På mødet den 8. og 9. juni 2026 vedtog EDPB bl.a. en fælles europæisk skabelon for anmeldelse af brud på persondatasikkerheden. Skabelonen er blandt de konkrete tiltag, der er direkte nævnt i de europæiske datatilsyns Helsinki-erklæring fra juli 2025, som skal være med til at gøre overholdelsen af GDPR nemmere og samtidig styrke sammenhængen på tværs af EU.
I Danmark anvender vi allerede en blanketløsning, der sikrer, at tilsynet og andre relevante myndigheder får de nødvendige oplysninger, når et brud på persondatasikkerheden eller en sikkerhedshændelse anmeldes. Indholdet i den nye fælles europæiske skabelon, der nu er vedtaget, er ikke langt fra det indhold, vi allerede kender og indhenter i dag ved anmeldelser af brud på persondatasikkerheden i Danmark.
Datatilsynet har deltaget aktivt i arbejdet med at udarbejde skabelonen.
Møde med EU-kommissær og orientering om nordisk erklæring
EDPB mødtes også med EU-kommissær Michael McGrath, som er ansvarlig for bl.a. databeskyttelsesområdet. Under mødet med EU-kommissæren opstod en række spændende drøftelser, hvor Den Digitale Omnibus var et af hovedpunkterne for diskussionen. Et andet centralt tema under drøftelserne var vigtigheden af tværregulatorisk samarbejde i et digitalt landskab, der er under konstant udvikling i disse år.
Endelig blev EDPB orienteret om den fælles erklæring, som blev vedtaget på det nordiske møde i Stockholm den 22. maj 2026. Du kan læse mere om den fælles erklæring her.
