Ny tilladelse: Videregivelse af personoplysninger

Publiceret 24-04-2019
Nyhed

Datatilsynet har meddelt den første tilladelse til videregivelse af personoplysninger efter databeskyttelseslovens § 10, stk. 3, nr. 3.

Datatilsynet har behandlet en ansøgning fra Region Hovedstaden om tilladelse til videregivelse af personoplysninger efter databeskyttelseslovens § 10, stk. 3, nr. 3. Efter denne bestemmelse skal Datatilsynets tilladelse bl.a. indhentes, når oplysninger omfattet af lovens § 10, stk. 1 og 2 (forskning og statistik) ønskes videregivet til tredjemand, og når videregivelsen sker med henblik på offentliggørelse i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift el.lign. Læs mere om forskning og statistik her.

Med tilladelsen har Datatilsynet taget stilling til anvendelsesområdet for tilladelseskravet i § 10, stk. 3, nr. 3, som hos mange dataansvarlige, der udfører statistiske og videnskabelige undersøgelser, har givet anledning til tvivl. Efter Datatilsynets opfattelse gælder tilladelseskravet for enhver videregivelse af personoplysninger – der behandles i medfør af databeskyttelseslovens § 10, stk. 1 og 2 – som sker med henblik på offentliggørelse af en videnskabelig artikel mv. i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift el.lign. Det betyder, at tilsynets forudgående tilladelse skal indhentes, hvis det bagvedliggende formål med en videregivelse af personoplysninger er publicering af en videnskabelig artikel i et anerkendt tidsskrift el.lign.

Med tilladelsen har Datatilsynet også taget stilling til, om en vid offentliggørelse af en undersøgelses ”rådata” med henblik på offentliggørelse af en videnskabelig artikel i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift el.lign. kan rummes inden for § 10. Efter Datatilsynets opfattelse kan offentliggørelse af forskningsprojekters ”rådata” i f.eks. et datarepositorum ikke rummes inden for § 10. Datatilsynet har derfor stillet et vilkår om, at når videregivelse sker med henblik på offentliggørelse i et anerkendt videnskabeligt tidsskrift el.lign. – eksempelvis med henblik på udførelse af en fagfællebedømmelse – må personoplysninger hos den modtagende dataansvarlige alene gøres tilgængelig for en begrænset personkreds, der har et konkret og sagligt formål med behandlingen heraf.

Læs tilladelsen til Region Hovedstaden her.