Ny EDPB-vejledning om behandling af oplysninger i forbindelse med forskning

Dato: 16-04-2026

Det Europæiske Databeskyttelsesråd (EDPB) har på sit seneste møde blandt andet vedtaget en ny vejledning om behandling af personoplysninger i forskningsøjemed.

På mødet den 15.-16. april 2026 blev en lang række sager drøftet. EDPB vedtog bl.a. en vejledning om behandling af personoplysninger i forskningsøjemed.

Vejledningen har til formål at skabe klarhed for forskere, gøre overholdelsen af databeskyttelsesforordningen (GDPR) lettere, og samtidig sikre beskyttelsen af privatlivet. Vejledningen adresserer blandt andet spørgsmålet om de grundlæggende principper, behandlingsgrundlag og passende garantier i henhold til databeskyttelsesforordningens artikel 89.

Datatilsynet har sammen med en række andre europæiske tilsynsmyndigheder været pennefører på vejledningen, såkaldt co-rapporteur, mens det svenske datatilsyn har været ledende rapporteur.

Vejledningen er nu sendt i offentlig høring, hvorefter EDPB vil vurdere behovet for eventuelle justeringer, før vejledningen endeligt kan godkendes.

Udtalelser om Europrivacy

Endvidere vedtog EDPB to udtalelser om godkendelse af de opdaterede Europrivacy-certificeringskriterier, som oprindelig blev godkendt i 2022.

Den ene udtalelse vedrørte udvidelsen af den eksisterende ordning til også at kunne anvendes af dataansvarlige og databehandlere i tredjelande, som er omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 3, stk. 2.

Den anden vedrørte et tillæg til den eksisterende ordning, der – som den første europæiske certificeringsordning af sin art – vil kunne anvendes som grundlag for tredjelandsoverførsler, jf. databeskyttelsesforordningen artikel 46, stk. 2, litra f.

Vil du vide mere?

Læs EDPB's pressemeddelelse (engelsk), hvor du bl.a. finder vejledningen.