Journalnummer: 2004-321-0316
Ved brev af 14. maj 2004 har Arbejdsdirektoratet rettet henvendelse til Datatilsynet vedrørende direktoratets tilsyn med kommunernes rådighedsvurderinger for kontant- og starthjælpsmodtagere samt modtagere af introduktionsydelser.
Arbejdsdirektoratet rettede henvendelse bl.a. med henblik på at få oplyst, hvorvidt arbejdsdirektoratet skal opfylde oplysningspligten i persondatalovens § 29 i forbindelse med gennemførelse af tilsynet, eller om undtagelsen i § 29, stk. 2, 2. led, kan finde anvendelse.
Arbejdsdirektoratet har oplyst, at tilsynet består dels af stikprøvekontrol, hvor sagerne indhentes til direktoratet, dels af tilsynsbesøg i kommunerne, hvor de fleste sager forventes behandlet under besøget. Der inddrages ca. 2.500 sager om året i rådighedskontrol. Spørgsmålet om oplysningspligt opstår alene i forhold til de sager, som direktoratet indkalder eller hjemtager til gennemgang i direktoratet.
Endvidere fremgår det, at formålet med rådighedstilsynet er at undersøge kommunernes administration af reglerne om rådighed, konsekvens og sanktion. Tilsynet vil alene være en vurdering af, om kommunen har overholdt gældende regler, herunder tage stilling til, om kommunen har krav på statsrefusion, da kommunen ikke har ret til refusion, hvis direktoratet vurderer, at kommunen har truffet en forkert afgørelse.
Det vil derimod ikke være en direkte kontrol af, om ydelsesmodtageren har overholdt de forpligtelser, der følger af lovgivningen, og direktoratet kan ikke ændre kommunens afgørelser over for ydelsesmodtageren, selv om direktoratet vurderer sagen anderledes end kommunen. Arbejdsdirektoratet har endvidere oplyst, at tilsynet ikke har nogen umiddelbar konsekvens for ydelsesmodtageren. Sagen kan kun ændres i forhold til borgeren, hvis kontrollen viser, at der er tale om en forkert bebyrdende afgørelse.
Efter det oplyste oprettes der i forbindelse med stikprøvekontrollen en sag på hver ydelsesmodtager, hvor de oplysninger, Arbejdsdirektoratet har indhentet om ydelsesmodtageren, indgår.
Datatilsynet skal – efter at sagen har været behandlet i Datarådet – udtale følgende:
Reglerne om oplysningspligt over for den registrerede findes i persondatalovens §§ 28-30.
Ifølge forarbejderne er formålet med reglerne om oplysningspligt dels at sikre, at den registreredes beslutning om at afgive oplysninger om sig selv træffes på et pålideligt faktuelt grundlag med hensyn til en række nærmere beskrevne forhold, dels at skabe større gennemsigtighed og overblik vedrørende personregistreringer. Der tages dog samtidig hensyn til, at de dataansvarlige ikke bør pålægges for vidtgående byrder.
Af persondatalovens § 29, stk. 1, følger, at hvor oplysninger ikke er indsamlet hos den registrerede, påhviler det den dataansvarlige eller dennes repræsentant ved registreringen, eller hvor de indsamlede oplysninger er bestemt til videregivelse til tredjemand, senest når videregivelsen af oplysningerne finder sted, at give den registrerede meddelelse om den dataansvarliges og dennes repræsentants identitet, formålene med den behandling, hvortil oplysningerne er bestemt samt alle yderligere oplysninger, der under hensyn til de særlige omstændigheder, hvorunder oplysningerne er indsamlet, er nødvendige for, at den registrerede kan varetage sine interesser, som f.eks. hvilken type oplysninger det drejer sig om, kategorierne af modtagere, reglerne om indsigt i og om berigtigelse af de oplysninger, der vedrører den registrerede.
Der er i persondatalovens § 29, stk. 2 og 3, fastsat undtagelser til bestemmelsen i § 29, stk. 1.
Det følger således af § 29, stk. 2, at bestemmelsen i stk. 1, ikke gælder, hvis den registrerede allerede er bekendt med de i nr. 1-3 nævnte oplysninger, eller hvis registreringen eller videregivelsen udtrykkeligt er fastsat ved lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov.
Af § 29, stk. 3, fremgår, at bestemmelsen i stk. 1 ikke gælder, hvis underretning af den registrerede viser sig umulig eller uforholdsmæssigt vanskelig.
1. § 29, stk. 2, 2. led
Det følger af Datatilsynets praksis, at det som hovedregel kun vil være i de tilfælde, hvor der er tale om en egentlig indberetningspligt, at kravet om udtrykkelighed i § 29, stk. 2, 2. led, er opfyldt. I disse tilfælde vil det være klart for den registrerede (gennem bekendtgørelse i Lovtidende), at der vil blive videregivet oplysninger om vedkommende til f.eks. en anden myndighed.
Endvidere vil § 29, stk. 2, 2.led være opfyldt, hvor det udtrykkeligt fremgår, at der vil blive indhentet oplysninger, så det er klart, at den indhentende myndighed eller lignende vil registrere oplysninger.
Datatilsynet finder ikke, at Arbejdsdirektoratets bemyndigelse efter § 13 i lov nr. 423 af 9. juni 2004 om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, integrationsloven og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (Tilsyn med kommunale rådighedsvurderinger, tilsyn med kommunernes visitation, aktiveringsfri periode, nedsættelse af befordringsgodtgørelse, refusion m.v.) samt § 6 - § 8 i bekendtgørelse nr. 500 af 9. juni 2004 om tilsyn med kommunernes administration af reglerne om rådighed, konsekvenser og sanktioner for personer, der søger om eller får hjælp alene på grund af ledighed, kan anses for at opfylde kravet om udtrykkelighed efter persondatalovens § 29, stk. 2, 2. led.
Datatilsynet har i den forbindelse lagt vægt på, at bestemmelserne er udtryk for en hjemmel til at indhente oplysninger, og en nærmere beskrivelse af, hvilken oplysninger der i givet fald skal videregives. Forudsætningen herfor er imidlertid, at sagen rent faktisk udtages til at indgå i rådighedstilsynet. Det vil således ikke ud fra de nævnte bestemmelser kunne udledes, i hvilke tilfælde der vil blive videregivet oplysninger til og registreret oplysninger i direktoratet, således at den registrerede på denne måde får kendskab til, at direktoratet er i besiddelse af oplysninger om ham eller hende og eventuelt kan udnytte sin ret til at søge om indsigt i behandlingen hos Arbejdsdirektoratet.
2. § 29, stk. 3
Af bemærkningerne til § 29, stk. 3, fremgår, at der er tale om en konkret vurdering i den enkelte situation af, hvorvidt oplysningspligten kan undlades efter § 29, stk. 3.
Af rettighedsvejledningen fremgår, at det med udtrykket uforholdsmæssigt vanskelig fastsættes, at der gælder et proportionalitetsprincip ved vurderingen af, om meddelelse, som foreskrevet i lovens § 29, stk. 1, skal gives. Der skal ske en afvejning af på den ene side betydningen af en sådan underretning for den registrerede, og på den anden side den arbejdsindsats hos den dataansvarlige, der vil være forbundet med en sådan underretning.
I hvilket omfang, underretningen af registrerede personer er uforholdsmæssigt vanskelig eller endog umulig, skal afgøres i den enkelte situation, Der skal i den forbindelse lægges vægt på antallet af registrerede, samt de kompenserende foranstaltninger, f.eks. offentlige oplysningskampagner, der eventuelt måtte blive truffet af den dataansvarlige i forbindelse med indsamlingen.
Endvidere må det tillægges betydning, hvor betydelige de interesser er, af hensyn til hvilke oplysningerne behandles, og hvor indgribende det er for den enkelte, at der foretages behandling af oplysninger om vedkommende. Det vil herunder være af betydning, om behandlingen af oplysninger foretages som led i enkeltsagsbehandling eller om behandlingen foretages i en række identiske sager.
Det er Datatilsynets umiddelbare vurdering, at betingelserne for at fravige oplysningspligten med hjemmel i § 29, stk. 3, ikke kan anses for opfyldt i det konkrete tilfælde. Datatilsynet har herved navnlig lagt vægt på omfanget og karakteren af de oplysninger om borgeren, som Arbejdsdirektoratet indhenter og registrerer i forbindelse med rådighedstilsynet, og at direktoratets behandling kan føre til ændringer i forhold til borgeren, hvis der er tale om en forkert bebyrdende afgørelse.
I vurderingen har Datatilsynet endvidere lagt vægt på formålet med oplysningspligten og det forhold, at Arbejdsdirektoratet opretter en sag for hver enkelt borger, hvis sag indgår i rådighedstilsynet. Endelig har Datatilsynet ikke grundlag for at antage, at det vil være forbundet med uforholdsmæssig stor arbejdsindsats at underrette de omhandlede personer.