Den 19. november 2025 fremsatte EU-Kommissionen sit forslag til en ny Digital Pakke, hvori der indgår en såkaldt Digital Omnibus med forslag til ændringer i flere digitale retsakter, herunder databeskyttelsesforordningen (GDPR).
”Vi er i Datatilsynet glade for, at der nu foreligger et endeligt udkast til ændringerne. Forslaget er omfattende, og vi kommer i tilsynet til at gennemgå det grundigt og følge den videre parlamentariske proces tæt”, fortæller Datatilsynets direktør, Cristina Angela Gulisano, og fortsætter:
”Det fremsatte forslag skal nu igennem en længere proces i EU-Parlamentet og Rådet. Det Europæiske Databeskyttelsesråd (EDPB) og Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS) skal også afgive udtalelse om forslaget. Det vil sige, at den endelige version af den digitale omnibus-forordning kan komme til at se meget anderledes ud end den her foreliggende.”
Det er ifølge Datatilsynets direktør endelig vigtigt at huske på, at de nuværende regler i databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven fortsat er gældende, indtil eventuelle nye regler er vedtaget og trådt i kraft.
Du kan læse hele forslaget til den digitale omnibus her – ændringerne til databeskyttelsesforordningen fremgår af forslagets artikel 3 (s. 54ff).
EU-Kommissionen har også lavet en nyttig FAQ om den digitale pakke, som du kan finde her.