På plenarmødet den 16. januar 2025 vedtog EDPB bl.a. en rapport om en fælles undersøgelse fra 2024, som blev udført af de nationale datatilsyn i regi af det såkaldte Coordinated Enforcement Framework (CEF), og som omhandlede de dataansvarliges implementering af retten til indsigt. Datatilsynet deltog i undersøgelsen sammen med datatilsyn fra 29 andre EU/EØS-lande.
Både offentlige myndigheder og private virksomheder blev kontaktet i forbindelse med undersøgelsen, og der er modtaget omkring 1.185 svar tilsammen. Datatilsynet undersøgte overholdelsen af reglerne om indsigt i forbindelse med onlinehandel. Grundet et begrænset antal besvarelser har Datatilsynet ikke kunne drage nogen generelle konklusioner, der har kunnet give et overblik over dataansvarliges implementering af indsigtsretten i Danmark i forbindelse med onlinehandel.
Resultater
Resultaterne af undersøgelsen i de deltagende EU/EØS-lande har bl.a. vist følgende problemstillinger ved dataansvarliges implementering af reglerne om indsigt:
- Manglende kendskab til omfanget af de oplysninger, som den registrerede har ret til indsigt i.
- Udefinerede, overdrevne eller inkonsekvente opbevaringsperioder for indsigtsanmodninger.
- Manglende dokumentation af interne procedurer om håndtering af indsigtsanmodninger.
- Hindringer for den registrerede i forbindelse med udøvelsen af sin ret til indsigt.
- Begrænsninger i retten til indsigt bliver fortolket for bredt.
- For bred fortolkning af muligheden for at anmode den registrerede om præcisering af sin anmodning.
- For overordnede og upræcise besvarelser af indsigtsanmodninger.
Rapporten opstiller en række anbefalinger, som tilsynsmyndigheder, dataansvarlige og EDPB kan arbejde med for at adressere disse problemstillinger, herunder anbefalinger til mindre opdateringer og præciseringer i den nuværende EDPB-vejledning om retten til indsigt. Datatilsynet vil på baggrund af eventuelle opdateringer i EDPB’s vejledning opdatere Datatilsynets egen vejledning om de registreredes rettigheder.
Vil du vide mere?
Læs EDPB's nyhed (på engelsk) og find link til rapporten.
CEF vil også blive gennemført i 2025, og emnet vil være de registreredes ret til sletning.