EDPB vedtager udtalelse om alderskontrol

Dato: 12-02-2025

Det Europæiske Databeskyttelsesråd (EDPB) har på det seneste møde vedtaget en udtalelse om alderskontrol (Age Assurance).

På mødet den 11. februar 2025 behandlede EDPB en lang række sager. Det blev bl.a. besluttet at udvide den taskforce, som rådet tidligere har nedsat i forhold til at koordinere de europæiske datatilsyns håndhævelsesaktiviteter i forhold til ChatGPT, til – bl.a. i lyset af DeepSeek – mere generelt at omfatte håndhævelsen af AI. Derudover blev der vedtaget en udtalelse om alderskontrol (Age Assurance).

Nærmere om udtalelsen om alderskontrol

Flere nyere europæiske regelsæt – herunder GDPR – har sat fokus på beskyttelse af børn og deres rettigheder i den digitale verden. Emnet er også et af EDPB’s fokusområder, og udtalelsen om alderskontrol skal skabe en ensartet tilgang til emnet i EU.

Med udgangspunkt i reglerne i GDPR indeholder udtalelsen vejledning i form af 10 principper, der skal tages højde for, når personoplysninger behandles til brug for alderskontrol. Principperne tager alle udgangspunkt i GDPR’s grundlæggende regler for behandling af personoplysninger for at sikre, at disse bliver korrekt implementeret i de løsninger, der udvikles.

I regi af EDPB arbejdes der i øvrigt fortsat på mere omfattende retningslinjer for behandling af børns personoplysninger, som mere detaljeret vil berøre spørgsmålet om alderskontrol. Det er et arbejde, som Datatilsynet deltager aktivt i.

Læs mere

Læs EDPB’s udtalelse her.

Læs EDPB’s pressemeddelelse fra plenarmødet (engelsk).