Myndighedsadgang til data om brud på persondatasikkerheden

Offentlige myndigheder med opgaver inden for informations- og cybersikkerhed kan få adgang til data om de brud på persondatasikkerheden, der anmeldes til Datatilsynet. 

Myndighedsadgang til data om brud på persondatasikkerheden

Danske offentlige myndigheder med opgaver på cybersikkerhedsområdet kan få adgang til data om de brud på persondatasikkerheden, der anmeldes til Datatilsynet.

Datatilsynet modtager cirka 10.000 anmeldelser om året og har modtaget over 75.000 anmeldelser, siden databeskyttelsesforordningen trådte i kraft i 2018. Det har givet Datatilsynet et omfattende kendskab til udviklingen inden for informationssikkerhed og til de udfordringer og risici, som danske virksomheder og myndigheder oplever og iværksætter foranstaltninger imod. Den viden deler Datatilsynet med andre offentlige myndigheder gennem en API-adgang til data om anmeldelserne.

På denne side kan du som offentlig myndighed læse om, hvilke oplysninger der deles, hvordan løsningen fungerer, og hvordan din myndighed kan få adgang til den.

Hvilke oplysninger indgår i løsningen?

Løsningen indeholder oplysninger om de brud på persondatasikkerheden, som virksomheder og myndigheder anmelder til Datatilsynet.

Hovedparten af anmeldelserne modtages via en blanket, hvor anmelderen beskriver bruddet på persondatasikkerheden. Oplysningerne modtages som strukturerede data. Datatilsynet klassificerer alle anmeldelser efter hændelsestype og vurderer, hvilken organisation der er dataansvarlig. For langt størstedelen af anmeldelserne er den dataansvarliges CVR-nummer kendt.

Du kan læse mere om hændelsestyper her.

Der findes to adgangsniveauer i løsningen:

  • Basisadgang: Giver adgang til oplysninger fra anmeldelsesblanketterne og hændelsestyper, dog ikke fritekstfelterne i blanketterne.
  • Udvidet adgang: Giver også adgang til fritekstfelterne i anmeldelsesblanketterne.

Løsning til deling af data

Data deles gennem et REST API, der udstiller rådata om de enkelte anmeldelser. Den enkelte myndighed, der benytter løsningen, er selv ansvarlig for at bearbejde og analysere data til brug for myndighedens opgaver. Det kræver derfor et vist niveau af teknisk modenhed at benytte løsningen.

Myndigheder, der benytter løsningen, autentificerer sig ved hjælp af et systemcertifikat fra MitID Erhverv (OCES).

Dokumentation om brugen af løsningen fremsendes, når der indgås en aftale om adgang.

Adgang til løsningen

Myndigheder med opgaver på cybersikkerhedsområdet kan få adgang til løsningen ved at kontakte Datatilsynet og indgå en samarbejdsaftale om brugen af den.

De nærmere vilkår for adgang fremgår af samarbejdsaftalen.

Kontakt

Har du spørgsmål til løsningen, eller ønsker din myndighed adgang til den, kan du kontakte:

Morten Helmstedt
Dataspecialist
moh@datatilsynet.dk