Nye afgørelse

Tilsyn med kommuner om sikkerheden i AULA

Dato: 16-01-2024

Datatilsynet har truffet afgørelse i fem tilsynssager vedrørende behandlingssikkerheden i AULA. Datatilsynet fandt anledning til at meddele påbud om udarbejdelse af konsekvensanalyser i to af sagerne. Derudover har tilsynet udtalt kritik og alvorlig kritik i sagerne.

Datatilsynet igangsatte i efteråret 2021 tilsyn med i alt seks udvalgte kommuners behandling af personoplysninger i it-systemet AULA. Tilsynene var fokuseret på efterlevelse af databeskyttelsesforordningens regler om behandlingssikkerhed og konsekvensanalyse.

”Når skoler/daginstitutioner og forældre kommunikerer via AULA, indgår der i mange tilfælde følsomme og fortrolige oplysninger om børn. Det er derfor vigtigt, at kommunerne passer godt på oplysningerne i AULA. Børn har, ifølge databeskyttelsesforordningen, krav på en særlig beskyttelse,” siger Signe Vestergård, specialkonsulent i Datatilsynet.

Datatilsynet har nu truffet afgørelse i alle sager undtagen én, da denne sag indeholder nogle yderligere elementer.

Tilsynene er en videreførelse af Datatilsynets tidligere tilsyn med Kombit A/S (herefter KOMBIT) i december 2019. Datatilsynet kunne på det pågældende tilsynsbesøg konstatere, at KOMBIT ikke kunne betragtes som dataansvarlig for AULA efter databeskyttelsesforordningens artikel 4, nr. 7. På tilsynsmødet oplyste Datatilsynet KOMBIT om, at KOMBIT skulle sikre, at alle kommuner blev informeret om deres dataansvar, og at KOMBIT skulle overdrage alle nødvendige materialer og informationer til kommunerne i den forbindelse.

Datatilsynet finder, at tilsynssagerne rejser nogle generelle databeskyttelsesretlige problemstillinger på tværs af kommunerne, som med fordel kan håndteres samlet fremfor særskilt hos de enkelte kommuner.

Derfor har Datatilsynet valgt at orientere Kommunernes Landsforening (KL), Styrelsen for It og Læring og Kombit A/S (herefter KOMBIT) om tilsynets afgørelser i disse sager. Samtidig har Datatilsynet formuleret nogle anbefalinger til det videre arbejde med behandlingssikkerheden i AULA. 

Datatilsynet vil i øvrigt give de samme anbefalinger i et brev til samtlige landets kommuner, hvor tilsynet også orienterer om afgørelserne. Formålet med orienteringen til kommunerne er at opfordre dem til at overveje, om materialet giver anledning til at foretage (yderligere) vurderinger mv. eller sikre implementering af flere sikkerhedsforanstaltninger i forhold til deres behandling af personoplysninger i AULA.

Konsekvensanalyse

Selvom de fem kommuner benytter samme tekniske løsning (AULA) til de samme behandlingsaktiviteter, har de haft en markant forskellig tilgang til spørgsmålet om konsekvensanalyser.

Samtlige fem kommuner har fået kritik eller alvorlig kritik i den del af sagerne, der omhandler konsekvensanalyse. To af kommunerne har fået alvorlig kritik, da de ikke har udarbejdet en konsekvensanalyse. Datatilsynet har endvidere meddelt disse to kommuner et påbud om at udarbejde en konsekvensanalyse inden for tre måneder.

De tre øvrige kommuner har udarbejdet konsekvensanalyser. Datatilsynet har gennemgået dem og vurderet, at ingen af dem opfylder alle mindstekravene til en konsekvensanalyse.

Derudover har Datatilsynet undersøgt tidspunktet for udarbejdelsen af konsekvensanalyserne og taget i betragtning, at der har været uklarhed om dataansvaret for behandlingen af personoplysninger i AULA. Kommunerne og KOMBIT har således været af den opfattelse, at dataansvaret for behandlingen af personoplysninger og ansvaret for at foretage risikovurderinger og konsekvensanalyser, lå hos KOMBIT. Datatilsynet konkluderede dog ved tilsynsbesøget hos KOMBIT i december 2019, at KOMBIT ikke kan anses som dataansvarlig.

Alle tre kommuner udarbejdede først konsekvensanalyserne lang tid efter, at klarhed om dataansvaret for behandlingen af personoplysninger i AULA var etableret. To af kommunerne har tilmed først udarbejdet konsekvensanalyser efter, at tilsynet har anmodet om materialet i forbindelse med iværksættelsen af tilsynet, hvorfor Datatilsynet overfor disse to kommuner har udtalt alvorlig kritik.  Datatilsynet har udtalt kritik overfor den tredje kommune. 

Risikovurdering

Samtlige fem kommuner har ligeledes fået kritik eller alvorlig kritik i forhold til den del af sagerne, der omhandler kommunernes risikovurdering. Kritikken vedrører dokumentationskravet for at kunne påvise, at de har identificeret og nedbragt de risici, som behandlingen af personoplysninger i AULA udgør for de personer, oplysningerne vedrører, så der er sikret et passende sikkerhedsniveau. Derudover vedrører kritikken manglende identifikation og implementering af relevante foranstaltninger for at sikre et passende sikkerhedsniveau.

Datatilsynet har udtalt alvorlig kritik af to af kommunerne, da de ikke har fremsendt egentlige risikovurderinger. Den ene kommune oplyste i januar 2023, at de endnu ikke havde afsluttet det indledende arbejde med at identificere relevante foranstaltninger, der kan implementeres med henblik på at nedbringe de identificerede høje risici ved behandlingen af personoplysninger i AULA. Den anden kommune henviste til en række bilag som dokumentation for, hvilke mitigerende foranstaltninger kommunen havde truffet for at nedbringe risikoen for de registrerede.

De øvrige tre kommuner har fremsendt risikovurderinger. Datatilsynet har dog udtalt kritik til disse kommuner, da de ikke i fuldt tilstrækkeligt omgang har påvist, at de har sikret et passende sikkerhedsniveau.

Flere kommuner har fremsendt materiale fra KOMBIT, hvor en række høje risici ved anvendelsen af AULA er identificeret. Kommunerne har forholdt sig forskelligt til materialet. Nogle kommuner har oplyst, at de har tilsluttet sig KOMBIT’s risikovurdering og har taget udgangspunkt i det, når de har beskrevet, hvilke foranstaltninger de har implementeret for at nedbringe disse risici. En kommune oplyser, at de har orienteret sig i materialet fra KOMBIT men konkluderet, at det ikke umiddelbart kunne anvendes som udgangspunkt for egentlige risikovurderinger. Andre kommuner har foretaget egne vurderinger, hvor nogle af de risici, de har identificeret, er vurderet til at udgøre en lavere risiko, end hvad der fremgår af KOMBIT’s materiale – dog uden i tilstrækkelig grad at kunne dokumentere på hvilket grundlag denne vurdering er foretaget.

Risiko for fejlfremsendelse i AULA

Datatilsynet har konstateret, at en stor del af de anmeldelser af brud på persondatasikkerheden i AULA, som tilsynet modtager, vedrører fejlfremsendelse af personoplysninger til en eller flere forkerte modtagere i AULA. Det er også en risiko, som flere kommuner har identificeret i deres risikovurderinger.

Flere af kommunerne har implementeret organisatoriske foranstaltninger med henblik på at informere brugerne om denne risiko ved afsendelse af beskeder via AULA. Derudover har en af kommunerne også fået implementeret et ændringsønske i AULA, der giver mulighed for at slette og redigere afsendt indhold i beskeder. 

Til trods for disse tiltag modtager Datatilsynet fortsat en del anmeldelser af brud fra kommunerne, der vedrører fejlfremsendelse i AULA.

Det er generelt Datatilsynets opfattelse, at dataansvarlige, der i et vist systematisk omfang anvender en teknisk funktionalitet til at sende beskeder med bl.a. fortrolige og/eller følsomme oplysninger bør undersøge, om det er muligt at gennemføre en eller flere tekniske foranstaltninger for at mindske risikoen for fejlfremsendelse. De bør også undersøge mulighederne for at indrette beskedfunktionen på en måde, der mindsker en sådan risiko.

I et brev til KL, KOMBIT og Styrelsen for It og Læring har Datatilsynet anbefalet, at KOMBIT sammen med de dataansvarlige kommuner foretager en sådan undersøgelse. Denne anbefaling vil tilsynet i øvrigt også give i et brev til samtlige landets kommuner.

Fælles konsekvensanalyse og adfærdskodeks

Det er Datatilsynets opfattelse, at kommunerne har mulighed for at udarbejde en fælles konsekvensanalyse vedrørende databeskyttelse for deres behandling af personoplysninger i AULA. Det er på baggrund af, at kommunerne anvender samme type system til de samme behandlingsaktiviteter af samme type personoplysninger, og at kommunernes behandlingsaktiviteter indebærer lignende høje risici. Ydermere leveres systemet af den samme leverandør.

I brevet til KL, KOMBIT og Styrelsen for It og læring har Datatilsynet derfor opfordret til, at det overvejes på tværs af kommunerne, og eventuelt i samarbejde med KL og KOMBIT at udarbejde en fælles konsekvensanalyse vedrørende kommunernes behandling af personoplysninger i AULA.

Datatilsynet har derudover anbefalet, at KL, i samarbejde med kommunerne og eventuelt KOMBIT, overvejer muligheden for at udarbejde et adfærdskodeks i overensstemmelse med databeskyttelsesforordningens artikel 40 vedrørende kommunernes behandling af personoplysninger i AULA. Datatilsynet har bemærket, at denne overvejelse også kan være relevant for andre behandlingsaktiviteter i kommunerne, hvor de anvender samme system til de samme behandlingsaktiviteter af samme typer personoplysninger, som indebærer lignende høje risici.

Et adfærdskodeks kan give korrekte og praktiske anvisninger på, hvordan man i forbindelse med en eller flere behandlingsaktiviteter skal indrette sig for at efterleve databeskyttelsesreglerne. Det kan f.eks. være ved at fastlægge procedurer, som skal følges ved en bestemt behandlingsaktivitet. Et adfærdskodeks vil derfor være et nyttigt redskab til at hjælpe med at overholde databeskyttelsesreglerne for de myndigheder, der har tilsluttet sig kodeksen.

Selvom det letter overholdelsen af reglerne, fritager det ikke den enkelte dataansvarlige for de pligter og opgaver, der påhviler disse som dataansvarlige. Dette er særligt væsentligt i situationer, hvor den dataansvarlige vælger at afvige fra forudsætningerne i de fælles koncepter og behandlinger - f.eks. ved anvendelse af et system til andre formål.     

”Det er en stor og ressourcekrævende opgave for de enkelte kommuner at foretage risikovurderinger og konsekvensanalyser, der sikrer de rette sikkerhedsforanstaltninger. Men det er nødvendigt. AULA er et værktøj, der anvendes i alle kommuner til de samme behandlingsaktiviteter af samme type personoplysninger. Vi opfordrer derfor kommunerne – evt. i samarbejde med KL og KOMBIT – til at gå sammen og sikre, at borgernes oplysninger i AULA er tilstrækkelig beskyttet,” siger Signe Vestergård, specialkonsulent i Datatilsynet.   

Vil du vide mere?

Læs afgørelserne og Datatilsynets brev til KL, KOMBIT og Styrelsen for It og Læring:

Læs afgørelsen for Lolland Kommune her.

Læs afgørelsen for Esbjerg Kommune her.

Læs afgørelsen for Hillerød Kommune her.

Læs afgørelsen for Randers Kommune her.

Læs afgørelsen for Frederikshavn Kommune her.

Læs Datatilsynets brev til KL, KOMBIT og Styrelsen for It og Læring her. 

Læs også:

Læs Datatilsynets vejledning om konsekvensanalyser.

Læs EDPB’s vejledning om konsekvensanalyser.

Læs Datatilsynets vejledning om behandlingssikkerhed og databeskyttelse gennem design og standardindstillinger.

Find Datatilsynets informationstekst og podcast om risikovurdering her.

Find Rådet for Digital Sikkerheds vejledning ”Konsekvensanalyse i praksis” her.

Læs Datatilsynets vejledning om adfærdskodekser.