Kritik ved gentagelse af brud på persondataloven

Publiceret 20-07-2016
Historisk afgørelse Offentlige myndigheder

Journalnummer: 2015-632-0141

Datatilsynet vender hermed tilbage til sagen, hvor Hvidovre Kommune har haft offentliggjort et notat med oplysninger om kandidater til kommunens bygningsforbedringsudvalg, indeholdende oplysninger om bl.a. navn, adresse, telefonnummer og e-mailadresse på flere personer.

Ved brev af 26. august 2015 er Hvidovre Kommune efter anmodning fra Datatilsynet fremkommet med en udtalelse i sagen.

Datatilsynet lægger på baggrund af udtalelsen fra Hvidovre Kommune til grund, at offentliggørelsen af oplysningerne om i alt 16 personer er sket ved en fejl og efter kommunens opfattelse ikke havde hjemmel i persondataloven. Hvidovre Kommunes behandling af personoplysninger har efter Datatilsynets opfattelse ikke levet op til kravet om fornødne sikkerhedsforanstaltninger i persondatalovens § 41, stk. 3.

Så vidt ses har Hvidovre Kommune efterfølgende ændret den udgave af det omhandlede dokument, som ligger på internettet, så oplysninger om telefonnumre, adresser og e-mailadresser nu er udeladt.

Hvidovre Kommune har i flere tidligere tilfælde haft offentliggjort personoplysninger i strid med persondataloven, hvilket har givet anledning til påtale fra Datatilsynet. Et par af sagerne ses her: www.datatilsynet.dk/afgoerelser/afgoerelsen/artikel/kommunes-gentagne-offentliggoerelse-af-personnumre-paa-kommunens-hjemmeside/
og
www.datatilsynet.dk/afgoerelser/afgoerelsen/artikel/offentliggoerelse-af-personoplysninger-i-hvidovre-kommunes-byggesagsarkiv/

Datatilsynet finder det på denne baggrund kritisabelt, at Hvidovre Kommune endnu engang har offentliggjort personoplysninger på kommunens hjemmeside i strid med persondataloven. 

Datatilsynet har noteret sig det oplyste om, at kommunen har udarbejdet retningslinjer for kommunens medarbejdere, som ligger på kommunens intranet, at medarbejderne var instrueret i behandlingen af personoplysninger på internettet, at Hvidovre Kommune på baggrund af det skete vil indskærpe kommunens retningslinjer for behandling af personoplysninger overfor kommunens medarbejdere, og at kommunen har underrettet samtlige af de berørte personer om det skete.

Datatilsynet foretager sig herefter ikke yderligere i sagen.

Det skal for god ordens skyld oplyses, at tilsynet forventer at offentliggøre denne udtalelse på tilsynets hjemmeside.