På mødet den 2.-3. december vedtog EDPB bl.a. anbefalinger om retsgrundlaget for at kræve oprettelse af brugerkonti på e-handelsplatforme.
EDPB præciserer i anbefalingerne, hvornår disse platforme kan kræve, at deres brugere opretter en konto. Anbefalingerne går bl.a. på, at e-handelsplatformene skal tilbyde et valg, hvor brugere enten i en ”gæste”-tilstand skal kunne foretage køb uden at oprette en konto, eller muligheden for frivillig kontooprettelse.
Det vil dog – i et begrænset antal tilfælde – være berettiget med obligatorisk kontooprettelse, herunder i forbindelse med abonnementstjenester eller ved adgang til eksklusive tilbud.
Anbefalingerne er nu sendt i offentlig høring indtil den 12. februar 2026, hvilket giver mulighed for at fremsætte bemærkninger, før anbefalingerne endeligt vedtages.
Du finder link til den offentlige høring på EDPB’s hjemmeside.