Se listen over efterårets planlagte tilsyn

Publiceret 19-12-2018
Nyhed

Nu kan du se en liste over de planlagte tilsyn, Datatilsynet har gennemført siden 25. maj.

Flere har vist interesse for, hvor Datatilsynet har været på tilsyn her i efteråret, da det er de første tilsyn, der gennemføres efter det nye retsgrundlag, der kom 25. maj med databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Der er også ført tilsyn efter retshåndhævelsesloven.

Derfor offentliggør vi nu en oversigt over, hvor vi har ført tilsyn, og hvad emnet for de enkelte tilsyn har været. Selve tilsynene er gennemført, men sagsbehandlingen er ikke afsluttet, og derfor har vi - for indeværende - ingen bemærkninger til de enkelte tilsyn.

Tilsyn vedr. behandlingssikkerhed:

  • Region Hovedstaden: Sundhedsplatformen - behandlingssikkerhed

  • Region Sjælland: Sundhedsplatformen - behandlingssikkerhed

  • Arp-Hansen Hotel Group A/S: Sletning

  • Taxa 4x35: Sletning

  • IDdesign A/S: Sletning

Juridiske tilsyn:

  • Den Uafhængige Politiklage-myndighed: Registreredes rettigheder efter retshåndhævelsesloven

  • Auditørkorpset: Registreredes rettigheder efter retshåndhævelsesloven

  • Dating.dk ApS: Behandlingshjemmel og sikkerhed

  • Matas A/S - Club Matas og tilhørende underklubber: Behandlingshjemmel og sikkerhed

  • Gyldendal A/S - bogklubber: Behandlingshjemmel og sikkerhed

  • Varde Kommune: Fortegnelsen

  • Holstebro Kommune: Fortegnelsen

  • Ringkøbing-Skjern Kommune: Fortegnelsen

  • Randers Kommune: Anvendelse af databehandlere

  • Viborg Kommune: Anvendelse af databehandlere

Internationale tilsyn:

  • SIS (Schengen Informations System)                           

  • VIS (Visa Informations Systems)                        

DPO-tilsyn:

  • Alle ministerier (departementer), kommuner, regioner samt seks privathospitaler (Aleris Hamlet Hospitaler A/S, Aleris Hamlet Hospitaler Ringsted A/S, Capio CFR A/S, GHP Gildhøj Privathospital ApS, Kysthospitalet Skodsborg A/S og Privathospitalet Danmark A/S): Udpegelse af databeskyttelsesrådgiver

Baggrund om tilsyn

Datatilsynet er den centrale - uafhængige - myndighed, der fører tilsyn med, at reglerne om databeskyttelse bliver overholdt. Vores arbejdsfelt er bredt og varieret og spænder fra at vejlede og rådgive til at behandle klagesager og ansøgninger om tilladelse til at behandle personoplysninger, ligesom vi også hvert år gennemfører forskellige typer af tilsyn hos myndigheder og virksomheder og deltager i bl.a. det fælles europæiske samarbejde om databeskyttelse. 

Når det gælder de forskellige typer af tilsyn, foretager Datatilsynet hvert år et antal planlagte tilsyn, hvor vi i første omgang finder frem til, hvilke temaer og myndigheder / virksomhedsbrancher tilsynene skal dække, og herefter finder vi så frem til de enkelte dataansvarlige, som skal være genstand for vores tilsyn. Vi tager hvert år også altid et antal ekstra sager op på eget initiativ (ad hoc-tilsyn) som følge af konkrete hændelser.

Læs mere

Hvis du er interesseret i at læse mere om baggrunden for de temaer, Datatilsynet har fokuseret på i de planlagte tilsyn, kan du læse mere her.