Ny databekymringspostkasse i Datatilsynet

Dato: 04-07-2019

Er du som borger bekymret over brugen af dine data nu og fremover, kan du sende bekymringen til Datatilsynets databekymringspostkasse.

Datatilsynet har oprettet en databekymringspostkasse, som du som borger kan sende en mail til, hvis du er bekymret over f.eks. en virksomheds eller offentlig myndigheds brug af din data. Det kan også være, at du føler dig utryg over brugen af ny teknologi, af kunstig intelligens eller blot er bekymret over den stigende tendens til at bruge data i mange henseender. Så kan du også sende din databekymring til Datatilsynet.

Databekymringerne skal understøtte Dataetisk Råds arbejde

Databekymringerne skal bruges til at understøtte Dataetisk Råd i deres opgave med blandt andet at følge samfundsudviklingen i brugen af data og ny teknologi, afgive anbefalinger og udtalelser om almene og principielle dataetiske spørgsmål samt at varetage informations- og debatskabende aktiviteter om de dataetiske problemstillinger og udfordringer, som samfundet står overfor.

Datatilsynet vil derfor ikke svare på de indsendte databekymringer, men bruge databekymringerne til at udarbejde en årlig statusrapport til Dataetisk Råd om, hvilke aktuelle emner der bekymrer danskerne.

Sådan sender du en databekymring

Du kan læse mere om databekymringspostkassen og sende din databekymring her.

Vær opmærksom på, at databekymringspostkassen ikke kan bruges til at klage til Datatilsynet eller til anmeldelser af sikkerhedsbrud.

Vil du vide mere?

Læs mere om Dataetisk Råd.