerne til stadighed begrænses til disse formål, således at der ikke sker et skred i anvendelsen i forbindelse med den løbende brug af bodycams.

Datatilsynet skal endvidere understrege, at Movia har ansvaret for, at der ikke behandles oplysninger i strid med persondataloven. I den forbindelse er det efter Datatilsynets opfattelse vigtigt, at Movia ved valg af optageløsning og indstilling/opsætning af denne har for øje, at optagelser af uvedkommende personer (personer der ikke kontrolleres) så vidt muligt skal undgås.

2.3. Oplysningspligt

Reglerne i persondatalovens §§ 28-29 medfører en pligt for den dataansvarlige til af egen drift at give den registrerede meddelelse om en række forhold ved indsamling af oplysninger om den pågældende.

Da der ikke er tale om tv-overvågning omfattet af tv-overvågningsloven, gælder den lovs skiltningskrav ikke direkte. Efter Datatilsynets opfattelse vil det imidlertid være ønskeligt, at der som led i opfyldelse af oplysningspligten efter persondataloven sættes skilte op med information om kontrollørernes brug af bodycams, f.eks. ved bussernes indgange.

Herudover har Datatilsynet noteret sig, at det skal fremgå af kontrollørernes uniform, at der billed- og lydoptages.

Datatilsynet opfordrer desuden til, at det fremgår af den påtænkte informationsfolder og hjemmesidetekst, i hvilke tilfælde der vil ske gennemgang af optagelserne, hvem der kan se dem, og i hvilke tilfælde der vil ske videregivelse.

Datatilsynet opfordrer endelig til, at Movia undersøger muligheden for at tilføje yderligere elementer, der kan tjene til information, herunder eventuelt udsendelse af en pressemeddelelse eller lignende.

Datatilsynet skal endvidere understrege, at persondatalovens krav om god databehandlingsskik indebærer, at medarbejderne, herunder nyansatte, skal underrettes om samtlige formål med brugen af bodycams, og at denne information skal gives forudgående.

Hvad angår den konkrete underretning i de konfliktsituationer, hvor udstyret aktiveres, må det efter tilsynets opfattelse bero på den konkrete situation, om der kan gives information til den/de berørte passagerer. Tilsynet har noteret sig, at der vil blive udformet et manuskript med indholdet af, hvad der skal oplyses i de tilfælde, hvor der informeres.

2.4. Sikkerhed og sletning

2.4.1. Sikkerhed

Da Movia efter det oplyste må henregnes til den offentlige forvaltning, skal behandlingen ske under iagttagelse af reglerne i såvel persondatalovens kapitel 11 som sikkerhedsbekendtgørelsen.

Datatilsynet har noteret sig det af Movia oplyste om, at sikkerhedsbekendtgørelsen, herunder reglerne om autorisation og adgangskontrol i §§ 11 og 12 og reglerne om logning i § 19, iagttages i forbindelse med opbevaring og behandling af optagelserne.

Datatilsynet har endvidere noteret sig og lægger afgørende vægt på det oplyste om, at udstyret vil være indrettet således, at optagelserne er beskyttet af et password, som den enkelte kontrollør ikke selv er i besiddelse af.

2.4.2. Sletterutiner

Det følger af persondatalovens § 5, stk. 5, at indsamlede oplysninger ikke må opbevares på en måde, der giver mulighed for at identificere den registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles.

Datatilsynet må lægge til grund, at Movia har vurderet, at en slettefrist på 14 dage er nødvendig, idet en sådan frist giver tid til at afklare, hvorvidt der skal foretages politianmeldelse. Desuden har Movia oplyst, at en kundes eventuelle efterfølgende anklager mod kontrolløren ikke altid sker i umiddelbar tilknytning til situationen, hvorfor en 14 dages frist også af denne grund må anses for nødvendig.

Datatilsynet finder ikke grundlag for at anfægte Movias vurdering og tiltræder således den påtænkte sletterutine på 14 dage.

3. Øvrige bemærkninger

Datatilsynet skal i øvrigt understrege, at ansvaret for overholdelse af straffelovens regler om hemmelig aflytning eller optagelse af samtaler mellem andre påhviler Movia som dataansvarlig. Det forudsætter, at Movia indretter behandlingen således, at der ikke sker lydoptagelser i strid med straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3.

4. Afsluttende bemærkninger

Datatilsynet forbeholder sig sin stillingtagen til Movias konkrete behandlinger af personoplysninger, f.eks. i tilfælde af en eventuel klage- eller tilsynssag.

Eventuelle ændringer i de forhold, der er omfattet af anmeldelsen, skal meddeles Datatilsynet i overensstemmelse med persondatalovens § 46.

Datatilsynet har tilrettet anmeldelsen efter aftale med Movia.

Anmeldelsen samt denne udtalelse offentliggøres på Datatilsynets hjemmeside.

 

1 Lovbekendtgørelse nr. 412 af 11. april 2010 med senere ændringer.
2 www.moviatrafik.dk/omos/Pages/Omos.aspx

3 Lovbekendtgørelse nr. 186 af 19. februar 2014.
4 Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger med senere ændringer.
5 Bekendtgørelse nr. 528 af 15. juni 2000 om sikkerhedsforanstaltninger til beskyttelse af personoplysninger, som behandles for den offentlige forvaltning.
6 Lovbekendtgørelse nr. 1190 af 11. oktober 2007 om tv-overvågning med senere ændringer.
7 Persondataloven med kommentarer af Henrik Waaben og Kristian Korfits Nielsen, 2. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, se p. 228.