Klager og tips

Hvis du bliver opmærksom på, at andre personers oplysninger muligvis bliver behandlet i strid med databeskyttelsesreglerne, kan vi hjælpe med at vurdere, hvad der er mest hensigtsmæssigt at gøre. Det kan være ved at få afklaret, om reglerne er blevet overtrådt, ved at behandle en klage, tage imod tips eller lignende.

Her kan du finde ud af, hvordan du bedst kommer videre med din sag.

Sagen angår oplysninger om mig selv

Inden du klager til Datatilsynet, kan det være en god idé at komme nærmere, om dine personoplysninger bliver behandlet i strid med reglerne om databeskyttelse.

Jeg er usikker på om det, der foregår, er lovligt

Vi hjælper gerne med at afklare om det, der foregår, er lovligt. Hvis du er usikker på, om dine oplysninger bliver behandlet i strid med reglerne, er du velkommen til at kontakte os. Vi kan næppe give et bindende svar på, om en konkret behandling af personoplysninger er lovlig eller ej, men på baggrund af, hvad du oplyser, vil vi forsøge at hjælpe dig videre.

Det kan også være, at din sag handler om nogle andre regler end dem, Datatilsynet fører tilsyn med, og så vil vi hjælpe dig med at finde den rigtige myndighed at rette din henvendelse til.

Se ofte stillede spørgsmål

Jeg ved, at behandlingen er i strid med reglerne

Det er en god idé at starte med at kontakte dem, der behandler dine oplysninger. Hvis du klager til Datatilsynet uden først at have kontaktet den virksomhed eller myndighed, du vil klage over, vil vi ofte henvise dig til at gøre det først.

Hvis dine oplysninger bliver behandlet i strid med reglerne om databeskyttelse, og du har henvendt dig til den dataansvarlige, uden at det har løst problemet, kan det være en mulighed at klage til Datatilsynet. Du skal dog være opmærksom på, at vi ikke starter undersøgelser på baggrund af alle klager.

Sådan klager du

Sagen angår oplysninger om andre end mig selv

Hvis klagen ikke drejer sig om oplysninger om dig selv, er du ikke klageberettiget. Du kan dog klage på vegne af en anden person, men så skal du bruge en fuldmagt. Det gælder imidlertid ikke, hvis du klager på vegne af dit eget mindreårige barn og i visse andre særlige situationer.

Jeg vil klage på vegne af en anden

Du kan klage på andres vegne, hvis du har forældremyndighed over dem, eller hvis du har en fuldmagt til at klage på deres vegne.

Sådan klager du

Jeg vil sende et tip til Datatilsynet

Hvis en sag ikke handler om dine egne oplysninger, og du ikke har en fuldmagt, men du ved, at der foregår noget, som er i strid med reglerne, kan du sende os et tip. Så vil vi overveje, om vi selv skal undersøge det nærmere.

Send os et tip

 

Sagen handler også om noget andet

Hvis din klage primært handler om noget andet end personoplysninger, er det måske mere relevant at rette henvendelse til andre instanser.

Her kan du finde et udsnit af andre instanser:

  • På den offentlige forbrugerportal forbrug.dk kan forbrugere hente gode råd til, hvad de skal være opmærksomme på, når de handler (klage over køb i Danmark, i udlandet, på nettet mv.).
  • Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med virksomheders overholdelse af markedsføringsloven, betalingsloven og anden forbrugerbeskyttende lovgivning. Forbrugerombudsmanden har også særlige beføjelser på det finansielle område (vildledende tilbud og reklamer på nettet, tv eller i trykte medier, mangelfulde oplysninger på hjemmesider eller i butikker, uanmodede telefonopkald, urimelige vilkår i en abonnementsaftale eller låneaftale mv.)
  • Nævnenes Hus har en klageportal, hvor man kan klage til Mæglingsteamet for Forbrugerklager og Forbrugerklagenævnet, Miljø- og Fødevareklagenævnet, Planklagenævnet eller Byggeklageenheden
  • Ankestyrelsen behandler klager over visse afgørelser fra f.eks. kommuner, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, Udbetaling Danmark, Kommunernes børn og unge-udvalg, Arbejdstilsynet mv.
  • Der er også en række godkendte private ankenævn, f.eks. ankenævn for biler, for Bus, Tog og Metro, for Feriehusudlejning, for Fondsmæglerselskaber, for Forsikring, for hotel, restaurant og turisme, for Tekniske Installationer, m.fl. Se en samlet liste her.
  • Folketingets Ombudsmand kan behandle klager over offentlige myndigheder. Man skal dog bl.a. først have udnyttet alle andre klagemuligheder, inden man klager til ombudsmanden, og man skal sende sin klage til ombudsmanden senest et år efter modtagelsen af den øverste klagemyndigheds afgørelse.

Hvis man er i tvivl, kan man altid ringe til Datatilsynet. Så kan Datatilsynet i hvert fald vejlede om, hvorvidt det er noget, som tilsynet kan hjælpe med.

Behandling af klagesager

Her kan du læse om, hvordan vi behandler klagesager, hvilken sagsbehandlingstid du kan forvente, og hvordan vi drager nytte også af de klager, der ikke leder til en omfattende undersøgelse.

Send os et tip

Hvis du ikke kan klage, fordi en sag ikke handler om dine egne oplysninger, kan du sende os et tip. Så vil vi overveje, om vi selv skal undersøge det nærmere.

Er du i tvivl?

Hvis du er i tvivl, anbefaler vi, at du læser teksten igennem ovenfor - eller at du ringer til os for at få afklaret, om en klage kan være vejen frem for dig.